Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Peter Laugesen & Singvogel

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Mario Diaz de Leon: 'Hypnos'
Mario Diaz de Leon
Hypnos
(cd, Shinkoyo, 2012)

På albummet Hypnos efterstræber Mario Diaz de Leon at genopfinde den dybe tallerken for guitar, elektronik med mere.

Hvordan Hypnos og Mario Diaz de Leon har fundet vej til mig, er lidt af en gåde. Men det er en ære at blive overrasket på samme tid af så opbyggende strukturer det ene øjeblik og så nedbrydende ondskab det næste. Om og om igen.

På fornemmeste facon omfavner de Leon eksperimenterne, som Robert Fripp og Brian Eno udforskede på 1974’s No Pussyfooting. En titel, der signalerer nul udenomssnak eller andre passable svinkeærinder. Den filosofi går igen på Hypnos: Guitar udsat for effekter, delay og repetition, og hvad der ellers kan opstå af denne friktion.

I den bølgende albumåbner, ”Oneirogen”, skvulper de melodiske understrømme i en tiltagende vortex, og et minimalistiskt, intenst nummer er under opsejling. Det er som om, de Leon har suget kraften ud af de bedste Muse-skæringer og opbygget et helt nyt liv fra de få sekunder, der er værd at komme efter dér.

Forvrængede arpeggioer er ikke hørt bedre, siden Daft Punk tog tykt grin på pikrockende Van Halen i en manga-inspireret video. Glimtet i øjet er her erstattet af en ondskabsfuld nedstirren, nu hvor et apokalyptisk uvejr og en seismisk ulmen er den musikalske inspiration.

Særligt glimrende ved sit fravær er trommebeatet. de Leon kaster ikke en redningskrans ud til lytteren, der er dumpet på dybt vand. At finde et fast holdepunkt kræver at lytteren har et åbent sind, for der kommer ikke melodiske passager eller omkvæd at klynge sig til.

Foruden de elektroniske inspirationer, foreligger en anarkistisk tilgang til den 'metalliske' kulturarv. Twinguitar ala Metallica anno ...And Justice For All gør et tidligt indtog, og de distortede, doomede passager er et tilbagevendende fikspunkt. Selv blackmetallen får en salut med på vejen i form af ”Kukulkan”, der er ren smadder for diskant og distortede powerchords spillet i lyntempo

Hypnos udemærker sig ved en to-sidet karakter: Ved lav lydstyrke har albummet en tilbagelænet kvalitet og tangerer ambient. Ved høj lydstyrke bliver det så grimt, at det bliver smukt, og man bliver tvunget til at suge alle indtrykkene til sig.

de Leon har tidligere udgivet et album på Tzadik, der er et pladeselskab ejet af den avantgardistiske fortrop John Zorn. Det er utvivlsomt Zorns tab, at de Leon ikke er at finde i den stald længere. Hypnos beviser nemlig, for at bruge en Martin Hallsk bogtitel, at genopbyggelsen er større end selve skabelsen, men også at nedbrydelsen er et smukt bindeled mellem de to poler.

Jacob Pertou, 17. apr 2012


Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

... - 7 indl�g18/04/12 17:49
Af JacobPertou

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen