Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Christian Kann

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
The Cure: 'Pornography - Deluxe Edition'
The Cure  Geiger anbefaler!
Pornography - Deluxe Edition
(2cd, Fiction/Universal, 2005)

I de seneste måneder har vi nok været en del, der ventede på, at deluxe-genudgivelserne af samtlige The Cures studiealbums nåede frem til gruppens mesterværker – og selvom Seventeen Seconds (1980) visse dage kan stå frem som et sådant, er de fleste nok enige om, at Pornography (1982) var det tidligste af slagsen. Et monster af en plade lavet af et band, der både fysisk, psykisk og konkret var ved at kollapse – og egentlig netop lavet for at fremskynde selvsamme kollaps. Frontfiguren Robert Smith var ved at gå i opløsning som følge af narko, sprut, sammenstyrtede følelser og almen weltschmerz. Bassisten Simon Gallup befandt sig i en lignende tilstand, men var samtidig ved at knække halsen i sit forsøg på at matche Smith som frontfigur. Endelig kæmpede trommeslageren Lol Tolhurst mod både musikalske og alkohol-relaterede problemer samtidig med, at han fungerede som lynafleder for de andres frustrationer. Blandingen var sprængfarlig, og den efterfølgende turné så da også bandet fordampe i en hæslig røg af fjendtlighed, mindreværdskomplekser, selvdestruktion og excesser. Gallup fik fyresedlen og helligede sig i en periode gruppen Fools Dance. Tolhurst forsøgte at lære sig selv at spille keyboards, men blev aldrig andet end en biperson i gruppen igen. Og selv Smith – som varThe Cure på det tidspunkt – syntes i en længere periode, at det var skæggere at være anonym guitarist i Siouxsie & The Banshees end at komponere under eget banner. I hvert fald indtil et totalt sammenbrud i 1984 satte et punktum for dén udflugt.

Selve Pornography – der på famøs vis indledes med linjen ”It doesn't matter if we all die” og afsluttes med den tilsvarende betegnende ”I must fight this sickness / Find a cure” – var det perfekte lydspor til hele den proces. En massiv, afvisende plade, der skiftevis spyttede, skreg og græd til lyden af tungt hamrende trommer, nådesløst frempiskende bas og en dommedagspsykedelisk guitarlyd, der stedvist mere var Beelzebubs end Smiths egen. Og tilsat et skingrende tekstunivers, der ofte er blevet sammenlignet med de bratte betydningsskift, man finder i skizofren skrift, men egentlig er langt mere fragmenteret, uigennemtrængeligt og forpint. Enhver, der kan levere en sammenhængende linje-for-linje-analyse – selv efter solid læsning af diverse psykiatriske fagbøger – af åbningsnummeret ”One Hundred Years”, har i hvert fald efter al sandsynlighed selv et alvorligt problem! Men selvom både pressen og store dele af gruppens fanskare følte sig fremmedgjort, da pladen udkom – en reaktion, der efter sigende glædede Smith, eftersom han ønskede at ødelægge alt, der havde med The Cure at gøre – var selve Pornography så veldefineret en sindstilstand, at pladen var umulig at komme uden om. Og kradsede man blot en smule i dens matsorte overflade, bugnede den rent faktisk af gode, om end radikalt formulerede melodier afviklet med en determination, der var en eskadrille af kamikaze-piloter værdig.

De mest betegnende eksempler på det er velsagtens ”One Hundred Years”, ”A Strange Day” og ”The Hanging Garden”. Tre muntre hymner til henholdsvis civilisationens undergang, selvmordet og vanviddet, hvis man endelig skal vride lidt sammenhæng ud af de grelt forkrøblede associationsrækker, der alligevel står så klare og indlysende frem mellem de afstraffende trommemaskiner, de flimrende aftenlands-guitarer og de utallige bad trip-effekter. Og sange, som – midt i al rædslen og paranoiaen – alligevel kan være så forunderligt ømme. Som når Smith, med et umiskendeligt stik langt ind i sjælen, hviner linjerne ”Cover my face as the animals die / In the hanging garden” – eller sukker ordene ”My head falls back / And the walls crash down / And the sky / And the impossible / Explode / Held for a moment I remember a song / An impression of sound / Then everything is gone / Forever” i “A Strange Day”, så man fornemmer en fatal, men nødvendig forløsning. Sortere bliver musik ikke uden at høre op – og det gælder for albummet som helhed, der, som Nirvanas In Utero og Joy Divisions Closer, reelt er skrevet på kanten af den ultimative selvdestruktion. Og søger man efter grunde til, at Robert Smith overlevede i modsætning til Ian Curtis og Kurt Cobain, er det ikke på de resterende sange, man skal søge forklaringen. meget mere fest i gaden byder de altså heller ikke på.

”Cold”, der synes at befinde sig midt i et uendeligt fald til lyden af isnende synths og underligt drænende trommemønstre, synes at beskrive et brud i effektfuld psykisk slow motion. ”The Figurehead” er et tilsvarende studium i rådnende kærlighed tilsat en vokal så skiftevis tynd og desperat, at hårene står op på armene. ”Siamese Twins”, derimod, søger med lys og lygte efter det sidste glimt at den første forelskelses renhed, men finder i stedet et nu, der berettiger den klassiske formulering ”Sing out loud / We all die / Laughing into the fire // Is it always like this?” ”A Short Term Effect” skingrer uigennemtrængeligt derudaf med linjer som ”A charcoal face / Bites my hand” og ”Cover me with earth”. Og endelig har man så selve titelnummeret, der er en frygtindgydende opvisning i fragmenteret sangskrivning og direkte skræmmende lyrik. ”One more day like today and I'll kill you / A desire for flesh / And real blood / And I'll watch you drown in the shower / Pushing my life through your open eyes”, skriger/synger/reciterer Smith hen over en morderisk collage af opstakkede, manipulerede stemmer, hysterisk hvinende guitarer og trommer, der ruller brutalt ud af højttalerne som en offensiv panserarmé. Og selvom det netop er efter den udladning, formuleringen ”I must fight this sickness / Find a cure” melder sig, har man så uendeligt svært ved at se, hvordan dét skulle kunne lade sig gøre. Den om muligt endnu mere utilregnelige og forstyrrede tone på den to år yngre The Top in mente, havde Smith det højst sandsynligt på samme måde dengang i 1982. Pornography syntes kun at antyde to veje frem: Indlæggelse eller selvmord. Og selvom det er skrækkeligt, er det også albummets varige styrke. Det stirrer nu som dengang – og musikken kan roligt siges at være tidløs, selvom den selvfølgelig må henføres til de tidlige 80'eres oprindelige goth-scene – én stift og kompromisløst ind i øjnene og siger: ”Det her er mit helvede, vis mig dit!”

The Cure 1982Den cd med ekstramateriale, Robert Smith vanen tro har samlet til denne Deluxe Edition, udvider kun i svag grad udsagnet, selvom det på mange måder er uhyre oplysende. Oplysende på den måde, at studiemateriale – med undtagelse af lydsporet til kortfilmen Airlock, der er en historie helt for sig – synes at markere en langt mere direkte linje mellem Faith (1981) og The Head on the Door (1985) end de ”vanvittige” plader Pornography og The Top (1984) umiddelbart antyder. De instrumentale outtakes ”Break”, ”Demise”, ”Temptation” befinder sig i hvert fald lige midt imellem det dystre, atmosfæriske univers på den første plade og den langt mere melodiske, afklarede tone på den sidstnævnte. Også en i øvrigt fantastisk uptempo-udgave af ”The Hanging Garden” – komplet med en helt anderledes tekst og en sejlende psykedelisk guitar, der er lige dele Smith og tidlig David Gilmour – peger i den retning ligesom den dybt overraskende ”Temptation Two”, hvis elektroniske drive og cathy melodielementer viser direkte over i gruppens efterfølgende ”Dream Trilogy”-singler. Med andre ord synes det officielle album at have været en bevidst ansamling af det mest mørke, forstyrrede materiale, gruppen havde at byde på i det tidsrum. Alt, der viste i andre retninger, fik lov til at blive i kassen indtil nu. The Cure skulle så sandelig ikke nyde noget af at antyde lysglimt – uanset hvor blege – i mørket!

De numre fra selve albummet, der her går igen som enten studiedemoer eller liveoptagelser, bekræfter i øvrigt også mest styrken i de optagelser, som oprindelig nåede gaden i sin tid. Kun den ovennævnte radikalt anderledes udgave af ”The Hanging Garden” samt en vidunderlig, om end ret ortodoks liveversion af ”Siamese Twins” er i sig selv væsentlige tilføjelser til Cure-kataloget. Ellers er studiedemoerne blot svagere, mere famlende udgaver af de kendte indspilninger, ligesom koncertmaterialet ikke ligefrem kommer fra den bedste skuffe – hverken lydmæssigt eller musikalsk. Her kunne Smith godt have filtreret de bedste bootlegs fra perioden – f.eks. den i kenderkredse semilegendariske Pornography Tour 1982 fra Olympia, Paris – og kommet op med stærkere stof end de forhåndenværende numre fra Hammersmith Odeon, London, og Bruxelles.

Bonus-cd'ens store hit er imidlertid det uhørt forskruede Airlock-soundtrack: Ét langt nummer, der konstant skifter retning og signal, men hele tiden tager sig ud som højdepunktet af Pornography-vanviddet. Blot med en skinger, disharmonisk tone, som på flere måder peger hen imod – og gudhjælpemig overgår – de mest udkørte numre på The Top. Nu skal det naturligvis tilføjes, at lydsporet – mere end en egentlig komposition – er et hurtigt studie-freakout, som har et stærkt element af leg over sig, men uanset omstændighederne og stimulanserne er det ikke en rask atmosfære, der er blevet foreviget på bånd. Ikke når grundelementet er et rastløst omvandrende piano, som dét ene øjeblik hopper uskyldigt hen af vejen i en lystig boogie-stil, blot for det næste at hamre skingert og morderisk igennem. Ikke når Smith på skift laller, hvisler og stønner ind i mikrofonen for momentvist at bryde ud i en djævelsk latter, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på én. Ikke når det hele er gennemstrømmet af et utal af støj- og lydkilder, der konstant synes at true uden egentlig at træde i karakter. Her lyder The Cure faktisk mest som John Cage i et hysterisk samspil med det helt tidlige, improvisationsprægede Pink Floyd – og så alligevel virker indspilningen så logisk og nærmest nødvendig, hele perioden taget i betragtning. Næsten som selve det øjeblik, hvor hjulet for alvor røg af. På den måde er nummeret en afgørende udvidelse af udsagnet Pornography, selvom det ville have været skævt placeret på selve pladen.

Kort sagt består Pornography – Deluxe Edition af ét helt igennem essentielt album samt en interessant lille rodebutik af ekstramateriale, som kun i enkelte tilfælde er lige så uundværligt, men tegner billedet af en epoke i The Cures historie, der faktisk var lige så rig på idéer, som den var smertefuld. Netop derfor kan samlere roligt erstatte deres gamle version af pladen med luksuskopien. Nye lyttere er dog lige så godt tjent med selve albummet, der taler mere end tydeligt nok for sig selv – også på 23 års afstand.

Steffen B. Pedersen, 21. maj 2005


Yderligere information

www.thecure.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

The Cure
4:13 Dream



The Cure
Pictures of You (Strange Remix)



The Cure
Wish



The Cure
Kiss Me Kiss Me Kiss Me - Deluxe Edition



The Cure
Join the Dots - B-sides & Rarities 1978 - 2001



The Rainfall Years
Disautumn



New Order
Run 2



New Order
Get Ready



New Order
Technique


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen