Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Anders Remmer

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Erik Paaske: 'Portræt af en bums'
Erik Paaske
Portræt af en bums
(lp, Hamlet Production, 1979)

Det ligger i tidsånden, at alting skal måles og vejes, at vor kultur skal gøres til et spørgsmål om nationalfølelse, være den lim, så at sige, der binder os sammen som danske, hvor illusorisk dette end måtte synes – og illusionen fremstår med akkumulerende tydelighed, såfremt man drister sig til at tænde for sit fjernsynsapparat en lørdag aften, i bedste sendetid, og med nogen gru konstaterer, hvor lavpandet Familien Danmark lader sig underholde, uge efter uge, år efter år. Spørgsmålet trænger sig da på og ringer hult i ethvert dannet menneskes hårdtprøvede indre: tilhører jeg selv samme nationale familie, har jeg noget til fælles med denne masse af middelmådighed og medister – kort sagt, hører jeg til her? Netop dette spørgsmål, som i yderste instans er af rendyrket eksistentiel karakter, er det centrale omdrejningspunkt hos Erik Paaske på hovedværket Portræt af en bums, der, som allerede titlen mere end blot antyder, beskæftiger sig med den i dansk kultur ofte jovialt fremstillede vagabondmyte. Der spilles helt bevidst på netop denne romantiske mytologisering, hvilket allerede anskueliggøres på pladens cover, hvor en såre feststemt Paaske, iklædt landevejsridderens velkendte mundering, letter på hatten, smiler og tager sig et glas brændevin. Vender man pladecoveret om for at læse titlerne på de forskellige numre, da mødes man af en anden Paaske, nu henslængt på en lædersofa, men med ryggen vendt mod fotografen, lytteren, lureren, og flasken med brændevin i forgrunden. Man er vidne til bagsiden af medaljen, i helt bogstavelig forstand, når rusen soves ud, og landevejslivet i den frie, friske natur går hånd i hånd med alkoholmisbrug, evig rastløshed og indre dæmoner.

At Paaske spænder vidt i enhver tænkelig forstand, er selvsagt indiskutabelt, og hans position som landets ypperligste visesanger bør ikke anfægtes. Og det er netop denne uomgængelige bredde, der er den absolutte styrke på Portræt af en bums, hvor myten om den lykkelige vagabond, den sjove tykke mand, får følgeskab af vrangsideviser om ensomhed og død, men uden at balancen på noget tidspunkt tipper i retning af det kvalmt selvhøjtidelige eller direkte navlebeskuende. Paaske bringer liv til vagabondmyten, akkurat som Charlie Chaplin gjorde det på det store lærred, men skal man drage paralleller til stumfilmens mestre – og det er slet ikke så tosset endda – så er det mere nærliggende at pege på Gøg og i særdeleshed Gokke. Man finder hos Paaske noget af den samme lette tilgang til livet og kunsten, f.eks. på viser som klassikeren ”Så’r der ingen der har haft det som mig”, den let lystigt jazzende ”Styrmand Andersson” samt den luftige forårshyldest ”Vårvise”, hvor en næsten legende tilgang til materialet må skabe liv og glade dage hos selv den mest nedtrykte lytter. Paaske er en levemand, ingen tvivl om det, ja, en livsnyder ligefrem, som både ryger og drikker – og utvivlsomt meget mere end det danske sundhedsvæsen nogensinde ville finde på at billige, og da slet ikke den dag i dag, hvor forbud på forbud hober sig op, og hvor de talrige formaninger om det sunde liv truer med netop at suge alt, hvad der i sandhed er sundt ud af livet, nemlig marven, nerven, nuet. I kontrast hertil finder man Paaskes vagabond, der som den frie fugl er et med naturen, både den ydre såvel som den indre. Det kan synes oplagt at drage parallel til amerikanske begreber som road movie og beatnik, men det er muligvis en faldgrube, for selvom der i Paaskes lyriske univers kan påvises fællestræk med sådanne trends, da må man, når man nærlytter den rent musikalske side af affæren, konstatere, at bortset fra enkelte svage reminiscenser af jazz, så er sangene i langt højere grad forankret i en nordisk visetradition end kommercielt betinget amerikansk rock’n’roll. Af samme årsag må en sammenligning med netop rock’n’roll-inspirerede sangskrivere som eksempelvis Bob Dylan, Leonard Cohen, Johnny Cash og Tom Waits i sidste ende afvises, selvom det umiddelbart kan synes fristende nærliggende at drage lige netop en sådan parallel. Hvor de nævnte herrer, deres andre kvaliteter upåagtede, ligesom Paaske kan siges at personificere vagabonden, myten om det fremmede, antitesen til en småborgerlig tilværelse i forstaden med flæsk på bordet og lig i lasten, så adskiller Paaske sig ved netop at trække på en visetradition med rødder i tiden før rock’n’roll, en visetradition, der ikke i nær samme grad qua sin historik er nært forbundet med storkommercielle interesser og magtstrukturer. Og derfor tror man på hans vagabond, også i højere grad end man fæstner tillid til rockprofeterne, som måske nok proklamerer sandhed, men som gør det fra toppen af et dollarbjerg.

Erik PaaskeDer er i sandhed intet glamourøst over Erik Paaske – den fysiske fremtoning alene er en befriende kontrast til popkulturens pyntesyge, hvor alting er glaseret overflade. Velan, Paaske er måske nok glaseret, men af helt andre grunde: sveden pibler frem på hans pande og ned over den skægplettede dobbelthage; her er intet at tage fejl af, man ser de tydelige tegn på en alkoholisk tilværelse, hvilket der da bestemt ej heller lægges skjul på undervejs på Portræt af en bums. Kærligheden til de våde varer ophøjes til metafysiske højder på den klaverbårne ”Aqua Vite”, hvor Paaskes stodder går i graven med sin flaske og står frem for de himmelske magter, der pludselig, i mødet med det livskraftige menneske, genvinder deres tørst, tørsten efter selve livets vand: aqua vite. Englene danser uden skjorte, Paaske ler flirtende og så tager de løsslupne løjer til – de himmelske skarer drager mod jorden for at hente alverdens brændevin, men bliver jaget bort af den selvretfærdige præstestand for, som det hedder afslutningsvist, hvor Paaskes grødede stemme runger fra afgrundens dyb: ’det er djævlene, der drikker brændevin.’ Og når englene ter sig som Fanden selv, hvordan skal vi mennesker så gøre os håb om frelse? De samme temaer tages op på ”Vise om synd”, hvor en stemning af lummer erotik stilles overfor en svagt religiøst betinget følelse af skam, ikke ulig et univers, man kender fra Depeche Mode, men afviklet med en befriende og forsonende humor, som man ofte savner hos den engelske gruppe.

I en tid hvor alternativ kultur herhjemme enten normaliseres eller rives ned, fremstår Erik Paaske som forfriskende politisk ukorrekt. Ikke alene drikker og ryger han med alt andet end måde, han flirter med de unge piger, aldersforskellen til trods, gerne flere på én gang, fascineres af den frække og seksuelt frigjorte tjenestepige på den smittende livlige ”Den leende vagabond” såvel som af den aldrende og erotisk buttede mutter, der på ”Bal i provinsen” ’hopper som en bolle.’ Den opmærksomme lytter vil, på selv samme skæring, bemærke det specielle musikalske arrangement, der veksler mellem vuggende valsetakt og støvletrampende march, mellem den blide forførelse og den fysisk betonede parringsakt, hvor Paaskes betragtelige legeme så at sige svinger pirrende med og gennem musikken. Vagabonden er nok fyldig, flommet, fed, men dette faktum udgør på ingen måde en hindring for hans erotiske aktivitet, hverken fysisk eller psykisk, og selvom det angiveligt er at gå for vidt, hvis man ligefrem gør sig til fortaler for Erik Paaske anskuet som egentligt sexsymbol, så har vi her utvivlsomt at gøre med en frigjort, ja, ligefrem løssluppen seksuel karakter, som ikke kan tøjles af bedsteborgerlig moral. Selv den frieste af alle fugle må dog, før eller siden, stå ansigt til ansigt med døden, og således også Paaskes vagabond, der møder manden med leen i den lille perle ”Galgenhumor”, der i løbet af sit tre minutters omfang fortæller beretningen om stodderens liv, vandrende fra den ene skuffelse til den anden, fra værtshus til kriminalitet for til sidst at afgå ved døden – ved hængning. ”Det hele er kun en overgang og alt er ingenting”, er det gennemgående omkvæd, der synes at sætte ethvert nihilistisk rockband fra Dean Martin og frem til vægs. Den nihilistiske pointe er dog kun den pæne overflade, så at sige, for Paaskes budskab er på én og samme tid mørkere og alligevel også mere optimistisk end som så, der er nemlig tale om en kompleks erkendelse af, at jordelivet er lidelse, og at intet Paradis står i udsigt efter dødens tunge port smækkes i, men netop fordi vor vandring gennem livet er fyldt med smerte, frygt og tab, så er nihilismens altomfavnende ingenting, den evige forglemmelse, en trøst og, om man tør stirre denne i og for sig grufulde sandhed i øjnene, også en forsoning. Det er her nærliggende at drage en oplagt pendant til filosoffen Erich G. Klawonns finurligt grufulde pointe: ’det er ikke julemanden, der har skabt verden.’ Dybest set er der tale om noget man kunne kalde en givtigt gærdet afart af en gammel buddhistisk tankegang, uden at Paaske dog lader antyde, at reinkarnation er en del af spillet. Hvor buddhisten kan nære håb om at blive et med verdensaltet gennem talrige livs akkumulerende erfaringshorisonter, da lover Paaske ikke en dråbe mere, end han kan holde – nemlig det rene og skære ingenting, og større ærlighed kan man vel næppe opdrive. Selvom Erik Paaske bestemt er en spradebasse, det man i hine tider ville kalde for en svumpukkel, en vindbøjtel og en charlatan, så er han, i helt bogstavelig forstand, så god som dagen er lang, og natten med.

Med Portræt af en bums har Erik Paaske begået et af dansk musiklivs vægtigste værker, et værk, der besidder både den rå nerve, man kender fra Bjarne Lillers bedste perioder såvel som den lyriske og musikalske spidsfindighed, man forbløffes over på Ib Raugs noget oversete Lidt af hvert. Som trubadur kan Paaske uden problemer måle sig med folkekære skikkelser som Kim Larsen og Sebastian, som samfundsrevser står han ikke tilbage for kulturelle fyrtårne som C. V. Jørgensen og Klaus Rifbjerg. Han er jovial og folkelig som en John Mogensen og livlig og sprælsk som Svend Asmussen det ene øjeblik for blot det næste at tage brydegreb med den sorteste nihilisme, som man kender den fra navne som Kliche, Martin Hall og The Sods. Der skal, i sandhed, en omfangsrig herre af Erik Paaskes statur til for med succes at favne så bredt, og så meget desto større beundring, anerkendelse og ærbødighed fortjener denne monolit i dansk åndsliv. Skulle der sidde enkelte læsere derude, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med Portræt af en bums, da må der straks rådes bod på fejltagelsen – her må ikke sjuskes!

Bertram Schulz, 30. dec 2008


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen