Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jonas Munk

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Jacques: 'To stars'
Jacques
To stars
(cd, Setanta/Playground)

Der bliver sjældent sparet på patosen og de teatralske virkemidler, når sangskriver, kapelmester og hardcore romantiker Anthony Reynolds lader hører fra sig. Det gør der heller ikke på hans nye udspil udgivet under navnet Jacques. Reynolds har udgivet flotte popplader under navnet Jack, og at han nu giver navnet et lille fransk tvist og genbruger det til sit nye projekt, bør ikke narre folk. For nok flirter pladen hedt med en bred vifte af europæiske musiktraditioner og temperamenter - parisiske armonika-toner, smægtende mandoliner, tysk cabaret og tilmed et skandinavisk islæt i form af den glimrende fortolkning af ABBA's “The Day Before You Came”, men grundlæggende er Anthony Reynolds britisk som få. Trods den spraglede palet af virkemidler er To Stars netop en gedigen engelsk popplade, der har lært af både Burt Bacharach og The Smiths. Det alment europæiske er en flirt, og man kunne snildt bruge Suedes motto “Europe is our playground. London is our town,” om denne plade. “London loves you”, hedder en af sangene da også.

Pladen er mere balladeorienteret end det seneste Jack-udspil The Jazz Age, og det er både godt og skidt. For det er i balladerne, at Reynolds' teatralske weltschmertz får fuld skrue, og således balancerer de alle mellem det vidunderlige og det vulgære. Hvor grænsen går, er en smagssag, men har man en lille sort romantiker gemt i sig vil man have svært ved ikke at lade sig forføre af linier som “I remeber how we fucked to the sound of neighbours fighting,” når de bliver udsat for Reynolds mørke fløjlscroon og elegante arrangementer. Et andet sted synger han om “Designer rags” og det er vel hvad det er - ikke sådan at forstå, at der er tale om klæg spekulation i popdrama. Snarere fremstår Reynolds som en håbløs dag-drømmer, en popmusikkens forsmåede bejler, der mange gange kommer uhyggeligt tæt på den perfekte popsang. Den lokker og undviger ham som den hulryggede elverpige. Den erotiske og tragiske spænding i sangene skyldes vel netop dette forhold. Og deres storhed består i, at de ikke slår over i arrogance og kynisme, selv om de gang på gang bliver afvist af deres muse.

Jacques kan ikke byde på Tindersticks' særegenhed, Morrisseys skarphed eller Neil Hannons afvæbnende ironi, men den æstetiske sans og inderlighed, der gennemsyrer arrangementerne og teksterne gør alligevel pladen til en oplevelse.

Kritikere kan med en vis ret sarkastisk kommentere det hjerteblod, der flyder ud over samtlige sange: Bare rolig, børn, han bløder ikke rigtigt. Det er bare skuespil.

Men det er fandens flot skuespil.

Rasmus Steffensen, 1. dec 2000


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

UDGIVET I


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen