Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Marc Kellaway

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Kloster: 'The Waves and Winds Still Know His Voice'
Kloster  Geiger anbefaler!
The Waves and Winds Still Know His Voice
(cd, Washington Inc., 2010)

Kloster når et hidtidigt højdepunkt i karrieren med The Waves and Winds Still Know His Voice, som muligvis ikke er hundrede procent helstøbt, men dog absolut hundrede procent uimodståeligt og uomgængeligt. Men pas på! Det har det i sig at forandre sin lytter.

Enhver, som bare er perifert bekendt med musikerkollektivet Kloster (generelt) og Mikael R. Andreasens musikalske filosofi (især), fornemmer tydeligt, at det, der bliver indfanget på et album, ikke nødvendigvis er færdigt. Eller blot i nærheden af at være det.

Og den tilgang kan både løfte og tynge et album.

Observeret live er den frie tilgang tydeligvis meget befriende for kunstnerne, som kan lade det hele vokse ud af energien i rummet, og berigende for tilhørerne. Man fanges af stemningen, rives med … det er en helt anden snak.

Men på et album kan det blive meget umiddelbart, let, men desværre og meget rodet og retningsløst. Og netop de forhold gør, at jeg aldrig tidligere har overgivet mig helt til Kloster; både skitsesamlingen Coastal Research (2006) og Do Not Be Afraid (2008) er for mig så diffuse, at jeg, trods det faktum, at jeg har hørt dem talløse gange, aldrig rigtigt har hørt dem. De når ikke rigtigt ind. Det er mildest talt ikke tilfældet med The Waves and Winds Still Know His Voice, hvor sangene har fundet form uden at være fastlåste, og generelt hørt fokuserede, men albummet har omvendt et par numre, som jeg ikke helt kan bestemme mig for, om jeg ville have savnet, havde de ikke været dér. Det gælder nummeret ”Wayfaring Stranger”, som egentlig emmer en smule af det samme stemning som øvrigheden af albummet, og også har masser af gode idéer i arrangementet, men det virker alligevel en smule fejlplaceret og forsvinder lidt i de gode sanges overrumplende pragt og vælde. ”A Short Attempt” og ”Though These are Troubled Times” lider under samme ’sygdom’; sidstnævnte mere end de to øvrige, fordi den på den måde punkterer albummets form, alene fordi sangen er placeret efter albummets egentlige og (i mine ører) helt naturlige afslutning.

Men der er masser at hente her.

Faktisk er min påstand, at The Waves and Winds Still Know His Voice rummer en sådan stille, men umådelig styrke, som på få gennemlytninger formår at overbevise én om, at mennesket kollektivt vitterligt kan forandre sig (og dermed verden) til det bedre. Det er en reel mulighed. Det er et album, som har det i sig at kunne forandre sin lytter, båret af den simple erkendelse, som uvilkårligt slår lytteren undervejs, af, at det starter i og med ønsket om forandring hos den enkelte … og hvor mange albums i den uendelige udgivelsesflodbølge, som skyller ind over os, kan prale af at kunne bibringe lytteren dette?

Med den luftige, recitativ ”Silentium” slås en helt særlig tone an, som Kloster stort set formår at holde hele vejen igennem. Den efterfølgende ”Comforting Words (part one)” tjener til at pakke hele The Waves and Winds Still Know His Voice ind i middelaldermystikeren Julian af Norwich's enkle ord, der, enkeltheden til trods både rummer agt, bøn, håb, løfte og ønske:

I will make all things well

I shall make all things well
I may make all things well

And I can make all things well

Ord, der på den måde bliver et overordnet tema for albummet. Og vel også ord, man ikke – overhovedet – behøver have et religiøst tilhørsforhold for at tilslutte sig, særligt ikke, hvis trykket lægges på sidste linje … om at kunne. Det handler om vilje.

Men med Kloster er udgangspunktet selvfølgelig kristent, på en dejligt ikke-anmassende facon, og særligt denne gang, idet albummet kredser om kærlighedsbudskabet. Det skyldes helt afgjort at seks af albummets i alt fjorten sange baserer sig på tekstfragmenter af samme Julian af Norwich, som nu for øvrigt og endelig har fået en dansk oversættelse, takket være forfatteren Louise Øhrstrøm. Det er ikke nær så en passant som det måske lyder, idet Mikael R. Andreasen næppe var gået i gang med at sætte lige netop disse ord i musik, havde det ikke været for Øhrstrøm. Og, som man lytter albummet igennem, så bliver man mere og mere overbevist om, at processen rent faktisk har været så let og smertefri, som han allerede har givet udtryk for ved flere lejligheder. Selv leverer han kun korte bidrag, som i indhold og ordknaphed ligger sig så tæt op ad Julians tekster, at de lige såvel kunne være taget ud af Kærlighedens Åbenbaring (bogens danske titel). Både processens lethed og teksternes ligefremme enkelthed forplanter sig i arrangementerne og musikken, der går som ånder gennem de rum, de bliver spillet i.

Det er derfor egentlig ikke et værk, man splitter ad i højdepunkter, men hører i sin helhed … alligevel vil jeg gerne nævne lydtæppet ”How Should Then Anything Be Amiss?”, hvis enkle, men særligt elegante slutning betager mig igen og igen; centralt for albummet er også den syv minutter lange ”Morning Song”, lige meget sang som montage (med reference til første skæring og på en måde også til komponisten John Cage), hvor kærlighed, lys og stilhed smelter sammen til en enhed symboliseret ved den begyndende dag ... sidst, men ikke mindst er også ”Suffer” værd at fremhæve, da den trækker endnu et gennemgående (og kristent) tema helt frem, nemlig Kristi lidelse.

Nuvel, kristent budskab eller essens til trods, så skal man på ingen måde lade det skræmme én uden om The Waves and Winds Still Know His Voice, som fanger Kloster på et album så godt som nogensinde … og lover godt for fremtiden fra den kant.

Lars Mikael Døring, 1. apr 2011


Yderligere information

washington-inc-records.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Kloster
Live in Kristiansand



Kloster
Friendly Sessions As Performed By Kloster



Kloster
Coastal Research


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen