Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jesper Brodersen

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Karl Aage Rasmussen: 'Musik i det tyvende århundrede – en fortælling', Karl Aage Rasmussen: 'Tilnærmelser til Gustav Mahler'
Karl Aage Rasmussen
Musik i det tyvende århundrede – en fortælling
(Bog, 368 sider, Gyldendal, 2011)
 
Karl Aage Rasmussen: 'Musik i det tyvende århundrede – en fortælling', Karl Aage Rasmussen: 'Tilnærmelser til Gustav Mahler'
Karl Aage Rasmussen
Tilnærmelser til Gustav Mahler
(Bog, 205 sider, Gyldendal, 2011)
 

Hele to glimrende nye bøger fra Danmarks fornemste musikessayist. Man forkæles.

Det har vel ligget i kortene, at den måtte komme før eller siden. Karl Aage Rasmussens store bog om musikken i det århundrede, som han selv er barn af. Har man haft fornøjelsen af at læse Rasmussens store essaysamlinger Musik i virkeligheden , Har verden en klang og Kan man høre tiden, vil man vide, at vi her har at gøre med en af Danmarks markante musikessayister. Han skriver ganske enkelt fremragende; klart og tydeligt, men også med en filosofisk klangbund, der hæver bøgerne langt over det almindelige oversigtsværk eller den overdrevet pædagogiske fremstilling. Dette, kombineret med en prisværdig åbenhed, lidenskab og viden, har gjort ham til en så enestående musikformidler, at hans eget virke som komponist kan synes at stå i skyggen af formidlerrollen. Der er givetvis flere, der har læst Rasmussen, end der har hørt ham. Til gengæld giver hans skrift stor appetit på at åbne ørerne og lytte, og lad det være sagt med det samme – deler man undertegnedes ambivalens over for den såkaldte nyere kompositionsmusik, lige så fascineret af dens klangverden som frastødt af dens ofte stive, akademiske puds, så byder Musik i det tyvende århundrede på en berigende læseoplevelse. Den åbner op, hvor kompositionsmusikken ofte mere synes at lukke sig om sig selv – måske i en forskræmt reaktion på den marginale rolle i samtiden, som Rasmussen så præcist diagnosticerer.

En fjern tid
Det kan synes som en fjern tid, da Aleksandr Skrjabin i starten af det 20. århundrede med inspiration i Wagners ideer om Gesamtkunstwerket udkastede sin plan om det dog aldrig fuldførte totalværk Mysteriet, der fuldkommen skulle transcendere kunstverdenen og på rituel vis bane vejen for en genfødt menneskehed. Ligesom man – hvis man har været til en nutidig opførelse af det være sig nok så moderne kompositionsmusik – kan finde det uhyre eksotisk at læse om de skandaleoptrin, et nyt musikværk kunne afstedkomme i starten af århundredet, hvor man ikke alene nøjedes med verbale tæsk, men hvor det også gerne kom til regulært håndgemæng i koncertsalen. Musiklivet var en slagmark, og et nyt musikværk som Igor Stravinskys dengang skandaløse og i dag for længst kanoniserede Le sacre du printemps (1912) blev debatteret heftigt i offentligheden. 100 år efter kan man dårligt forestille sig, at en uropførelse af et musikstykke skulle føre til så meget ballade, ej heller at en komponist i ramme alvor ville kaste sig ud i utopier a la Skrjabin. Det nærmeste man vel kommer en regulær komponistskandale i nyere tid, var da Karlheinz Stockhausen få dage efter 9/11 udtalte, at terrorangrebet var det største kunstværk nogensinde og efterfølgende blev lagt på is. Men symptomatisk – i hvert fald i Karl Aage Rasmussens udlægning – blev denne udtalelse netop en skandale, fordi offentligheden ingen forudsætninger havde for at se den i dens rette sammenhæng med Stockhausens egen operacyklus Licht (vel et af de sidste store Gesamtkunstwerker, påbegyndt i 1977 og afsluttet 2003, men til dato ikke opført i sin helhed) og hele dennes kosmologi, hvilket Stockhausen måske naivt formodede.

Skal man finde pendanter til Skrjabins og Stockhausens totalværker i vor dages musikliv, skal man nok i virkeligheden vende sig mod en kunstner som Björk, hvis aktuelle projekt Biophilia rummer en lignende storhed, dog i en helt anden mediekontekst hvor koncertsalen for længst er ophørt med at være det naturlige udgangspunkt. Det, man med lidt vage begreber kalder den klassiske musik, kompositionsmusikken, partiturmusikken eller netop koncertsalsmusikken, synes til gengæld reduceret til en sag, der nærmest kun vedrører specialister. I hvert fald hvis vi taler om ny musik inden for denne tradition. Som Rasmussen skriver i det nøgterne efterord:

”Den klassiske musik, operaen, symfoniorkestret, kammermusikken der engang blev betragtet som højdepunkt i den vestlige civilisations udviklingshistorie, synes i stadigt stigende grad marginaliseret som vanekultur eller dannelseskultur; kun yderst sjældent indgår den medskabende i samfundets kulturelle eller politiske dynamik.”

Godt nok er den klassiske musik fortsat populær, men det er samtidig som om, at den klassiske musiks kanon er frosset inde i starten af det 20. århundrede. Næsten et århundredes enorme landvindinger inden for udvikling af nye instrumenter, teknikker og kompositionsprincipper er således fortrængt til den elitære enklave ”ny musik”. Måske fordi, som Rasmussen skriver, at den musik, der engang blev reduceret til ungdomskultur, i dag ikke er specifikt knyttet til ungdommen, men er blevet den musik, som for de fleste udgør en fælles erfaringshorisont. Eller måske skyldes det den så velkendte afsked med de store fortællinger, som postmodernismen ifølge tænkere som Lyotard indvarslede, hvilket Rasmussen flere gange nævner i bogen. Det er også en af grundene til, at han kalder sin bog ”en fortælling”. For man kan ikke længere postulere noget som selve historien om musikken i det tyvende århundrede, kun en mere ubestemt og forsøgsvis fortælling om Musik i det tyvende århundrede. Og det endda ikke uden både i forord og efterskrift at problematisere, hvad det så nærmere betegnet er for en musik, eftersom der ikke rigtig længere er et tilfredsstillende overbegreb som klassisk musik til at dække den.

Alle disse forbehold forhindrer dog ikke Rasmussen i at skrive en helvedes god fortælling om denne musik. Man kan måske godt savne lidt mere af det essayistiske spræl, man finder i tidligere bøger, men det skyldes givetvis, at han – skønt han altså afstår fra den store fortælling – dog forpligter sig på at trække store linjer hen over århundredet. Meget af stoffet er man stødt på før, hvis han man har læst Rasmussens øvrige bøger. Men hvor man i de mange øvrige essays om musik i det tyvende århundrede primært er blevet præsenteret for en musikalsk retning, en bestemt komponist eller netop en filosofisk problematik, så samler Musik i det tyvende århundrede trådene.

Den store og den lille verden
Og der er mange tråde at samle, for skønt bogen nok opruller en fortælling om, hvordan den nye kompositionsmusik i løbet af århundredet fortrænges til en marginal position, så betyder det bestemt ikke, at der ikke sker noget. Tværtimod aftvinger den nærmest permanente krisetilstand, som kompositionsmusikken finder sig i helt fra starten af århundredet, en mængde æstetiske og tekniske  fornyelser og opbrud. Rasmussen kommer omkring det meste på en lettilgængelig måde, der ikke kræver ekspertviden om de mange komponister eller stilretninger, men som dog ikke af den grund kommer til at fremstå forhastet eller overfladisk. Her er plads til eftertanke og filosofisk refleksion, så det ikke bare bliver en stakåndet hob af navne og hovedværker. Og i løbet af fortællingen er der også plads til at gå i clinch med at par myter og fordomme.

Startende med Wienermodernismen i begyndelsen af århundredet kommer Musik i det tyvende århundrede godt rundt om både stringente teoretikere og udknaldede utopister. Der skrives medrivende om den musikalske tankeverdens møde med to verdenskrige og det 20. århundredes totalitære ideologier, samt selvfølgelig mødet med en hidtil uset mulighed for massekultur og ikke mindst nye teknologier til massedistribution og reproduktion. Læseren introduceres fyndigt for både tidlige atonale eksperimenter, serialisme og avantgardens støjeksperimenter og til efterkrigstidsfænomener som den elektroakustiske musik, minimalismen og mikrotonalitet. Her præsenteres selvsagt hovedskikkelser som Schönberg, Stockhausen, Cage, Ligeti med flere, men der levnes også plads til en lang række mindre kendte navne, som føjer væsentlige perspektiver til fortællingen om musikkens udvikling. For eksempel findes plads til visionære enegængere som italienske Giacinto Scelsi og amerikanske Harry Partch – en sand pioner og gammel Rasmussen-favorit, der i bogen citeres for følgende kritiske bon mot:

”Den store verden har alle toner, alle idéer. Den lille verden har tolv toner, én idé og ti millioner biblioteker proppet med bøger og tidsskrifter der skal forherlige, forsvare og analysere disse tolv toner og denne ene idé!

Musik i det tyvende århundrede åbner netop op for en stor verden af muligheder frem for at forsøge at sætte musikkens historie på nemme formler. Får man lyst til at lytte til noget af musikken – og det gør man! - har Rasmussen på sin hjemmeside samlet en omfattende mængde links til YouTube-klip med værker fra bogen.

Modsætningernes Mahler
Sideløbende med de mere overordnede musikfilosofiske essays, er Rasmussen også kendt som en mester i at portrættere store musikalske skikkelser. I flere bøger har han fordybet sig i en enkelt personlighed i en blanding af biografi, musikkritik og essay, for eksempel om Glenn Gould og Robert Schumann. I anledning af hundredåret for Gustav Mahlers død har han skrevet Tilnærmelser til Gustav Mahler. Hvor Musik i det tyvende århundrede tegner det store panorama, så anskuer Mahler-bogen den moderne musikerfaring gennem én sværvægters prisme.

Kan man høre tiden? spurgte Rasmussen med titlen til sin første store musikessaysamling. Spørgsmålet om musikkens evne til at skabe et klingende erfaringsrum for tiden, der går, vender Rasmussen igen og igen tilbage til, og derfor kan det heller ikke undre, at han igen og igen vender tilbage til Mahler. Ifølge Rasmussen har Mahlers musik nemlig en usædvanlig og usædvanligt moderne evne til at få lytteren til at høre tiden, eller som han skriver:

”Oplevelsen af elastiske svingninger i tidens hastighed, af forventning og ikke-opfyldelse, af spænding og ikke-udløsning, oplevelsen af noget der kan minde moderne mennesker om filmiske klip mellem nu og da eller om lyd- og billedteknologiens opbremsning eller acceleration af tiden, alt sammen vidner det om at Mahlers musik gestalter tid for ørerne af os på en usædvanlig – og især usædvanlig mærkbar og almengyldig – måde.”

Rasmussen skildrer Mahler som en på alle måder modsætningsfyldt dobbeltnatur, på én gang for moderne og for traditionel til sin tid, men i høj grad også en person, der selv var med til at opbygge sin egen myte som lidende martyr. Rasmussen betragter myten med en god portion skepsis og falder dermed heller ikke for den nemme løsning med at lave en slags et-til-et oversættelse mellem liv og værk, hvor hver eneste lidelsesfulde tone føres tilbage til en ulykkelig barndomsoplevelse (selvom han berører både den ulykkelige barndom og et pudsigt møde mellem Mahler og Sigmund Freud, hvor Freud laver en slags lynpsykoanalyse af Mahler).

Rasmussen er således ikke nogen naiv biografist, men han er heller ikke for fin til at skrive en basalt set medrivende fortælling om et på mange måder miskendt geni, der vokser op under trange kår for siden at blive en feteret dirigent og orkesterleder, der dog i virkeligheden higer efter at opnå anerkendelse som komponist. I lang tid vækker hans egne kompositioner tydelig forvirring, netop på grund af den dobbelttydighed, som Rasmussen identificerer. Hele det monumentale værk komponeres da nærmest også helt uhørt i ferieafbræk fra hans ellers ekstremt travle arbejde som dirigent og orkesterleder.

Det, der forvirrede samtiden, er ifølge Rasmussen måske netop det, der har givet Mahler en renæssance i nyere tid. Samtiden kritiserer den tilsyneladende mangel på indre sammenhæng, de pludselige stemningsskift og antydning af kitsch. Men det modsætningsfyldte univers griber langt frem i det moderne, ja, måske ligefrem i postmodernismen. Eller som Rasmussen skriver: ”At han taler stærkt til et nutidigt publikum, for hvem verden næppe er en stor, sammenhængende, indlysende meningsfuld helhed, er næppe overraskende.”

Tilnærmelser til Mahler er en velkomponeret bog, som både rummer dramatisk livsskildring og dybsindig analyse, samtidig med at den forholder sig til myterne om Mahler med en sund blanding af fascination og skepsis. Man behøver ikke at være fan eller kender af Mahler for at læse den (det kan undertegnede langt fra påberåbe sig at være), for det er simpelthen en god fortælling, og samtidig giver den en levende skildring af hele det højspændte kulturliv omkring Mahler.

Med hele to glimrende bøger fra Rasmussen til sommeren, føler man sig i sandhed forkælet. For at det ikke skal være løgn, skulle han angiveligt allerede have endnu en bog klar til udgivelse til efteråret. En bog om John Cage, en bog undertegnede ser frem til med store forventninger.

Rasmus Steffensen, 3. aug 2011


Yderligere information

http://www.karlaagerasmussen.com/ Besøg forfatteren her.

Kommentarer (2)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Henrik Sejersgaard-Jacobsen - 0 indl�g17/08/11 17:36
Af sejersgaard
Gode anmeldelser!
Jeg ser frem til at give mig i kast med dem, og vil samtidig glæde mig til hans bog om Cage.

 
Rasmus Steffensen - 117 indl�g18/08/11 09:48
Af rasmus
Tak, ja bogen om Cage skal blive spændende. Den har været længe undervejs, men at dømme efter de essays om Cage, der har været spredt rundt i den øvrige biografi, kan det kun blive interessant.

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Karl Aage Rasmussen
Musik i virkeligheden


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen