Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lake Placid

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
The Rumour Said Fire: 'The Arrogant'
The Rumour Said Fire
The Arrogant
(cd, A:LARM, 2010)

Konsekvent eksekveret albumdebut fra aspirerende danske superstjerner.

The Rumour Said Fires himmelflugt er gået over stok og sten. Med rundhåndet ætertid på P3 og vedkommende, stærke sange har de opbygget en solid fanbase. For at forstå omfanget af succesen, må man gøre sig ulejligheden at møde op, når de giver koncert.

20. november går turen forbi Sønderborghus. Under Treefight For Sunlights opvarmning koger hele salen op, og der kommer stadigt flere og flere. I pausen vover Jesper Lidang og Søren Lilholt dristigt sig ud for at lave lydprøve. De bliver hurtigt genkendt, og bifaldet blusser rødligt op i kinderne på dem begge.

Klemt ind mellem to numre, gjalder ”Happy Birthday To You” fra de bageste rækker af publikum. Søren Lilholt er fødselaren, og virker oprigtigt flatteret over den venlige gestus.

Den gode stemning er vedvarende. Da setlisten, påfaldende tidligt, introducerer storhittet ”The Balcony”, har publikum påtaget sig den vokale pligt, og overdøver bandet på scenen.

Så er bandets popularitet vist skitseret. Den er dem bestemt vel undt og fortjent.

The Arrogant gør for alvor op med den lette Simon & Garfunkel-sammenligning, der egentligt kun kan tilskrives ”The Balcony” fra ep’en The Life and Death of a Male Body. The Rumour Said Fire er mere end en tresserinspireret vokalgruppe. Der er i større udstrækning fokus på en art psykedelisk strengeleg, der med krummelurer og melodisløjfer pynter lydbilledet ganske graciøst.

Jovist er capo’en ofte placeret i tredje, fjerde, eller femte bånd på guitarerne, så der kan synges i de høje registre. Der er dog størst raffinement og patina i sværmen af guitarer.

Her kan co-produceren Aske Zidore tilskrives en stor del af æren. Atmosfæren af gamle produktionsværdier bliver udsendt med kærlige vibrationer gennem højttalerne. Især brugen af overstyret fjederrumklang er ”Comfort to the Dalai Lama” klædelig. Hvis I har set Woodstock, så ja, det er den mislyd, der skænder mange af de optrædendes koncerter. På kedelige hverdagsaftener kan jeg selv frembringe lyden ved at sparke på siden af mit Hammondstueorgel.

Når jeg lytter til The Rumour Said Fire, føler jeg mig hensat til to übergeniale albums med et andet dansk band, Day of Phoenix. The Arrogant ligger et sted mellem nævntes frivole Wide Open N-Way (1970) og mere tilknappede The Neighbour’s Son (1972).

Førstesinglen ”Sentimentally Falling” falder ud til Wide Open N-Ways favør. Kalejdoskopiske guitarbroderier med schwung und druck. Der udøves stærk disciplin, for at det skal lyde så løssluppent som muligt. Nummeret er uhørt tight, det bestræbte lyddesign taget i betragtning.

Skæring seks, ”Desolation, Mr. Foe” kulminerer i sit guitarriff allerede fra første anslag.

Koncerten i Sønderborg bekræftede nok, at der var hugget en hæl og klippet en tå i produktionen. Staccatoriffets rundgang lyder næsten digitalt transponeret i al sin ufejlbarhed. Kompositionen har dog en tyngde, der ikke kan mistolkes. Ej heller blev den det i nævnte livesammenhæng. Her var det allersidste ekstranummer, og modtagelsen var ikke til at tage fejl af.

Hvis dette var en lakmustest for gruppens fremtid, fortæller det mig, at her er et hit, de aldrig vil få lov at stryge af setlisten - ligesom det er tilfældet med ”The Balcony”.

Endnu en kvalitet er energiniveauet. The Arrogant er klart mest overbevisende i de momenter, hvor der overdubbes mest, og tempoet sættes i vejret. Her cementeres bandets musikalske kunnen og overblik for alvor. Fundamentet er janitsharen Christian Rindorfs ofte iskolde afvisning af lilletromme og hi-hat. Det buldrer derfor nådesløst igennem eksempelvis ”Passion” og ”She”. 

The Arrogant har en ufattelig slidstyrke. Gentagne lyt, selv i en anmeldertjans, har været ganske fornøjelig. Det har ingenlunde været en hurdle at genstarte albummets 38 minutter for at genopfriske den underskønne detaljerigdom.

I processen (hvor også koncerten indgår) er jeg gradvist bestyrket i bandets immakulerede raison d’etre, og kan nu tilslutte mig koret af fans. Er man allerede dus med albummets udsøgte spitzenklasse, så er Day of Phoenix næste punkt på agendaen.

 

Jacob Pertou, 23. dec 2010


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen