Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» :Of the Wand & the Moon:

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Lampshade/Rene Odgaard: 'Dreams Through Wind'
Lampshade/Rene Odgaard
Dreams Through Wind
(film, Pixilation, 2006)

Hvor det engang var noget, der var forbeholdt de helt tunge navne - The Beatles, Rolling Stones, Bob Dylan, The Who, Pink Floyd osv. - er det efterhånden blevet et must for ethvert band af en vis størrelse at blive dokumenteret i filmformat før eller siden. Og nu er turen kommet til Lampshade, som i disse dage kombinerer den debuterende instruktør Rene Odgaards dokumentation af den proces, der først på året førte til albummet Let's Away - Dreams Through Wind - med tre intimkoncerter i Århus, København samt ophavsbyen Odense. Fra februar 2005 og til samme måned i år fulgte Odgaard bandet gennem det stræk, der førte fra den europæiske promotion-tour for debuten Because Trees Can Fly frem til releasepartyet for efterfølgeren. Og det er der så kommet lidt over en times film ud af. Om den er god eller dårlig? Det kommer an på, hvad man forventer af en dokumentarfilm. Vil man gerne vide, hvordan virkeligheden ser ud omkring et band, er der masser af guld at hente i Dreams Through Wind. Men vil man vide, hvordan de mennesker, der laver musikken, ser ud indvendigt, er indtrykket noget mere blandet.

Problemet med filmen er nemlig, at man generelt ikke kommer ret langt ind under huden på de fleste medvirkende. Om det skyldes, at Odgaard ikke har turdet at gå tæt nok på, eller at han omvendt ikke er blevet vist nok tillid, er ikke til at sige, men reelt er det de færreste Lampshade-medlemmer, der træder i karakter som mennesker. Guitarduoen Henric Claesson og Erik Nylén (hvoraf førstnævnte endda p.t. er en af gruppens større kreative kræfter) samt multiinstrumentalisten Rebecka Wållgren bliver aldrig rigtigt til andet end papfigurer, der hænger lidt ud på scenen, i studiet og i backstagelokalerne. Lidt anderledes er det så med trommeslageren Daniel Löfgren, der står for en af de helt markante sidehistorier i filmen med sit dilemma mellem at følge stjernedrømmene og have svært ved at kapere den stress, der nødvendigvis følger i kølvandet på en ambitiøs markedsføring. Problemet river og flår tydeligvis i han, og man får selv en klump i maven, da han under et bandmøde - med våde øjne - fremlægger problemet for de andre. Dét er stærk dokumentarisk kost - og det er det også, da filmens anden store (største, faktisk) aktør, bassisten, sangskriveren og manageren Johannes Dybkjær Andersson, afslører, at han, pga. et skrøbeligt håndled, ikke blot må gennemføre koncerter, indspilninger osv. under store smerter, men rent faktisk har overvejet at stoppe som musiker af samme grund. Som han siger et sted, må karrieren - uanset hvor hårdt, der presses på - ikke skade nogens hverken fysiske eller mentale førlighed, og både ham og Löfgren balancerer altså allerede på dén line. Sidstnævnte har i øvrigt siden måttet forlade bandet af samme grund.

Men vil man ud over dén problematik, er der kun Andersson, der træder stærkere i karakter. Det er tydeligvis ham, der har nydt kameraets tilstedeværelse mest, og derfor også ham, man ser flest sider af. Man ser friskfyren, der udbryder "er det til hjemmevideoen?", da han bliver fanget i at tage bukser på. Man ser den professionelle og pågående, men også halvt nonchalante, halvt benovede manager, der - nærmest med rande under øjnene af stress og søvnmangel - tonser rundt til SPOT for at knytte nationale og internationale kontakter med den blinde tro på bandets musik, der skal til for at vinde ørenlyd i dét forum, i bagagen. Man ser poeten, der kan stirre ud over himlen fra et skibsdæk og synes, at den ligner en tunnel ud mod en lys fremtid. Og så ser man bandlederen, der sindigt vurderer både sit og Löfgrens dilemma med såvel hjertet som hjernen. Han har flere facetter - det ved man, når man har mødt ham personligt - men i det store og hele er Andersson fint fanget ind af linsen.

Det samme er desværre ikke tilfældet med bandets anden helt store drivkraft, Rebekkamaria Andersson, som om nogen har været hjertet, ånden og drivkraften bag Let's Away. Man følger hende under den sommerhus-session, der førte til det meste af materialet på dét album, og man ser hende sidde og sy de omslag, der fulgte med specialudgaven af cd'en. Ind imellem bliver det også til lidt generelle betragtninger omkring bandet og sangskrivningen. Men helt ind under huden på hende kommer man aldrig, og det er en skam, når man har med en fascinerende personlighed at gøre, der er lige dele sensibel kunstner, diva, trosmenneske og tvivler, som har et bredt kulturhistorisk overblik, der rent faktisk farver både image og sangskrivning, og som har gjort sig dybe personlige overvejelser omkring stort set alt på Let's Away. Men det er som om, at kameraet lidt preller af på hende og faktisk virker som et irritationsmoment midt i det produktive kaos, gruppen allerede er indhyllet i. Hvilket i virkeligheden er filmens største slagside: Den misser i høj grad både selve kunsten og dens indre bevæggrunde. Til gengæld får man den så i høj grad at høre, da selve musikken anvendes med stor stemningsskabende effekt hele vejen igennem.

Men hvad angår det stressende liv på landevejen og i studiet, rammer Dreams Through Wind til gengæld plet. Her indfanges det sure såvel som det søde. Opturen over de positive internationale anmeldelser, spilleglæden på scenen, begejstringen over at have idolet Damien Jurado med i studiet og de mange små finurligheder, der hører til turnelivet, fanges fint ind. Men på den anden side er der så stressen og den manglende søvn, Johannes' forbinding omkring håndleddet, kampen for at få betaling efter koncerten og først og fremmest kedsomheden, mens man kører fra det ene sted til det andet eller venter på at komme til at spille. På den led får man virkelig fornemmelsen af at være med i Lampshade: At dele det charmerende hundeliv, det er at være et band.

Om man så skal gå ind for at se Dreams Through Wind? Helt sikkert, for som håndværk er filmen godt skruet sammen, ligesom der reelt er ny viden at hente for selv dedikerede fans. Men menneskerne i gruppen er altså noget mere sammensatte og interessante, end de fremstår her, og på den måde er dokumentationen langt fra definitiv. Måske Lampshade kan fortjene en bog næste gang?

Steffen B. Pedersen, 22. nov 2006


Yderligere information

http://www.dreamsthroughwind.pixilation.dk http://www.lampshade.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen