Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmeldere: Barra Head

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Hallogallo 2010 – Michael Rother + Friends present the music of NEU!: 'Kulturbolaget, Malmö, onsdag 15. september 2010.'
Hallogallo 2010 – Michael Rother + Friends present the music of NEU!
Kulturbolaget, Malmö, onsdag 15. september 2010.
(Koncert)

For at sætte ord på NEU!, så spillede trommeslageren på en måde, der, når du lyttede, tillod dine tanker at svæve. Tillod følelser at komme indefra og optage de aktive dele af dit sind. Tillod skønhed at tage plads. Jeg havde på en måde fundet en vej til at befri mig selv fra tyranniet af den dumme blues og rock – fra alle konventioner. En slags pastoral psykedelicisme.

Pastoral psykedelicisme. Ordene tilhører Iggy Pop, som leverede dem i sidste års BBC dokumentar Krautrock – The Rebirth of Germany. Selvom han i scenen virker mere interesseret i at bore hul i en kokosnød i et ukendt, eksotisk land, skal man ikke tage fejl af dedikationen og den betydning, Iggy Pop tillægger NEU!

NEU! var en duo, hvis identitet, som så mange andre krautrockbands, var præget af trangen til at emancipere sig fra de amerikanske og britiske influenser, der havde domineret den tyske ungdomskultur siden krigens afslutning. NEU! stræbte efter at skabe sin egen lyd. Michael Rother glemte for en tid at være dybt inspireret af Hank Marvin og The Shadows, og opildnede sin guitar til at tale et mere beskidt sprog. Klaus Dinger påduttede sin trommestil betegnelsen ”motorik” - et hurtigt, men meget ensidigt beat, der udgjorde essensen af de fleste kompositioner, han var involverede i. Beatet var grundpillen i det friske pust, NEU! lagde for dagen, da debutpladen udkom i 1972.

Hallogallo 2010Forinden denne legendariske LP, udgjorde NEU! to tredjedele af Kraftwerk men faktisk hele lyden. Det var givetvis ikke, hvad Florian Schneider havde tænkt sig med sin kommende menneskemaskine, og snart efter stod Dinger og Rother på egen hånd.

De to herrers samspil var, musikalsk såvel som personligt, båret af den friktion, der opstod imellem dem. Dinger og Rother var forskellige som dag og nat. Allerede efter deres anden LP, der ikke viste mange nye idéer, begyndte samarbejdet at smuldre. På album nummer tre, NEU! 75, der nok er deres bedste album til trods, var det let at skelne de respektive bidrag fra hinanden.

NEU! var slut. Klaus Dinger kørte NEU! ånden videre i form af proto-punkbandet La Düsseldorf, og Michael Rother fik endelig lov at dyrke sin Shadows-passion i form af en spektakulær solokarriere.

I kølvandet på NEU! var der ustandseligt kurrer på tråden imellem de to ophavsmænd. Et forsøg på en fjerde LP i 1986 endte i ingenting. Og først i 2001 udkom de tre albums på CD. Klaus Dinger havde kategorisk afvist alle tilbud fra pladeselskaber indtil da. Han havde endda energi til at gå i retten mod Brain/Metronome, der udgav de første tre album, for at stoppe fremtidige genoptryk. 

Klaus Dinger var en visionær og banebrydende musiker, men desværre også en pernitten vogter over sine intellektuelle rettigheder. Det er trist at skulle skrive det, men jeg tror aldrig, at vi havde set Michael Rother turnere med Hallogallo 2010 i Klaus Dingers levetid.

Derfor vil nogle nok mene, at Michael Rother var opportunistisk, da han i år udgav et vinylbokssæt med alle NEU!-pladerne, inklusiv en skive fra de skrinlagte ’86-sessions, samtidig med at han promoverede udgivelserne med en tourné, hvor NEU! stod skrevet med larmende typer på koncertplakaterne.

Hallogallo 2010Den 15. september landede trioen Hallogallo 2010 i Malmö. Da Michael Rothers måde at håndtere en guitar på stærkt appellerer til undertegnede, var min tilstedeværelse uundgåelig. Flankeret af Steve Shelley (Sonic Youth) på trommer og Aaron Mullan (Tall Firs) på bas, skulle NEU!s musik genopleves for at testamentere dens eviggrønne indflydelse på den alternative musik.

Præcis klokken 22:00 havde Michael, Steve og Aaron indfundet sig på scenen. Michael Rother var gemt bag et højt bord med en sort dug, der nåede helt ned til gulvet. På bordet stod horder af elektronisk grej, der blev brugt til at manipulere og forvrænge hans Stratocaster. I de lange numre kunne Michael på den måde lægge flere lag på den elektroniske guitarlagkage, han byggede op og langsomt fortærede. Fra vores position så vi aldrig Michael i fuld frontal guitarføring, men måtte nøjes med ansigtsudtrykket.

I midten sad Steve Shelley bag et lidet prangende trommesæt. Hans iførte hovedtelefoner skulle sikre, at han holdt takten i det næsten varemærkeregistrerede motorik-beat. På første stortrommeslag hilste Kulturbolaget ham velkommen med et kæmpe brøl.

Til højre stod Aaron Mullan. Han gav ordet ”anonym” ny definition ved at gøre absolut intet væsen af sig. Fingrene var som limet til gribebrættet, og hovedet nikkede døsigt i takt til motorik-beatet. Øjnene så lukkede ud, og fronten var ikke rettet mod publikum på noget tidspunkt.

Trioen var på overarbejde. Der knokledes for, at publikum skulle have en god oplevelse, men der blev ikke givet luft til, at musikerne kunne slingre i valsen. Fra tilskuerrækkerne så det næsten smertefuldt ud for de implicerede parter på scenen. Det var rendyrket livemusik, vi var vidne til.

Energiniveauet var i højeste beredskab under det meste af koncerten. Der blev lagt ud med en opdatering af nummeret ”Hallogallo”, der startede det hele dengang i 1971. Publikum var et hav af nikkende hoveder. Lyden var massiv og tung. Fuzzknappen på Michaels guitar var drejet stik øst, og flangeren var også godt med. Vi befandt os trygt i overhalingsbanen på krautrockens motorvej med vinden blæsende i håret.

Ironisk nok blev der ikke serveret mere fra NEU!s bagkatalog – faktisk var Hallogallo 2010 ikke sit forlæg 100 procent loyalt. Men energien, de skærende, omend skønne guitarer, og – ikke mindst – Klaus Dingers signaturbeat, fremført af Steve Shelley, gik NEU!-konceptet ind i 2010 med fornyet vitalitet.

Det var måske, hvad man kunne frygte: At selve ånden fra NEU!s bagkatalog blev vandaliseret. Men det gjorde den på ingen måde. Faktisk var det nærmere ånden end bagkataloget, der blev hyldet. 

Det mest stille øjeblik var Michael Rothers ”Aroma Club B3”, hvor Steve havde fundet de polstrede trommestikker frem. Et sensuelt pusterum oven på de forrige skæringers larmen.

Hallogallo 2010Sensualiteten blev bevaret i næste nummer, ”Deluxe”. Et nummer fra Michael Rothers tid i Harmonia – en sammensmeltning mellem ham og duoen Cluster. Inden det ultrafængende riff blev lyden af en spindende kat panoreret over PA anlægget – muligvis med reference til LP’en Katzenmusik fra 1979. Energiniveauet toppede i ”Veteranissimo”, hvor der næsten gik punk i den, oven på en sample fra albummet Harmonia Live 1974. Harmonia-trilogien for denne aften afsluttedes med en tonstung opdatering af ”Dino” fra Musik Von Harmonia.

Resten af setlisten var mig ubekendt. Men det var ligegyldigt, for det var fornemmelsen af at blive blæst omkuld af en hårdt arbejdende powertrio, der var alfa og omega. Endelig at se en af sine yndlingsguitarister i skøn forening med en trommeslager støbt i beton og en ekstremt underspillet bassist var det hele værd.

Efter 75 minutter var man drænet – mere fysisk end psykisk. Det stenhårde flisegulv i Kulturbolaget gjorde sit, men det var den fysiske energi fra musikken, der udmattede én mest.

Vi forlod Kulturbolaget med alle sanser i god behold, selvom de havde været udsat for et regulært sonisk angreb. I toget på vej hjem til København sad vi bag ved Lars Top-Galia fra Sort Sol. Han underholdt sit selskab med anekdoter fra mange år i musikbranchen. Blandt andet om Diamanda Galas’ koncert i Danmark. Hun gemte åbenbart blod i køleskabet og krævede at få serveret sværdfisk. Og så fik Nephew også lige et velfortjent hak i tuden.

Jacob Pertou, 21. sep 2010
Foto: Jacob Pertou


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen