Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Lars Kivig / Acorn Falling

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Sukkersjokk: 'Sukkersjokk'
Sukkersjokk
Sukkersjokk
(demo-cd, eget selskab, 2006)

Lidt, men godt. Ikke decideret sukret, men i hvert fald naivistisk. Det synes at være recepten for Slagelse-borgeren Niels Kreisholts elektroniske enmandsprojekt Sukkersjokk, der står ud fra mængden på indtil flere måder. Dels pga. det håndtegnede cover, der bevidst ligner noget, en knægt på 12 kunne have gnidret ned på et stykke papir – og ophavsmanden er 42! Dels pga. numrenes titler, der – bortset fra ”Knud Smokes a Mean Cigar”, som åbenbart relaterer til hans far – er opkaldt efter fiktive personer. Dels med henblik på indspilningernes form, der er famlende og legesyg, men samtidig meget stram og med tråde tilbage til 80'ernes mere eksperimenterende elektroniske orkestre. Og endelig står Sukkersjokk ud på den måde, at Kreisholt allerede har erklæret, at han aldrig vil udgive et helt album. Tre-fire mp3'er eller numre er nok at offentliggøre af gangen. Sympatisk tanke sådan set, cd-albummets lange spilletid og deraf følgende tendens til overkill in mente. 

Faktisk står Sukkersjokk ud på ét punkt mere – og det er, at idéerne i grunden er bedre end resultatet. De fire numre på cd'en formår på én gang at virke helt kontemporære samtidig med, at forkærligheden for humpende, opklippet funk, der ikke så sjældent lader numrenes forskellige elementer køre bevidst på tværs af hinanden, kun befinder sig et stenkast fra strategierne på postpunk-klassikere som Pop Groups Y og – især – Cabaret Voltaires Micro-Phonies. Den humpen og slæben, man fandt på disse plader, er dog nærmest maksimeret hos Sukkersjokk samtidig med, at lyduniverset er anderledes diskant, lyst og pjattet. Ikke mindst på ovennævnte ”Knud Smokes a Mean Cigar”, hvor et langsomt, knapt sammenhængende funk-groove klippes næsten vilkårligt sammen med cheesy orgel, et hektisk synth-loop og en art ubeskrivelig hoste-nynne-mumle-stemme. Det er også her, Kreisholts udtryk hænger bedst sammen – der er så mange forskellige elementer, der skurrer så meget mod hinanden her, at det overlagte rod både fanger og fascinerer.

Det er der så til gengæld ikke helt på ”Eva Dreams of Golden Delicious”, hvis afsporede acid-ekskusioner på én gang er for ensformige og for, ja, udsyrede til at hænge ordentligt sammen. Og på den ellers udmærkede ”What Happened to Gorm?”, som primært kombinerer en pilskæv, men voldeligt behandlet funk-bas med et bevidst falsk keyboardtema, trækkes den ellers sympatiske musikalske nedsmeltning ud et minuts tid for længe – man sidder lidt tilbage med fornemmelsen af en pragtfuld vignet, der desværre har fået lov til at udvikle sig til et helt nummer. Og trods et fint groove og snedige keyboardvæv virker åbningsnummeret ”Dance to This, Meike” simpelthen overfyldt.  

Og det er så ærgerligt, det hele, for har jeg nogensinde modtaget en demo, der formåede at definere sit helt eget univers, er det denne. Ingen lyder helt som Sukkersjokk – strategien og lydsammensætningen er unik. Det kan blive interessant at følge dette projekt, hvis Kreisholt bare kan tage sig selv i nakken og veje elementerne lidt grundigere op mod hinanden. Som det er nu, er demoen både fascinerende og irriterende. Og man kan blot se frem til den dag, hvor man kan stryge det sidste af tillægsordene.

Steffen B. Pedersen, 25. okt 2006


Yderligere information

www.sukkersjokk.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen