Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Efterklang

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
17 Pygmies: 'Celestina', 17 Pygmies: 'CII: Second Son', 17 Pygmies: 'CIII: Even Celestina Gets The Blues (A Tale Of Love And Quantum Physics)'
17 Pygmies
Celestina
(cd, Trakwerx, 2008)
 
17 Pygmies: 'Celestina', 17 Pygmies: 'CII: Second Son', 17 Pygmies: 'CIII: Even Celestina Gets The Blues (A Tale Of Love And Quantum Physics)'
17 Pygmies
CII: Second Son
(cd, Trakwerx, 2011)
 
17 Pygmies: 'Celestina', 17 Pygmies: 'CII: Second Son', 17 Pygmies: 'CIII: Even Celestina Gets The Blues (A Tale Of Love And Quantum Physics)'
17 Pygmies
CIII: Even Celestina Gets The Blues (A Tale Of Love And Quantum Physics)
(cd, Trakwerx, 2012)
 

Det er et klaustrofobisk vakuum snarere end en følelse af det uendelige univers. 17 Pygmies er inspireret af den progressive rock, men ender med at narkotisere den for ultimativt at suge al kraft ud af den. Over små fire år har de strikket en koncepttrilogi sammen, der godt kan lyttes til, uden man har sat sig ind i historien. Men det kræver tålmod, tid og det rette overskud.

En dag tikkede en mail ind med forespørgsel om min interesse i et symfonisk, progressivt album. Ikke som en krybende bøn om en anmeldelse af et opmærksomhedstrængende band, men et simpelt, omend systematisk, udslag af spam-lignende ’blog crawling’. Pressemeddelelsen for det omtalte album CII: Second Son kunne berette, at et tusindtal af musikbloggere blev tilsendt elektroniske presse kits. Lidt af en bedrift i sig selv.

Symfonisk progressivitet har afkastet mangt et hadet, mangt et beundret album af sig. Da jeg i sin tid lagde metalmusikken på hylden, var første dok den britiske prog-scene i halvfjerdserne. Det spraglede, excentriske og excessive tænder stadig en indre glød, og spørgsmålet fra 17 Pygmies udløste hurtigt et bekræftende ja.

Bemærkelsesværdigt kort tid efter lå de to første dele af Celestina trilogien i min postkasse. Sjældent har jeg set så veludførte album covers. Tilendebragt som forseglede kuverter med transparente inner sleeves, sølv- og guldtryk, stickers og cellofan. Historien kan man læse i de medfølgende, fuldfede booklets.

Koncepterne bag de store konceptalbums (Tommy, The Lamb Lies Down On Broadway, The Wall) er alt andet end lineære beretninger. Det samme kan siges om Celestina, der har været meget svær at få hul på. Så jeg gav op. Jeg synes at kunne læse mig frem til, at tableauet er som i Star Trek, hvor konflikter løses med ord snarere end med våbenkapløb. Og her blottede jeg lige lidt mere uvidenhed, tror jeg nok.

17 Pygmies’ frontmand Jackson Del Rey formår altså ikke at få en uøvet læser af engelsk litteratur som mig ind i universet. Mit problem er ikke, at jeg til enhver tid foretrækker jordens skærmydsler frem for science fiction og stort set kun læser musikblade. Det er de lange passager af replikker uden tydeligt tilhørsforhold og adressering, der generer mig mest. Jackson Del Rey har sågar en afvist børnebog på repertoiret. Der er i ham altså lidt af en hengemt forfatterspire, og Celestina trilogien er da også baseret på en 1500-tals roman, som der står i pressemeddelelsen. Heavy stuff. Ligesom Johnny Madsens holdning til biblen, vælger jeg at sætte mig ind i historien, den dag Celestina udkommer på video.

Det vedvarende indtryk er selvfølgelig musikken, når euforien over de flotte covers engang har fortaget sig. 17 Pygmies albumdebuterede i 1984 med Jedda By The Sea – en selvudnævnt klassiker.  Det handler vel, lige som med mode, om at vente længe nok på, at ting bliver moderne igen, for den selvbestaltede klassiker har en lyd, man finder i nutidens indie undergrund med dertilhørende lo-fi æstetik og sangskrivningstilgang. Albummet indeholder også instrumentale skæringer, der giver et tidligt praj om den progressive fascination, omend det lyder mere henad egyptisk cirkusmusik. Disse erfaringer er gjort på baggrund af links til blogs med gratis downloads, 17 Pygmies selv har lagt ud på deres Facebook.

Fra 1991 til 2007 har projektet været skrinlagt, og der er siden sket en markant progression fra det gnistrende debutudspil til den tunge Celestina.

Set-uppet er relativt rock-orienteret, men også synthesizere gør deres indtog. Modsat den konforme indspilningsfilosofi i dag, sniger et par regulære bumnotes sig ind, hvilket er ret befriende. 17 Pygmies har ikke brugt de mange år på at perfektionere deres instrumenter, men derimod på at afspejle deres personligheder i musikken. Og så har de en eller anden helt ustyrlig forkærlighed for valsetakt.

Hvor man måske burde have indspillet et sådant sci-fi projekt i en skov ved midnat eller en rømmet kirke, så bliver dette album intimiderende nærværende. Der er ikke meget luft at indånde, og man hensættes til en komatøs, apatisk tilstand. Produktionen er gold og kold.

Vokalen er moden og sikker, men letargisk. Akkordprogressionerne er langt sløvere, end selv David Gilmour eller Robert Wyatt kan præstere på deres soloalbums. Alle skæringer hedder noget med ”Celestina” og et romertal, så det bliver svært at huske og adskille dem fra hverandre. Og der er over tredive af slagsen.

Fra tid til anden bliver det så minimalistisk, at instrumenteringen er nedbarberet til et monofonisk klokkespil, hvor pauserne er længere end efterklangen på de enkelte toner. Her tilstræbes givetvis en slags signatur, som vi kender det fra Nærkontakt af tredje grad.

Tredje del af trilogien blev udgivet på årets første dag, så anmeldelsen har været længe undervejs. Man skal være ualmindeligt overskudsagtig for at sætte en af pladerne på anlægget. For man bliver tappet for energi, når man gør det.

Af sagens natur kan jeg ikke gengive de omtalte titler, men på etteren, er der ret så mange fremragende psykedeliske øjeblikke. Pink Floyds A Saucerful of Secrets har haft en helt enorm betydning for udformningen af krautrocken og får også her et anerkendende nik med på vejen.

Og hvor der kan debatteres om validiteten i udsagnet om symfonisk progressivitet, så bliver begreberne her vendt helt på hovedet, når 17 Pygmies giver sig i kast med blues på treeren.

Blå toner, måske, men der er ikke bomulds weltschmertz i C-dur, beretninger om, at damen skred her til morgen, eller at djævlen ventede ved det nærmeste T-kryds. Nej, det er stadig opium for lytteren.

Faktisk er det lidt befriende, at 17 Pygmies giver så falske forhåbninger i en tid, hvor alle genrer bulderkoger i den samme gryde, og anmeldere desperat prøver at opfinde nye genrer for at hævde deres eget selvfede værd.

Når den indre misantrop får frit løb, og man ønsker at flygte fra Verden version 2012, der ikke er værd at introducere sit efterkom for, er Celestina ikke den værste måde at tilbringe sin kostbare tid på. 

Jacob Pertou, 23. apr 2012


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen