Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Rasmus Riis

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Ib Raug: 'Lidt af hvert'
Ib Raug
Lidt af hvert
(kassettebånd)

På Ib Raugs selvproducerede hovedværk, kassettebåndet Lidt af hvert, befinder vi os i musikalsk rum sø, mellem den velkendte og traditionsbundne sømandsvise på den ene side, og den elektroniske musiks dybe, boblende hav af klangflader på den anden.

I december 2008 blev Danmark et musikalsk fyrtårn fattigere. Ikke et af de fyrtårne, der baner de stuvede turistfærger sikkert i havn, lastet med dåseøl og bitre skæbner, som sild i tønde. Et fyrtårn, fast som en klippe og rank som et piletræ, der fra sin position på Omø kastede lys over evighedens bølgeskvulp, en evighed, som nu synes bragt til ende. Ib Raug må – desværre – betragtes som et mindre kendt blad i den samlede danske musikhistorie, dette til trods for en absolut folkelig baggrund, dels som medlem af Fyns Harmoniforvirring, dels som gæstemusiker hos Niels Hausgaard og Fisker Thomas. I en alder af 76 gik han bort, uden nogensinde at opleve et egentligt massivt gennembrud, men man har lov at håbe, at de unge generationer med ligeså unge ører vil tage musikken til sig, og et oplagt sted at begynde er med det i ordets rette forstand enestående selvproducerede hovedværk Lidt af hvert.

Lidt af hvert består af en stribe egne sange, komponeret, skrevet, indspillet, produceret og udgivet af Ib Raug selv. Det præcise udgivelsesår er ingen steder anført, men mediet er kassettebånd, og mine studier lader antyde, at værket stammer fra senfirserne eller begyndelsen af halvfemserne. Om de rent faktuelle omstændigheder kan synes uoplyste, ja ligefrem forvirrende, så lader det musikalske indhold ikke disse benævnte omstændigheder noget tilbage. For skal man forsøge at kategorisere og klassificere Lidt af hvert, da tvinges man til at nedbryde gængse genremæssige barrierer, hvilket i sig selv – ikke mindst vort nuværende samfundssindelag taget i betragtning – antyder et subversivt udgangspunkt. Vi må jo dog som regel have regler, vi må betjene os af systemer, så at vi kan skille fårene fra bukkene, pingvinerne fra lufferne og gruppere alle de andre dyr i vor zoo.

Men hos Ib går der "Raug" i den. Her er det musikalske udgangspunkt nemlig den velkendte sømandsvise, tilsat en solid portion hjemstavn, men altsammen udført på den, sammenhængen taget i betragtning, noget lunefulde, ja ligefrem mærkværdige instrumentering bestående af analog Roland Juno 106-synthesizer og Commodore Amiga 1000-computer. Vi befinder os altså i musikalsk rum sø, mellem den velkendte og traditionsbundne sømandsvise på den ene side, og den elektroniske musiks dybe, boblende hav af klangflader på den anden. Det tør nok antydes, at Ib Raug, med Lidt af hvert afsøger nyt terræn.

Enhver musikalsk pioner, enhver søgende sjæl, må tage sig i agt og forstå at sondre mellem det søgende og det søgte. Dette er til alle tider avantgardens sande dilemma, den vanskelige balance. I det øjeblik noget synes for oplagt konstrueret, da brydes illusionen og vi står tilbage med det nøgne skelet – vi ser ikke længere en fortryllet skov eller en smuk vinterhave, men en scene med kulisser, rekvisitter og tovværk. Når Raug griber sit projekt an, som han gør – ganske og aldeles alene – så står han fra først til sidst ansigt til ansigt med alle procedurens mangfoldige udfordringer, og således også ansigt til ansigt med egne begrænsninger, hvad han da også selv til fulde er klar over, hvorfor han på bagsiden af det røde cover, der følger med kassettebåndet, undskylder de manglende tekniske kvaliteter, men udtrykker håb om, at den entusiasme, der lægges for dagen, kan opveje eventuelle mangler. Ikke alene udviser Raug en i musikbranchen sjælden ærlighed, han er også væsentlige skridt forud for sin samtid ved – for små tyve år siden – at vælge hjemmeproduktion og hjemmeudgivelse. Velan, hans medie dengang var selvsagt ikke internettet, men de vidtrækkende tanker i relation til skabelse såvel som distribution af musik er uanfægtelige, og MySpace-generationen er ham utvivlsomt tak skyldig.

Ib Raug var gammel Odensedreng, men boede i mange år på Omø, der, med sangerens egne ord ligger ’tæt på Sjælland, sådan lige pø om pø’ – og som det hedder et andet sted undervejs, så kan man her både leve og dø, og det var da også på Omø, at Ib Raug til sidst valgte at drage bort. Sangene på Lidt af hvert kredser dog først og fremmest om livet, ikke døden, på Omø, om end her favnes bredt, lige fra det muntre og finurlige til det triste og eftertænksomme. Man siger, at intet menneske er en ø, men skulle man pege på en skikkelse, der om nogen personificerer det omøske sindelag, da må det blive Ib Raug. Han tager sin lytter ved hånden og fører hende gennem en musikalsk rejse, fra ankomst med Omø-færgen, åbningsnummeret, over øens seværdigheder såsom det gamle gadekær og den livlige havnefest, for så til sidst at tage afsked med ”Farvel til Omø”.

På denne rejse agerer Raug lige dele øboer, turistguide og antropolog, og hans præsens føles på én og samme tid som oprigtig og indstuderet. Han er iagttager, men også en del af den økultur, han retter sin (k)ærlige lup mod, ikke ulig Bowies dekadente rejse gennem det Berlin, der utvivlsomt er et produkt af kunstnerens egen sjæl, men hvis ganske mytologiske univers samtidig udgør den brænde, der tænder op under sjælens slikkende flammetunger. Som hos Bowies androgyne fremtoning er man også konstant i tvivl om Raugs egentlige identitet – han udviser en oprigtig kærlighed til Omø og de lokale skikke, som når han, i forbindelse med føromtalte havnefest, ’går amok til Omø-rock’, eller vrider maveorglet under ”Omø-valsen”. Men omvendt er han også sin egen rolle som tilflytter, anderledes og fremmed, bevidst, som på ”Ø-Kuller”, hvor det hedder, ’tilbage her i livet er der kun den slagne vej til at blive øens original og jeg er temmelig godt på vej.’ I sangen funderer Raug ydermere over, hvorvidt det oprindelig var Gud eller Fanden, der – i en drømmevision – befalede ham at flytte til Omø, og teksten fremstår, anskuet fra denne vinkel, som en parafrase over John Miltons centrale spekulationer i Paradise Lost: 'The mind is its own place, and in itself, can make Heaven of Hell, and a Hell of Heaven.'

Værkets centrale identitetstema behandles ikke kun i teksterne, der, sunget på klingende fynsk, spænder fra det finurligt livlige til det sentimentalt vemodige, men ånder også gennem musikkens basale struktur. Mange af numrene er viser, sømandsviser, sørøverviser, hjemstavnsviser, men der leges også med elektronisk rock’n’roll på ”Omø-rock”, der lyder som en – undskyld mig her de ungdommelige vendinger – lo-fi jam-session mellem Kraftwerk, tidlig Elton John og Ove Bager – så afgjort et bud på en single med sin umiddelbare energi og anarkistiske vildskab. At Raug også, om end noget uventet, må betragtes som en forløber for dansk hiphop, står klart med nummeret ”Rappe Egon”, der, som det fornøjelig ordspil antyder, er et rapnummer om Omøboeren Egon, der afgår ved døden og diskuterer ved Himmerigs Port med Sankt Peter. Hvor resten af den daværende gryende danske rapscene i høj grad relaterede til electric boogie og funk-kulturen, som hos Søren Fauli, MC Einar og Rockers By Choice, måske i mindre grad Gunnar Nu, da skærer Raug lige til benet og præsenterer en benhård, ultraminimalistisk hiphop: et mekanisk trommegroove er eneste instrumentering.

For til fulde at værdsætte Raugs særegne musikalske mikrokosmos må man dog grave dybere, for det er ikke kun på det genremæssige plan, at musikken spejler det basale tema, tvivl og identitet. Også Raugs rytmiske forståelse slår dette tema an, som når han i en vuggende tredelt vals eller en festlig fjerdedel pludselig trækker elastik i taktarterne og – tilsyneladende helt konsekvent, for en del af musikken er jo programmeret på computer – ryster den ene snublende synkope ud af ærmet efter den anden, som var det den naturligste ting i verden. Det kan i denne sammenhæng synes oplagt at se Raug som en forløber for moderne synkopetronica som Like A Tim eller, for den sags skyld, vores egen Goodiepal, men måske er den mest oplagte reference den næsten samtidige Bahamas-legende, jazz- og bluesguitaristen, Joseph Spence, også fordi både Raug og Spence betjener sig af uskolet vokal med udpræget brug af dialekt.

Det hører med til oplevelsen af Lidt af hvert, at det er et værk fremført og præsenteret af en herre, der har nået en moden alder og lidt til. De stille og mere vemodige viser som ”En fremling” og den direkte hjerteskærende ”Omø gadekær”, der betjener sig af et tonesprog et sted mellem de to store E’er; Erik Paaske og Enya, bør nydes med eddike i teen, men man må samtidig konstatere, især set i lyset af de enestående og allerede fremhævede perler ”Omø-rock” og ”Rappe Egon”, at Raug transcenderer musikalsk alder, hvilket kun yderligere understreges af den lystige syng-med-piratvise ”Skatteøen” og den direkte frivole ”Hjemmegjor(d)t”, der fortæller den okkulte historie om ’gamle mormor’, der – efter mandens død ved eksplosion i forbindelse med hjemmebrænderi – fortsætter de lyssky aktiviteter, for selvom morfar, som det hedder, ’blev spredt for milde vinde over øens krat og træer’, så er hans sjæl stadig at finde i det gamle kar. Når hjemmebrænderiet er i gang, spredes således de påvirkende dampe, brygget på bl.a. morfars sjæl og itusprungne jordiske rester, og selvom det hele måske, især for den gamle Grundtvigianer af den traditionelt-Haystrupske skole, kan synes en kende ukristeligt, ja, ligefrem morbidt, så er der jo tale om en smuk, transcendent tanke, så ren som vinterens første rimfrost eller nabodatterens konfirmationsdyd, for med sit hjemmebrænderi er det jo mandens afgåede sjæl, mormor holder i live – døden overvindes! Og set netop i dét lys, er det måske lidt lettere at bære, at dansk musik og åndsliv er blevet en Raug fattigere.

Bertram Schulz, 1. apr 2011


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen