Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Talking Heads: 'More Songs About Building And Food'
Talking Heads  Geiger anbefaler!
More Songs About Building And Food
(lp, Sire, 1978)

I slutningen af 1970'erne, hvor den traditionelle rock for det meste var forsvundet op i de symfoniske sfærer, hvor punken forsøgte at smadre sig frem til rockens oprindelighed, alt imens discoen - i afstemte 4/4-dele - fejrede en åndsfraværende hedonisme, dukkede der et band op, som ikke umiddelbart knyttede an til nogen af de eksisterende lejre. Selvom Talking Heads godt nok blev rubriceret under den såkaldte new wave-bølge, der på amerikansk grund også talte navne som Patti Smith, Television og Blondie, var det tydeligt, at gruppen fra starten havde meget få referencepunkter i tiden. De var en selvstændig enhed: En enklave ført an af en langlemmet nørd ved navn David Byrne, der oven i købet syntes at have vældig svært ved at synge - endsige bare holde en tone.

More Songs About Building And Food, som var opfølgeren til debuten 77 (1977), fanger vi Talking Heads på vej op. Vi fanger dem i det øjeblik, hvor Brian Eno går ind som femte medlem, men før de begynder at slippe det fortættede, minimalistiske rockudtryk, der også prægede 77. Vi befinder os med andre ord før de labyrintiske, verdensmusikalske ekskursioner og improvisationer, der bliver så karakteristiske for bandet i starten af 1980'erne med plader som Remain in Light (1980) og live-dokumentationen The Name Of This Band Is Talking Heads (1982).

Titlen er en typisk underspillet påpegning af det forhold, at Byrne - som på debuten - endnu en gang hikker, nynner, skriger og hakker sig igennem en bunke sange om den moderne verdens hverdagslige tildragelser og fænomener: Mad, bygninger, tv, trafik, arbejde osv.. Teksterne er næsten selvsagt nøgterne og konkrete. De holder sig inden for et sprog og et vokabular, som viger uden om rockens traditionelt selvhenvisende ornamentering. Omvendt bærer de netop derved præg af at være helt inde at røre ved selve essensen af den amerikanske bevidsthed.

I det store og hele er der fra gruppens side tale om anti-rock. Talking Heads vil ikke frigøre dionysiske energier. Vi finder ingen overdådige soloer. Sangene er derimod stramme og bevidst ikke-spektakulære. På papiret kan man egentlig godt komme i tvivl om, hvorvidt denne anti-attitude kan føre noget brugbart med sig. På den anden side er det måske fordi, at More Songs… netop ikke levner plads til større musikalske fagter, at den vitterligt forekommer desto mere medrivende og vedkommende.

Retfærdigvis er More Songs… dog mere fyldig og detaljeret i lydbilledet end forgængeren 77. Det lader sig ikke mindst bemærke i Jerry Harrisons adderede guitar-spil og Enos særlige atmosfæriske treatments. Pladen er i det hele taget et studie i sammenspillet mellem Byrne og Harrisons gnistrende 'staccato-funky' guitarer og rytmesektionen ved Tina Weymouth og Chris Frantz. Ikke mindst Weymouths bas-spil er helt forrygende.

Pladen starter med ”Thank You For Sending Me An Angel” - en up-tempo, marcherende hymne, der rent faktisk tematiserer, hvorledes vi altid gerne vil se den fremmede som os selv og omvendt. Alle former for usikkerhed i forhold til omverdenen må derfor ryddes af vejen. ”The Good Thing” handler da også om måder, hvorpå man kan overkomme sine individuelle dårligdomme. Som en anden job-psykolog siger jeg'et: ”I have adopted this (the good thing) and made it my own / cut back the weakness, reinforce what is strong”.

Symptomatisk nok lyder indledningen på den følgende sang, “Warning Sign”, således: ”Warning sign, warning sign / I see it but I pay it no mind”. Jeg'et er sig bevidst om, at han forskanser sig, men han evner ikke at tage kampen op. Det er alt andet lige nemmere at bilde sig ind, at tingene er, som de skal være. På ”Found A Job” møder vi dog et ægtepar, der forsøger at finde en vej ud af den fordummende, pacificerende konsumkultur. I stedet for selv at glo på TV dagen lang, sætter de sig for at skabe deres eget TV-show, der ikke alene får gode seer-tal, men som rent faktisk også bliver årsagen til, at de redder deres ægteskab!

Kærligheden har ellers trange kår. På ”I'm Not In Love” drømmes der ligefrem om den dag, hvor vi kan være foruden den. Den er for vanskelig og for uhåndterlig. Og så alligevel: På Al Green's ”Take Me To The River”, der typisk nok blev pladens hit, trygles der om kærlighed, nærvær og varme som aldrig før.

Pladen slutter med ”The Big Country” - en sang, der om nogen forsøger at tegne et samlende billede af det Amerika, man helt konkret finder afbilledet på bagsiden af coveret. Fortælleren sidder ikke overraskende i et fly og ser ned på det hele - sådan lidt fra oven. Typisk for Byrne synges der så tilpas velmenende og sympatisk om det, som foregår i det moderne USA, at man langsomt bliver opmærksom på, hvordan fremmedgørelsen og utilpassetheden lurer lige under overfladen. Atypisk bliver nummeret først i omkvædet, hvor Byrne helt umotiveret midt i Enos country-treatments bryder ud i sætningen: ”I wouldn't live there if you paid me”. Den kliniske ironi afløses af en anderledes følelsesladet tone, der rydder alle mulige misforståelser af bordet. Al den ejendomsret og forbrugerisme, der truer under jeg'ets flysæde, årelader simpelthen den enkelte og dennes valg til at kunne gøre tingene anderledes - og derfor bliver det nødvendigt at markere en klar afstandstagen.

Med More Songs… fik kejtede læseheste med briller og bøjle endelig deres egen rockmusik. Det var en musik, man kunne lytte og danse til ude på sidelinjen - lidt væk fra både diskokugler og sikkerhedsnåle. Pladen var dog først og fremmest et alarmerende tidsbillede af sen-70'ernes USA, hvor selv den amerikanske drøm - læs: den kommercielle trædemølle (”corporate you / corporate me”) - fik sværere og sværere ved at skjule sporene af en altomfattende menneskelig afmagt og usikkerhed.

Talking Heads lukkede omsider munden på sig selv i 1990. Gnisten var tilsyneladende endegyldigt gået, selvom deres sidste lp, Naked (1988), der var en tilbagevenden til det verdensmuskalske fundament, på mange måder føltes som et come-back. Bagefter kastede ikke mindst David Byrne sig ud i en solo-karriere som verdensmusiker - dog langtfra med den succes, der trods alt var tilkommet bandet i løbet af 70'erne og 80'erne. Byrne, Harrison, Weymouth og Frantz leverede reelt set klassikerne i årene fra 1977-80 med deres fire første plader. Det kan altid diskuteres, hvilken der var klassikeren, men More Songs… vinder i denne ombæring - i hvert fald for at være den mest charmerende af de fire udgivelser.

Claus Falkenstrøm, 1. maj 2002


Yderligere information

Besøg en fanhjemmeside for Talking Heads

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

UDGIVET I


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen