Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The Late Parade

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
When Saints Go Machine: 'Konkylie (genudgivelse)'
When Saints Go Machine
Konkylie (genudgivelse)
(2cd, EMI, 2012)

Her næsten et år efter udgivelsen af Konkylie kan When Saints Go Machine ophøje sig selv til deluxe værdige. Og sammen med den aldeles velfortjente P3 Guld pris og en mindre Danmarksturné, giver det god mening at tage konkylien op til øret igen.

Sidste år til SPOT Festivalen bemærkede jeg en eksalteret Nikolaj Vonsild komme løbende hen imod sine bandkammerater uden for Musikhuset. Med triumferende knytnæver i luften og gruppekram var der tilsyneladende et eller andet, der skulle fejres.

Senere erfarede jeg via en lysavis i indre Aarhus, at Choir of Young Believers måtte bakke ud grundet en tragedie i et af bandmedlemmernes familie. ”Den anden mands brød,” tænkte jeg. For When Saints Go Machine så umanérligt glade ud for muligheden til at lufte deres tredje udgivelse Konkylie.

Der var ren folkevandring ned mod Voxhall, og jeg tvivlede på, om jeg overhovedet ville blive lukket ind. Jeg ville dog give det et forsøg, da jeg var (og stadig er) dybt fascineret af kvartettens evne til at kombinere quirky electro-pop med komplekse og vovede vokalarrangementer på ep'en When Saints Go Machine og det mesterlige Ten Makes A Face album.

Menneskemængden på Voxhall var massiv, og det var lige som om, energien fra scenen gik tabt, inden den nåede ned til mig. Desuden udeblev store dele af det genkendelige af When Saints Go Machine, da de kun havde de obligatoriske fyrre minutter at jonglere med, så inden radiohittet ”Kelly” fik tag i det nærmeste publikum, havde jeg allerede resigneret til barområdet for at læse i nogle gamle Geiger blade.

Koncerten på SPOT var derfor en skuffelse efter at have set dem et par gange tidligere levere præcise koncerter med et træfsikkert repertoire. Skuffelsen forblev intakt, da Konkylie blev streamet de første par gange. Et afholdt band havde taget en drejning, der ikke faldt ud til min tidligere vildt høje agtelse.

Hurtigt ude af øre, ude af sind. Så begyndte reklamer at dukke op for en deluxe udgave små ti måneder senere, og ultimativt nåede udgivelsen til Geigerland. En god mulighed for at give albummet en ordentlig chance, tænkte jeg.

Det kan debatteres, hvorvidt en så ny udgivelse tåler en genudgivelse, og om det er retfærdigt for de købere, der var hurtigt ude. Sådan fungerer musikbranchen nu engang, og timingen er vel heller ikke så dårlig, når der skal turneres, og skulderklappet fra P3 Guld stadig runger?

Vi kommer ikke udenom, at When Saints Go Machine har taget en drejning hen mod en mere velkendt sangskrivningsform. Måske et udslag af forsanger Nikolaj Vonsilds studeren ved sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium? Ligeledes har vokalen (som flere anmeldelser fremhæver) en særdeles signifikant patosgenklang af Antony Hegarty - måske et ideelt plateau for Vonsilds personlige vokale aspiration?

Ergo, kommer Konkylie ikke op på siden af Ten Makes A Face, der var 2009’s ubestridt bedste danske udgivelse. Ikke dermed sagt at det er et dårligt projekt. Tværtimod stikker bandet ud fra den lidt overdrevne hype, der omklamrer nye danske bands for tiden. P3 Prisen var dem derfor særdeles vel undt.

Støt og roligt vokser albummets kvaliteter, når numrenes umiddelbart anonyme facade krakelerer. En proces, der tager et par gennemlyt. Jeg er stadig midt i processen, men kan høre, hvor det bærer hen ad.

Åbningsnummeret ”Konkylie” kunne strengt taget godt have været acapella, da den underlæggende musik er så diskret, og omdrejningspunktet er de mange lag af vokaler. Matchende den sublime ”Pick Up Your Tears And Run” fra Ten Makes A Face, bliver den næsten folkloristiskt vuggende melodi til en kompleks kanon. Vokalen bæver lidt anstrengt, og Antony & The Johnsons fascinationen burde nok have været nedtonet en kende.

Første del af ”Church And Law” følger samme tendens, indtil selve nummeret begynder efter 100 sekunder. Derefter entrerer en næsten New Romantics-agtig atmosfære, og det brobyggende synthmotiv giver genklang af ”Fade To Grey” af Visage.

”Parix” har imellem de næsten ”syng med”-indbydende refræns nogle halsbrækkende strofer. Det lyder som om, pauserne er klippet ud i redigeringen. Taktarten bliver helt balstyrisk, næsten progget, og dette gimmick, bliver den helt store force i ”Parix”. Det lyder lidt, som da David Byrne og Robert Fripp gav hinanden modspil i Talking Heads. Det giver sig også tilkende i ”Jet”, der er ren Remain In Light.

”Chestnut” har Peter Gabriel’ske kvaliteter - altså hentydende til So og Up pladerne, ikke de nye overfortolkninger af eget og andres materiale. Med et stærkt drive og et catchy synthriff. ”Kelly” er en afrundet italo disco ting med pulserende bas, et uimodståeligt falsetomkvæd og klart pladens store hit.

”Whoever Made You Stand So Still” er med sit kammermusikalske arrangement lidt af en ’dark horse’. Det opvejes, om man så må sige, af ”Terminal One”, der lapper over med en tilbagevenden til elektronikken.

Konklusionen tilføjes med ”Add Ends”: Et optrevlet bekendtskab med cello og synthesizer arpeggio. Ikke helt så formsikker som ”Fail Forever”, men alligevel svært betagende i det loppecirkus, der er rytmestrukturen.

Konkylie er et æterbåren album. De frække elektroniske ekskursioner er nedtonet for at give mere plads til det stærke vokalarbejde. Der stiles efter en stærkere samhørighed mellem vokal og elektronik modsat tidligere, hvor bandet stak i alle mulige retninger og var mere uregerlige. Men nu er the kids sendt på ferie, og When Saints Go Machine har gennemgået en modningsproces. Det løber som sand igennem fingrene de første gange, og kun de få store guldklumper kan tælles i håndfladen. Men jo mere det løber igennem, des mere størkner det, og de forskelle kan æltes til en samlet masse.

Bonusskiven skal naturligvis også rundes. Den ligner meget den formel, Turboweekend fulgte, da de udsendte en deluxe udgave af Ghost of A Chance: Liveversioner, nye tracks med og uden gæstevokal, men her coverversioner frem for remixes.

When Saints Go Machine har allieret sig med en, der kalder sig Coco O i et Xander cover(!). Ikke videre tiltalende, da fyren og dennes sange aldrig har sagt mig en døjt. Ikke desto mindre kan man godt høre bandets identitet overtrumfe denne Xanders mangel på samme. Jeg formoder dog ikke, at arrangementet er så underligt og afvigende, som da de for nyligt lavede en blasfemisk amputeret version af The Verves ”Bittersweet Symphony”. Bedre er deres udgave af Kariyas ”Let Me Love You For Tonight”, der også er inkluderet på CD 2.

Syv af albummets elleve kompositioner går igen i livesammenhæng. Øjensynligt ikke for at ’outshine’ selve albummet, for det gør liveudgaverne ikke. Lydkvaliteten lader den gode produktion fra albummet tilbage at ønske. Det er nok nærmere den ærbødige tak, bandet sender til publikum mellem numrene, de ønsker at gøre opmærksom på.

Jeg glæder mig til at gengælde denne tak, når jeg den 26. april fanger bandet på Pitstop i Kolding for at gøre den skuffende oplevelse på SPOT om igen. Så er jeg opdateret på materialet,og vil prøve at mase mig igennem menneskemængden. For der kommer helt sikkert mange her i kølvandet på bandets nyfundne succes.

Jacob Pertou, 11. apr 2012


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen