Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Bernd Kistenmacher: 'Antimatter ', Small Things On Sundays: 'mass | flux'
Bernd Kistenmacher
Antimatter
(cd, Mellow Jet, 2012)
Geiger anbefaler! 
Bernd Kistenmacher: 'Antimatter ', Small Things On Sundays: 'mass | flux'
Small Things On Sundays
mass | flux
(cd, Striate Cortex, 2011)
 

CERNs omdebatterede Large Hadron Collider (LHC) går den komplekst kompositoriske avantgarde og den udflydende proto-ambient i sømmene på to vidt divergerende albums.

På CERN (Europæisk center for forskning i partikelfysik, red.) står der et aggregat: LHC'en. Dens formål er at rekonstruere sorte huller. Man byggede den, fordi man ville forske i, hvordan det hele begyndte. Skeptikere har dog ment, at maskineriet ville kunne give bagslag. I værste fald ville den opsluge hele Universet i sine Big Bang imitationer.

Vi har ikke tidligere set et mere konkret eksempel på dommedagsprofeti og science-fiction på den grønne planet.

Fascinationen af de ubegribelige kræfter, som forskerne fremelsker på CERN, kombineret med instrumentalmusikkens ubegrænsede rammer, har i den grad virket for både den erfarne Bernd Kistenmacher og de langt mindre fremtrædende danske artister, der kalder sig Small Things on Sundays.

Og er der i virkeligheden noget skønnere end instrumentalmusikkens evne til at binde én en historie på ærmet? I instrumentalmusikken kan du lave et værk af Wagneriske dimensioner, fordi du insisterer på at udgive kompositioner under højpandede titler og koncepter. Gerne i albums af flere omgange.

Instrumentalmusikken cirkler omkring det kritiske, selvreflekterende og autonomt ophøjede publikum. Musikken vil de have som noget eksklusivt og unikt, og indpakningen, titlerne og pressemeddelelserne gør sit arbejde for at sikre dette.

I  princippet kunne forlægget være ”Jan” bøgerne.

Ved nærmere eftertanke ender det ofte ude på et overdrev. Udøvere af instrumental musik føler sig ofte overlegne og bedrevidende. De korrekte referencer bliver slynget ud i overmål. Musikerne skal gerne vise deres værd over for deres tilbedere. På overfladen er det så fantastisk let at fremstå som de allermest intelligente skabninger, Vorherre har skænket musikhistorien.

Small Things on Sundays’ album har ligget uanmeldt i måneder, hvorimod Bernd Kistenmachers Antimatter er et nyere bekendtskab. Antimatter spiller på de helt rette virkemidler – herunder lyde - og er spontant overbevisende. Mass | flux halter derimod bagefter. Uden Bernd Kistenmachers tilgang havde jeg helt glemt Small Things On Sundays. Men de har, ikke desto mindre, valgt samme koncept. Small Things on Sundays rammer ikke bull's eye. Deres stil er næsten for genkendelig – i mangel af bedre måder at udtrykke det på.

Small Things on Sundays er et dansk ensemble, der også tidligere har excelleret i abstrakte eksperimenter. Lydene kan kendere af Wäldchengarten og Knob A Fiesta nok nikke genkendende til.

Rekvisitterne er relativt simple, mens det soniske udfald er små jordskælv, magnetiske felter og anden radioaktivitet.

Med brug af vinylstøj og ødelagt guitar forvredet i en sværm af elektronisk isenkram, opstår en stor og foruroligende kosmisk musik. Majestætisk, utilregneligt og ulmende. Når det går smukkest for sig, som i ”Surtsey” eller den indlysende navngivne ”Floating In Space.”

Trøst eller anden forsonende kontakt er i ubalance. Per definition uindbydende. Det kræver en del velvilje fra lytteren. Manddomsprøve er bestået efter 13 minutter, som første skæring varer. Man bør huske sig selv på, at musik vinder ved vedholdenhed, stædighed, og ultimativt ikke kan måles efter populistiske idealer.

Desværre drukner mass | flux (bemærk hvordan albumtitlen overtrumfer bandnavnet) i en uimponerthed over den konkrete mangel på håndværk. Jeg nævner ikke Wäldchengarten eller de meget rammende navngivne Knob A Fiesta for at lave en hurtig forbrugerguide til den elitære skare af afficionados, der er på bølgelængde med den snævre genre. Cluster har ikke levet forgæves, tværtom kender deres indflydelse indenfor den elektroniske musik næsten ingen grænser. Men fordi Cluster netop sked højt og flot på dannede opfattelser af komponeret populærmusik i 70'erne, har mange af nutidens urutinerede kræfter valgt at lave musik ud fra deres følelser alene. Simpelthen fordi de ikke kan andet. Nuvel, Small Things On Saturday skal på ingen måde hænges ud som dårlige. Det er de på ingen måde. Jeg føler dog, at det tilstræbte forlæg, samt det håndlavede cover, er med til puste liv i en selvophøjelse. Med instrumentalmusikken kan man bruge et hvilket som helst forlæg og visuelt akkompagnement til at virke så ualmindeligt vigtige. Der mangler bare det ekstra krydderi, der kun kan findes i det essentielle. Musikken.

Bernd Kistenmacher har modsat Small Things On Saturdays erfaring udi krydderiernes kunst. Han har lavet plader siden midtfirserne. Han har vundet anerkendende priser for sit virke, og anses for lidt af en legende. Det er tvivlsomt, at læseren af anmeldelse er klar over faktummet, men det skal der ikke herske tvivl omkring, når anmeldelsen her er bragt til ende.

Antimatter er den første Kistenmacher plade, jeg stifter bekendtskab med. Tilsyneladende begyndelsen på et langt og smukt venskab. Og selvom pressemeddelelsen er næsten ulæseligt prætentiøs, så skal det understreges, at der er tale om et storladent, gennemkomponeret mesterværk, hvis lige sjældent er set.

Modsat mange af Bernd Kistenmachers genrefæller, bruges der ikke en krig på at komme til sagen. Ingen atmosfæriske synthflader, før sequenceren er varmet op. Her er det lyden af et atonalt målingsudstyr (givetvis en geigertæller), der sparker ballet i gang. Samtidig fungerer den som tilbagevendende tema, som det hør og bør sig på enhver konceptplade med respekt for egen selvindtagelse.

Der ligger ikke den dyreste produktion til grund for Antimatter. Men visionerne trodser budgettet. Sjældent har pauker, basuner og strygere lydt så troværdige og livlige, selvom de er pakket ind i plastic.

På ”Rising” trækkes linjerne i sandet til det, der må betegnes som et forvarsel om et uforglemmeligt mesterværk. På ”Caverns of Knowledge” optegnes en oversigt over Antimatter i melodiske fraser. Det er ikke helt ulig, hvad den arbitrært dansende, rødklædte drag queen i begyndelsen af David Lynches Fire Walk With Me kunne forudse. Og som sendt ind fra højre, genklinger toner fra rulleteksterne til Twin Peaks.

”Injection” er et interlude til den Steve Reich-sublime parafrase, vi finder i ”Acceleration”. Det er ikke musik for atten musikere, men det rammer den hektisk-statiske tilgang lige i øjet. Med tøffende tværfløjte og basbrægende basuner på et fundament af rytmiskt samklingende violiner når Antimatter sit første klimaks. Jo mere minimalistisk musik Bern Kistenmacher giver sig i kast med, desto mere genial fremstår han.

Med ”Filling The Emptiness” klargøres næste pompøse eksercits med samme mængde pauser som reel musik. På Antimatter havde det ikke virket at lave en tredive sekunders Cuckooland manøvre, som Robert Wyatt har sluppet af sted med det, men et pusterum er dog ikke desto mindre tiltrængt.

I ”They Call It Soup” gør Bernd sit store forbillede Klaus Schulze kunsten efter. Ikke mange har kunnet ramme den lyd af halvfjerdserbombast, som Herr Schulze gjorde på sit overdimensionerede dobbeltalbum X fra 1978. Nummeret kulminerer med forvrængede minimoog soli og den loopede, rytmiske genklang af ”Heinrich von Kleist”.

Det skingre tema vender tilbage, og en fransøsisk klingende accent proklamerer i loop, ”The Big Bang starts here. The Big Bang starts here.  The Big Bang starts here.” Etcetera.

”On The Shoulders of ATLAS” er en melankolsk enetale for elektrisk piano, med reminiscenser af Metallicas ”To Live is to Die” (sic), indtil et staccatovirvar af strygere rusker op i det navlebeskuende og transmogriffer nummeret til et storladent og episk værk, der potentielt kunne true Howard Shore og Vangelis' legendariske virksomhed i Hollywood.

”What's The Matter” ulmer faretruende, som var det en sekvens fra Blade Runner. Man forundres over Kistenmachers kapacitet til at favne de vidt forskellige orkestrale vinklinger og samtidig have evnen til at indflette dem i en længerevarende kontekst. De kryber koldt ned ad ryggen ved med de isnende strygere og den pulserende entonessequencerfigur.

”It Doesn't Matter” er et rendez-vous af Klaus Schulze-tilgangen i ”They Call It Soup” og Steve Reich inspirationen i ”Accelration”. Kort sagt: et lækkert tilbageskuende, fuldfedt elektronisk/kompositorisk udstyrsstykke.

I ”Large Hadron Collider” optegnes et samlende klimaks i form af tre tidligere fremhævede elementer på pladen. Mødet med den distortede minimoogsolo, de resonerende Fender Rhodes og de uvejrsforudseende strygere. Genial dramatik i musisk form. Stående ovationer venter i kølvandet.

Den disharmoniske signatur vender tilbage. Den kryptisk døbte konklusion ”Where Is Higgs” er et  sørgmuntert, Tangerine Dream-agtigt postludium. Det bliver spillet på en syntese over et elektrisk piano, opbygget primært over akkorder, hvortil ørehængende melodier pludseligt opstår.

Konceptalbummet er fuldbragt. cirklen slutter, da lyden af atomar hyperaktivitet endnu en gang resulterer i sød musik.

For første gang har jeg gennemgået samtlige kompositioner på et værk. Bernd Kistenmachers Antimatter er et sjældent uafrysteligt mesterværk. Anbefalingen var egentlig forbeholdt en anden udgivelse. Men min begejstring kender nærmest ingen grænser. Det tror da fanden, når forlægget er et potentielt masseødelæggelsesvåben i videnskabens allerhelligste tjeneste. Så kan man heller ikke troppe op med et album, der blot er godt nok.

Instrumentalmusiks fremdrift er ofte den gode historie. Hvor prætentiøs den end måtte fremstå og formidles. Der hersker ingen tvivl om, at Bernd Kistenmacher fortæller historien om LHC'en langt mere overbevisende end de danske opkomlinge i Small Things on Sundays.

Jacob Pertou, 9. mar 2012


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen