Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Marc Ribot y Los Cubanos Postizos: 'Don’t be afraid to dance - d. 14/3 ’02, Vox Hall i Århus'
Marc Ribot y Los Cubanos Postizos
Don’t be afraid to dance - d. 14/3 ’02, Vox Hall i Århus
()

Allerede i navnet slås den legende, ironiske tone an. Navnet på bandet betyder nemlig slet og ret ”De falske cubanere” - og det er ganske rammende. For guitaristen Marc Ribot er ude i et helt andet ærinde end hans kollega Ry Cooder, der sammen med filminstruktøren Wim Wenders søsatte fænomenet ”Buena Vista Social Club”. Hvor mødet med den cubanske musik for Cooder var en åbenbaring af et folks sjæl, har dagsordenen fra starten været langt mere afslappet for Ribots vedkommende. Egentlig var planen at samle et lille hold musikere for at spille et par klubkoncerter med cubansk musik - sådan for hyggens skyld. Dette resulterede dog allerede efter tre jobs i en pladekontrakt hos Atlantic, og det er der indtil videre kommet to albums ud af. Men at projektet både er blevet foreviget på plade og har opnået anerkendelse nok til at nå helt til Danmark har ingenlunde fået bugt med den oprindelige intention. Det skinner simpelthen ud af Ribot og hans fire mand høje band, at de fortsat hygger sig gevaldigt mellem de varme, cubanske toner.

At legen er i fokus skal dog ikke forstås sådan, at Marc Ribot y Los Cubanos Postizos er en overfladisk omgang pseudo-etnisk festivitas. Hertil er Ribot simpelthen en alt for original og grænsesøgende musiker og fortolker. Gennem sin lange karriere har han med sin helt egen rå og støvede tone ydet unikt modspil til store outsidere indenfor rock og det der ligner. Listen er næsten uendelig, men tæller blandt andre Tom Waits, Arto Lindsay, John Lurie & the Lounge Lizards, David Sylvian, Marianne Faithfull, Laurie Anderson, Elvis Costello og John Zorn. Herhjemme kunne vi senest høre ham i Ultima Vez's grænsebrydende storværk af en danseforestilling Inasmuch as Life is borrowed... som han akkompagnerede med en musik, der var lige dele støjrock, avantgarde-komposition og folk.

Umiddelbart var koncerten på Vox Hall dog langt fra så eksperimenterende som man egentlig kunne have forventet. Den rå tone var nok tilstede - Ribots æstetik går ikke ud på at lave pæn og velafrundet musik - men for det meste var den forbavsende underspillet, dog så for indimellem at få afløb i lange syrede outtroer, hvor der blev leget med effektpedaler og tæsket slagtøj til den store guldmedalje. Til gengæld var energiniveauet hele vejen igennem de to set formidabelt højt. Kombinationen af et hold garvede og opfindsomme musikere og denne udprægede legende ånd, der var tilstede, gav således den traditionelle musik et stærkt nærvær, der lå langt fra såvel det museale som det fortænkte. ”Don't be afraid to dance” lød opfordringen fra percussionist E. J. Rodriguez, og den kunne man såmænd roligt følge, så sprælsk og livsbekræftende musikken var. Det nok kneb lidt for den lille skare blege nordboere, der var mødt frem, at give sig ubetinget hen i dansens glæder på sådan en helt almindelig torsdag aften, men omvendt var det særdeles svært at stå stille. Stille kunne bandets crew heller ikke stå under koncerten. De havde travlt med at løbe rundt på scenen for at samle mikrofoner op og lappe instrumenter, der fik en hård medfart af de legesyge musikere. Således var aftenens midtpunkt Marc Ribot nær ved at få bagpartiet til tangentspilleren Anthony Colemans gamle orgel lige i hovedet, da dette pludselig rev sig løst. En episode, der afstedkom store lattersalver fra samtlige musikere.

Det kunne være spændende at se Marc Ribot y Los Cubaos Postizos integrere de støjende elementer mere i selve numrene i stedet for at henlægge dem til de frie improvisationer i slutningerne. Dette sagt leverede de falske cubanere en koncert fuld af nerve og spilleglæde. Alt sammen helt igennem ægte.

Rasmus Steffensen, 7. mar 2002


Yderligere information

Se Marc Ribots hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen