Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Lars Kivig / Acorn Falling

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Captain Beefheart & His Magic Band: 'Trout Mask Replica'
Captain Beefheart & His Magic Band  Geiger anbefaler!
Trout Mask Replica
(lp, Reprise, 1969)

Med udgivelsen af Trout Mask Replica i 1969 trådte Captain Beefheart, der bærer det borgerlige navn Don Van Vliet, for alvor ind i den excentriske musiks panteon, hvor han stadigvæk troner side om side med andre selvmytologiserende særlinge som Sun Ra og Aphex Twin. Det er nemlig ikke musikken alene, der har skabt legenden om Trout Mask Replica, men i høj grad også Beefhearts bizarre beskrivelser af, hvordan pladen blev til. Eksempelvis hævdede han, at han havde komponeret dette mildest talt spraglede dobbeltalbum på et klaver i løbet af otte en halv time, og da en journalist ironisk spurgte, hvorfor det havde taget ham så lang tid, lød svaret: “Well, I'd never played the piano before and it took a while to figure out the fingering!”.

Selv om mange af hans ekstravagante påstande siden er blevet afkræftet af forskellige medlemmer fra The Magic Band, er der ingen tvivl om, at Beefhearts metoder var særdeles uortodokse. Med trommeslageren John French som assistent fik Beefheart omsat sine skitseagtige idéer – dvs. små tekststykker, nynnede eller fløjtede melodifragmenter, abrupte primalrytmer og tilsyneladende tilfældige tifingers-anslag på klaveret, som han rigtignok kun havde middelmådig kontrol over – til “sammenhængende” enheder, der så blev terpet igennem af The Magic Band. Beefhearts fjendtlighed over for den musiktekniske terminologi og ikke mindst hans ønske om at nedbryde musikernes indgroede vaner fik ham til at give medlemmerne gådefulde instrukser à la: “Play a high note like a low note.” Han var overbevist om, at hans kunstneriske intuition og tyrkertro så rigeligt kompenserede for manglende viden om harmonilære og musikteori. Ikke desto mindre er der stadig folk, der betragter albummet som en dårlig vittighed af 79 minutters varighed, mens andre ser det som musikkens svar på James Joyces romanmonster Ulysses. Hvis det endelig skal være, minder instrumenternes kronisk asynkrone knopskydninger og Captain Beefhearts jordskælv af en vokal, der lyder som et vildtvoksende egetræs knagen og klagen lige før faldet, dog mere om dadaisternes flersprogede simultan-digtoplæsninger.
Trout Mask Replica er et skånselsløst, atonalt stormløb på sanserne, som man i første omgang må “høre forbi” for at få greb om sangenes løse strukturer. Og selv hvis dét lykkes, kan man være sikker på, at der stadig er masser at arbejde med i albummets 28 numre.

Captain BeefheartAllerede de første tre numre antyder albummets enorme spændvidde. Åbningssangen “Frownland” starter med to parallelle guitar-riffs – det ene en udvidelse af den rytmisk huggende basfigur, det andet et skridende melodisk løb – der tilsammen virker både desorienterende og iørefaldende. Blot tolv sekunder inde splintres begge riffs til atomer og bliver til nøgle-klirrende fills, mens Beefheart, brølende som en arrig bjørn, lettere naivt beskriver længslen efter sit eget Utopia: “I cannot go back to your land of gloom / Where black jagged shadows remind me of the coming of your doom / I want my own land.” Sangen, der meget passende ikke slutter som sådan, men nærmest bryder sammen, fører lytteren vel ind i Beefhearts modstykke til virkelighedens træge “Frownland.” Som et velkomment åndehul, før vi begiver os videre ind i vildnisset, kommer nu “The Dust Blows Forward 'n the Dust Blows Back”, den første af i alt tre digtimprovisationer, som Beefheart indtalte på en båndoptager. Betegnende nok kan man tydeligt høre klik-lydene, når han trykker pauseknappen ned for at finde på den næste linie. Selve indholdet er en bizar blanding af poetiske betragtninger, bevidst klodsede ordspil og rent vrøvl, der bliver leveret med en klar rytmisk sans og et sandpapirsknasende stemmebånd. På det næste nummer, “Dachau Blues”, åbner Beefheart messende festen ved at recitere ordene: “Dachau Blues, those poor jews,” i et toneleje syd for Helvede. Atter ryster guitarerne klingrende, inkongruente klange af sig, mens trommerne opbygger et hektisk, pulveriserende pulsslag. Som om dét, sammenholdt med det tunge emne, ikke allerede er mere end rigeligt at forholde sig til, invaderes sangen pludselig af en sønderrivende basklarinet, der må gøre “Dachau Blues” til den mest besynderlige sang om Holocaust nogensinde; og man er stadig kun knapt et minut inde! Hvis man kan forestille sig blues-legenden Howlin' Wolf, der var Beefhearts vokale forbillede, rable psykedeliske vrangforestillinger af sig akkompagneret af free-jazzeren Albert Aylers vrælende saxofon, har man et tilnærmelsesvist indtryk af, hvordan “Dachau Blues” og store dele af resten af albummet lyder.

Og dog. Ingen fantasifulde analogier formår helt at fravriste sfinksen Trout Mask Replica dens mange hemmeligheder. “Moonlight on Vermont,” der med en haltende trommerytme, ætsende guitarlinier og Beefhearts varulvagtige hyl tumler af sted som en knitrende lavine, tenderer proto-punk. “China Pig” er simpel blues, når det er mest sjusket. Instrumentalnumre som “Dali's Car” og “Hair Pie: Bake 2” er prog-rock à la Frank Zappa, som i øvrigt er pladens producer. Endelig former de forbavsende uforstyrrede melodilinier, rullende trommer og lyse, tilsyneladende muntre vokaler på “Sugar 'n Spikes” sig som en tidsrejse tilbage til det blues-rock format, der kendetegnede Captain Beefhearts fine debut, Safe As Milk, blot to år og alligevel en evighed tidligere.

Captain BeefheartI grunden kan Beefhearts vision på Trout Mask Replica betragtes som et paradoksalt forsøg på at komponere det tilfældige, eller i hvert fald at muliggøre det tilfældiges integration i værket. Melodierne er ikke skåret ud og ordnet i buketter, men simpelthen revet op med rode og hvad der ellers måtte følge med. I overensstemmelse med sin tid, som han samtidig var langt foran, er det organisk alsidige af langt større betydning end det menneskeligt kultiverede, det intuitive vigtigere end det tillærte. Som Beefheart tørt konstaterer på “Bill's Corpse”: “You couldn't have done this if you knew what you were doing.” Ikke for ingenting foretrak Don Van Vliet som barn at blive hjemme fra skole, så han kunne lave skulpturer. Måske er Trout Mask Replica's største force – og en af grundene til albummets legendariske status – at den trods alt heller ikke tager sig selv særlig alvorligt og dermed også gør det umuligt for andre at tage den alt for alvorligt. Selv om musikken unægteligt hører til i den mere utilgængelige afdeling, er der både noget for æggehovederne og de barnlige sjæle. Captain Beefheart, selv et stolt medlem af den sidste kategori, har for længst bevæget sig videre. For godt tyve år siden forlod han definitivt musikbranchen og har siden etableret sig som abstrakt kunstmaler under navnet Don Van Vliet.

Peter Tapdrup Andersen, 1. sep 2004


Yderligere information

www.beefheart.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

UDGIVET I


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen