Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Signe Høirup Wille-Jørgensen

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Waldo & Marsha: 'SPOT Festival, Atlas, Aarhus, 04/05-2012', Sun River: 'SPOT Festival, Atlas, Aarhus, 04/05-2012', SVIN: 'SPOT Festival, Kedlen, Aarhus, 04/05-2012'
Waldo & Marsha
SPOT Festival, Atlas, Aarhus, 04/05-2012
(koncert)
 
Waldo & Marsha: 'SPOT Festival, Atlas, Aarhus, 04/05-2012', Sun River: 'SPOT Festival, Atlas, Aarhus, 04/05-2012', SVIN: 'SPOT Festival, Kedlen, Aarhus, 04/05-2012'
Sun River
SPOT Festival, Atlas, Aarhus, 04/05-2012
(koncert)
 
Waldo & Marsha: 'SPOT Festival, Atlas, Aarhus, 04/05-2012', Sun River: 'SPOT Festival, Atlas, Aarhus, 04/05-2012', SVIN: 'SPOT Festival, Kedlen, Aarhus, 04/05-2012'
SVIN
SPOT Festival, Kedlen, Aarhus, 04/05-2012
(koncert)
 

Fra Waldo & Marshas poppede støjdrøm til SVINs ekstreme free jazz over solbeskinnet folkrock fra Sun River. Vi var vidt omkring til SPOT Festival.

Man kan mene, hvad man vil om SPOT Festival og dens fokus på forholdsvis midtersøgende upcoming navne. Således var der i denne weekend vanen tro alternativer til festivalen, denne gang under overskriften SPOT OFF. I B//Huset, som støder op til Godsbanen og SPOT Festivalens epicenter, tog diverse undergrundsartister kampen op imod storebroderens pænhed på deres egen ”guerillafestival”. Men om man synes, SPOT festivalen er for friseret eller ej, kommer man ikke uden om, at programmet faktisk byder på adskillige vovelystne og frem for alt vitale navne. Før Waldo & Marsha, Sun River og SVIN gav koncerter, var jeg på VoxHall og høre Larsen & Furious Jane. Med henvisning til redaktionelle prioriteringer vil jeg ikke anmelde koncerten som sådan, men nøjes med at udbryde et ”Hold. Da. Op!” og føje lidt til: Larsen & Furious Jane brændte virkelig igennem, skejede ud som var de inficeret af et sydtysk krautorkester fra 70’erne og udviste alt andet end branchetække. På VoxHall tyndede det da også ud i publikum under koncerten – ærgerligt, for det var en fantastisk optræden.

De otte unge mænd, der udgør Waldo & Marsha, var lige trådt ind på scenen, da vi indfandt os på Atlas. Publikum var talstærkt – rygterne om de unge shoegazeres smittende guitarglæde var tydeligvis nået vidt omkring. Deres suppe af melodiøs støj med drømmende, næsten Beatles-agtige popmelodier er et forfriskende bekendtskab. Ikke synderligt originale, for man føler sig i den grad hensat til start-90’erne og My Bloody Valentine, Slowdive, Ride, tidlig The Verve. Men melodierne er smittende, og bandets hele fire guitarer, to gange slagtøj, keys og bas kommer flot til deres ret i et ekspansivt, udflydende lydbillede. Numre som ”Made You” og ”It’s Sound” er svært fængende. Musik lige til at tage bad og drømme i. Af nutidige navne minder de om australske Tame Impala, men Waldo & Marsha er noget mere friske i lyden, og deres sange er simpelthen bedre. Glimrende koncert.

Efter en tur på Godsbanen var det tilbage til Atlas. En voldsom kontrast til scenariet på Godsbanen, hvor store menneskemængder stimlede sammen. Navnlig i den såkaldte Blackbox måtte flere publikummer gå forgæves og konstatere, at der simpelthen ikke kunne presses flere mennesker ind i lokalet. Således var det slet og ret rart at befinde sig i afslappede omgivelser på Atlas, hvor en 50-70 mennesker var dukket op for at høre det, i gåseøjne, helt nye band Sun River. Navnet er nyt, men bag det finder man guitaristen Jonas Munk og trommeslageren Jakob Skøtt, kendt fra bl.a. Causa Sui, Manual, m.fl., sangskriveren Martin Rude og en for mig ukendt bassist. Dette samt løftet om ”eksperimenterende folk-rock [der] flyder som en solbeskinnet flod mod horisonten” lokkede mig derhen. Gruppens meget californisk lydende folkrock, der vækker minder om Tim Buckley, John Fahey, David Crosby og diverse vestkystpsych, foregik på et imponerende højt niveau. Det var Sun Rivers første koncert nogensinde, og som debutkoncert var den mere end godkendt.

Bandet lagde ud med et folknummer, hvor Martin Rudes meget buckleyske (Tim såvel som Jeff Buckley) vokal stod nøgent frem sammen med akustiske guitarakkorder. Ordinært i bedste fald. Mere interessant blev det, da stikkene til de elektriske instrumenter blev sat i, og trommerne kom til. Munks guitarspil supplerede fint Rudes vokal, og løfterne om solbeskinnet folkrock blev indfriet. De bedste stunder opstod i de instrumentale passager, hvor Sun River forvandlede sig til syrerock og til tider rockede igennem. At Jonas Munks inspirerede guitarsoli sad lige i øjet, gjorde fornøjelsen desto større. Hvis man skal komme med et kritikpunkt, må det være, at Rudes vokal kun er et halvstærkt ekko af de herrer Buckley, hvilket kom mest til udtryk, når han søgte mod de høje, ekspressive toner. Indrømmet, det er svært at nå samme ekstatiske højder, som Tim Buckley og søn gjorde med deres stemmer – men måske burde Sun River af den grund holde vokalen mere low key. Dette fungerede nemlig virkeligt godt. Koncerten lover godt for fremtiden og det album, de udsender på El Paraiso Records om cirka en måned.

Mere uhøjtidelige var den ekstreme free jazz/thrash/postrock/avantgarde-kvartet Svin. Der var godt gang i Kedlen på Godsbanen til gruppens ubønhørligt aggressive, men dog humoristiske progressive opkog, som bestod af elguitar, tenor- og barytonsax og trommer. Musikken indeholder facetter, der peger i mange forskellige retninger: jazzens og postrockens fylde og varme, metallens aggressivitet og hurtighed og prog- og mathrockens rytmiske kompleksitet – foruden avantgardistisk atonalitet. At gruppen stod for en uhøjtidelige scenefremtræden bl.a. via trommeslager Thomas Eilerts mange utøjlede udråb, forstærkede følelsen af at være vidne til et af de mere kuriøse og ekstreme indslag på SPOT Festivalen. Det var aldeles medrivende og røvsparkende. Som hvis Slayer spillede free jazz.  

Martin Hornsleth, 5. maj 2012


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Svin
Heimat


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen