Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Nikolaj Nørlund

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Patrick Wolf: 'Lille Vega, København, torsdag d. 10/11 2011'
Patrick Wolf
Lille Vega, København, torsdag d. 10/11 2011
(koncert)

Ingen tvivl om at britiske Patrick Wolf er et enestående musikalsk talent – men torsdag d. 10/11 i Lille Vega fremviste han en række yderligere facetter af den Wolfske charme, da han på både pågående og beskeden vis charmede sig igennem et set effektive, men altid personlige popsange.

Man kan med rette undre sig over, at multiinstrumentalisten og sangskriveren Patrick Wolfs koncert torsdag aften i Lille Vega var hans første af slagsen i Danmark. De farvede parykker og mange utålmodige tilråb inden koncertens begyndelse vidnede i hvert fald om, at Wolfs danske fanklub længe har været mere end klar til, at den musikalske superhelt skulle aflægge visit på dansk jord. Siden debuten Lycantrophy blev sendt på gaden i 2003, har engelsk-irske Patrick Wolf udgivet fire studiealbums – og der er sket meget i tiden fra den knastede og nørklet selvterapeutiske debut til den markant mere glatte og kommercielle poptriumf af et album Lupercalia fra juni i år. Patrick Wolf har alle dage udøvet sin magi inden for genren folktronica, hvor klassiske og traditionelle instrumenter parres med electronica på effektfuld vis. Men imens de mange strygere, strengeinstrumenter og elektroniske beats på debuten og opfølgeren Wind In The Wires fra 2005 gav Wolfs lyd et skurrende og til tider foruroligende præg, synes disse musikalske virkemidler på de sidste par udgivelser at have medvirket til at glatte lydbilledet ud frem for at sprætte det op. Således har vi siden 2007 mødt en Patrick Wolf, der fremstår som en ekstremt kompetent og til tider lidt for effektiv popsmed, hvor de store armbevægelser, stærke melodier og omkvæd om den helt store kærlighed er sat i centrum.

Patrick WolfDet bliver imidlertid aldrig kedeligt at være i selskab med Patrick Wolf, heller ikke denne aften i Vega, hvor han medbragte sit band udgjort af fem medlemmer på henholdsvis saxofon, violin, tangenter, bas og trommer. Settet blev indledt med en nedbarberet udgave af ”Hard Times”, hvor Wolf med højt hår og sort blazer med gylden krave spillede førsteviolin, indtil koncerten for alvor blev skudt i gang med den nye single ”Time Of My Life”. Det stod således hurtigt klart, at de elektroniske elementer er tonet ned på denne turné, og lyden i Vega fremstod som resultat heraf organisk og harmonisøgende, også i normalt techno-prægede numre som ”Tristan”. Her kunne man godt længes efter fordums mere udfordrende og til tider dæmoniske Wolf, hvor tonen var mørkere og kompositionerne mere krævende og kringlede. Ikke desto mindre skulle man som gæst i Vega være i besiddelse af et hjerte af nordisk granit for ikke at blive revet med af den feststemning, som det både velspillende og vellydende band med aftenens karismatiske hovedperson i front udløste. Desuden imponerede Wolf nok en gang med sin dybe og vidtspændende vokal, der alle dage har mestret et langt større følelsesregister, end hans unge alder burde tillade. Settet blev domineret af nyere numre som ”House”, ”The Bachelor” og ”Get Lost”, hvor Wolf og band foldede lydbilledet fra pladerne ud på upåklagelig vis, imens ældre kompositioner som ”Pigeon Song” og ”To The Lighthouse” med jævne mellemrum fik salen til at råbe ekstra højt. Også et covernummer af Joni Mitchells ”All I Want” tonede pludselig frem i settet, udført på citar.

Patrick Wolf trådte ikke overraskende i karakter som lidt af en drama-queen, der foldede en lang række teatralske poseringer og gestikulationer ud, når han tog en pause fra violinen, banjoen eller harpen. Brugen af de mange instrumenter på scenen tillod os ikke et sekund at glemme, hvor teknisk dygtig en musiker han er. Som ensom og utilpasset dreng og teenager fik Wolf violinlektioner og sang i et kirkekor, indtil han begyndte at komponere sin egen musik – en klassisk og lidt banal kunstnermyte, som imidlertid er svær ikke at give sig hen til, når man oplever den kejtede og genert smilende Wolf live. Derudover formåede han at skifte tøj flere gang under koncerten – vel at mærke fra det ene spraglede og glitrende outfit til det andet. Ekstranumrene blev udført i en sort- og hvidprikket heldragt, imens især herrerne på første række blev tildelt knus, kys og intense blikke. Det er tydeligt, at Wolf er en kunstner, der har været igennem flere personlige kampe, som synes at have sat deres eget skæve præg på hans ellers så pletfrie tekniske kunnen og musikalske professionalisme. Og heldigvis for det, for hans særlige scenestil holdt således rutinen fra døren hele vejen under koncerten. Grundlæggende virkede Wolfs glæde ved at optræde i København meget oprigtig. Og meget sigende kunne han berette om sin store kærlighed til en vis ”Hans Christian Andersen”, som har inspireret ham til at skrive den – ifølge ham selv – udpræget selvbiografiske skæring ”The Tinder Box”.

Koncerten blev rundet af med den violinbårne ”The Magic Position” med karakteristisk favnende kærlighedsomkvæd samt de nye ”The City” og ”Together”. Især sidstnævnte fremstår som en fuldendt og ekstremt veludført popsang, der kalder på fællessang – og under denne koncert også på glimmerbluse og fletten-fingre med publikum. Patrick Wolf og band var denne aften således ualmindeligt godt selskab, og det var fristende at tage ham på ordet, når han gentagne gange deklarerede, at enhver ny invitation til at besøge Danmark er kærkommen.

Marie Ulrich Østergaard, 11. nov 2011
Foto: Emilie Mikkelsen


Yderligere information

http://www.patrickwolf.com/


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen