Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jóhann Jóhannsson

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Young Marble Giants: 'Colossal Youth'
Young Marble Giants  Geiger anbefaler!
Colossal Youth
(cd, Domino/Playground, 1980, 2007)

Det toneangivende britiske selskab Domino har gennem mange år haft godt fat i tidens nye og trendsættende bands. På det seneste er der dog også kommet en væsentlig historisk dimension til selskabet. Det begyndte vel allerede med de fortløbende deluxe-udgivelser af Pavements oprindelige lo-fi-albums fra starten af 1990'erne. Fornemme genudgivelser. som også er begyndt at omfatte de ligesindede og skramlede underachievers i Sebadoh.

I lyset af tidens voldsomme interesse for postpunk - som i øvrigt kan høres hos flere af Dominos egne nuværende kunstnere - har selskabet ligeledes rettet blikket mod halvglemte, men af den grund ikke mindre centrale værker fra perioden i slutningen af 1970'erne og starten af 1980'erne. På den konto er der allerede kommet fine nye introduktioner til Orange Juice: The Glasgow School (2005) og Josef K: Entomology (2006). Et af de seneste navne, der har stået for tur, er den walisiske trio Young Marble Giants. Og den har ikke fået for lidt. Deres eneste album Colossal Youth (1980) er i 2007 blevet udsendt i fornem indpakning som tredobbelt-cd. På den ene cd får man det oprindelige album. På den anden er der tale om en opsamling af to ep'er samt demo-albummet Salad Days, mens den sidste cd - som kun vil være med i første oplag - inkluderer den ene Peel Session, trioen nåede at lave.

Som det måske fremgår, havde Young Marble Giants ikke nogen større levetid eller produktion. Det har dog ikke forhindret bandet i at være ganske indflydelsesrige. Colossal Youth var således allerede ved sin ankomst en mindre sensation og er siden hen forblevet et album, man ofte refererer til og orienterer sig mod. Og det gør man, fordi det som lydunivers er helt unikt. Hér giver fortærskede udtryk som 'less is more' eller 'quiet is the new loud' virkelig mening. Alt overflødigt er barberet væk i 15 korte, minimalistiske kompositioner. Kompositioner, der lever deres eget vidunderlige liv. Som regel kun ansporet af en forfrossen rytmeboks, et par kuldsejlede synth-linjer, få og prunkløse guitarfigurer, en bas og så ikke mindst forsanger Alison Stattons sødmefulde vokal. Der er ikke noget opsigtsvækkende eller pittoresk over Young Marble Giants' musik. Snarere tværtimod. Albummet kan i første ombæring endda virke ordinært, indtil man pludselig fanger konceptet og oplever sange som "N.I.T.A." og "Brand - New - Life" som en gennemgang til en anden transcendens.

Selv om musikken er indlejret i post-punkens ånd af do-it-yourself - og bærer præg af tidens nysgerrige leg med genrer som funk, reggae og jazz - så er der noget umiskendeligt tidløst over Colossal Youth. I den forstand er det også et album, der i modsætning til så mange andre ældes med ynde. Det indtryk bekræftes lige fra første færd med "Searching For Mr. Right", der er det nærmeste, vi kommer et blueprint og studie i minimalistisk max-effekt. Ud af det fjerne kommer i lang tid lyden af et ekkolod. Guitarist og komponist Stuart Moxham føjer dog ikke noget til, når han kommer ind. Han understøtter blot ekkoloddets rytme. Det samme gør broderen Philip Moxham med et vist melodisk twang på bas. Henover denne hypnotiske baggrund - som egentlig deler platform med tyske Kraftwerk - nynner Statton sagte om ungdommelig længsel og forfængelighed. Det er lige, så det kryber ind under huden, før Moxham-brødrene selvbevidst bryder hypnosen og lukker sangen abrupt.

Det er i det hele taget karakteristisk, at der er en demonstrativ eller pointeret selvbevidsthed i forhold til kompositionerne og virkemidlerne. Der skabes en særlig enhed i materialet, som også er knyttet til gruppens strenge, økonomiske koncept. På den efterfølgende "Include Me Out", der er en besk kommentar til blind velfærdsmaterialisme ("Dying of boredom in your plastic home / Pretty the pictures, work to the bone"), skrues der således pludselig højt op for en sylespids punk-guitar. Det er endda lige før, Statton hæver stemmen, men man bemærker også den kontrol, der er. Den indædte kritik får aldrig lov til at kamme over og blive svulstig eller patosladet.

Det er måske først og fremmest den balance mellem det kølige og det varme - sammen med enkelheden - der gør Colossal Youth så fantastisk. I den sammenhæng er mesterstykket vel "N.I.T.A", som stadig forekommer at være lige frisk og solipsistisk inciterende. En trist buldrende intro - som steg vi akkurat op fra metropolernes mørke irgange - en rytmeboks programmeret i perfekt staccato og så Moxhams krystallinske et-finger synth-linjer. Det er såmænd alt, hvad der skal til bortset fra Stattons endnu mere perfekte udlevering af en mors ulykkelige kærlighed. En sang, der gennem sit cirkulære mønster fortæller os så rigeligt om udsigterne - alt ender som det startede i en trist buldren.

Titelnumret - som oprindeligt sluttede albummets første side af - giver dog lidt igen. Med et lettere off-beat rytmespor skabes der en reggae-inspireret hymne om at give los. Længsel kan forvandles til noget eller bare et eller andet andet end 'fish'n'chips, grå flannelsbukser og regnvejr. Blikket for det trivielle er i den forstand ærkebritisk. Synth-linjerne og rytmeboksen lugter stedvis imponerende meget af friture, tyk velour og rungende ballrooms. Tag bare de fænomenale "Choci Loni", "Salad Days" og "Brand - New - Life". Hér kan man samtidig forvisse sig om i hvor høj grad, kompositionerne lever af den sigende tavshed mellem akkorderne og tonerækkerne. Colossal Youth er og bliver et monument af den uanselige og forunderlige slags.

Den anden cd indledes med de seks numre fra den instrumentale ep Testcard (1981), der blev bandets allersidste udgivelse. Det er i øvrigt kun brødrene Moxham, der medvirker. Statton var allerede væk og stærkt savnet. Der mangler noget i disse kompositioner. De stivner, hvilket måske også hænger sammen med, at Stuart Moxham havde tænkt dem som en (ironisk) hyldest til formiddagsfjernsyn. Så er der mere at hente på ep'en Final Day, der kom i sommeren 1980. Moxhams guitararbejde er skarpt, næsten flintrende. Og især titelnumret er med Stattons glødende vokal i forgrunden en lille perle om den frygtindgydende apokalypse, der venter rundt om hjørnet.

Med undtagelse af "Ode To Booker T" (1979), som var Young Marble Giants' første og meget fine adgangskort til det gode selskab, består resten af cd'en af det demo-album, som trioen lavede kort inden Colossal Youth. Demo-albummet blev faktisk udsendt under titlen Salad Days for et par år siden, så fans og andre connaisseurs henter ikke meget nyt dér. Vi får med stort set samme lyd og i samme arrangementer hovedparten af numrene fra Colossal Youth. Men nogle gange kan man selvfølgelig ikke få for meget af det gode. Under alle omstændigheder er det rart at have samlet Young Marble Giants' bagkatalog på to cd'er. Mit anmeldereksemplar indeholdt desværre ikke The Peel Session.

Men tak alligevel, Domino. Og så kan vi da lige i den kuriøse ende tilføje, at man på den afsluttende og instrumentale "Wind In the Rigging" kan høre, hvorfra danske Kliché fik inspirationen til deres egen, mindre klassiker "Ansigt til Ansigt" (1982).

Claus Falkenstrøm, 1. mar 2008


Yderligere information

www.youngmarblegiants.com   www.myspace.com/youngmarblegiants


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen