Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lake Placid

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
The Magnetic Fields: 'Ellers tak, men vi har faktisk en sætliste - Roskilde 2001'
The Magnetic Fields
Ellers tak, men vi har faktisk en sætliste - Roskilde 2001
(blå scene, søndag middag)

Det var som en joker, der pludselig dukker op i et kortspil mellem konger og dronninger, da opkomlingen Stephen Merritt og hans diskrete band The Magnetic Fields dukkede op på festivalens mindste scene søndag middag, et notorisk utaknemmeligt tidspunkt at spille. I frisk erindring havde man stadig oplevelser med et solidt udpluk af sangskrivningens superliga; Nick Cave, Bob Dylan, Neil Young, P.J. Harvey og Patti Smith. Store oplevelser var det, og man kunne ligefrem gå og føle sig som en opdagelsesrejsende midt i rockmytologien. Her var det så The Magnetic Fields kom ind med sange sunget fra en anderledes skæv og uprætentiøs vinkel, alligevel kunne man gribes af den kætterske tanke, at de på flere måder gav ovennævnte ikoner baghjul.

Det er ikke fordi det kom som nogen overraskelse, at Stephen Merrit kan skrive sange. Den overdådige sangcyklus 69 Love Songs har med rette været så godt som umulig at komme uden om den sidste tid. Det er et værk, der ud over dets omfang, imponerer med dets charme, dets skæve refleksion over- og bevidste leg med kærlighedssangens konventioner og dets overskudslager af lo-fi brokker fra snart sagt hele den nyere, vestlige musikkultur.

Live var pladens spælske og alfomfavnende udtryk erstattet af en mere afdæmpet, men langt fra andægtig optræden. Med en besætning bestående af guitar, keyboard, banjo, cello og Merrits obligatoriske ukulele samt sang fra Merrits sublime baryton og den aldeles uglamourøse, men velsyngende chanteuse Claudia Gonson var vægten lagt på balladerne. Således renset for de mest barokke og støjende indfald, blev det for alvor tydeligt, hvor gode disse sange faktisk er. Nok er mange af dem rene miniaturer, nok kan det ind imellem være svært at finde ud af om man skal grine eller græder eller blot trække nonchalant på skulderen, men stor sangskrivningskunst er det. Stephen Merrit er en eksistentiel troubadour midt i sin tid; som Pulps Jarvis Cocker balancerer hans sangskrivning mellem den nøgterne, næsten kyniske betragtning og en autentisk romantisk patos. Og så kan han registrere og fortælle, så det både overrasker og vækker genkendelse. Det, der ofte afslører en sand mester udi sangskrivning, er netop evnen til at skrive sange, der virker helt friske og alligevel så indlysende, at man undres over, at ingen før har snublet over dem. Således stod man i blå telt og undredes gang på gang, når sange som ”A Chicken with Its Head Cut Off”,”The Luckiest Guy on the Lower East Side” og ”Acoustic Guitar” blev spillet. Hvor langt de fleste på Roskilde Festivalen gik efter en lyd, der kunne forløse det musikalske kick, var lydbilledet hos The Magnetic Fields sådan, at man virkelig kunne stå i ro og mag og nyde sproget, videt, deadpan humoren og ømheden i Merrits univers, ligesom man kunne lytte til sangene som det de var uden at skulle trækkes med et mytologisk arvegods; og det var en sand lise. Hvilket det også var at se, at The Magnetic Fields' attitude over for rockpublikummet er akkurat lige så uimponeret som attituden over for sangskrivertraditionen. For ærligt talt; hvorfor skal man gang på gang, selv på en såkaldt progressiv festival som Roskilde, trækkes med ølteltsstemning og kollektiv selvbekræftelse, når man nu bare kommer for en god musikalsk oplevelse. Ingen tvivl om, at The Magnetic Fields havde publikum på deres side, men de undlod smagfuldt at svælge i dette. Stephen Merrit nøjedes såmænd med tørt at brumme: ”Thank you” efter hvert nummer og høfligt gøre opmærksom på, at de faktisk havde en sætliste, da én blandt publikum højlydt krævede at høre dette og hint nummer.

Og mage til sætliste skal man lede længe efter.

Rasmus Steffensen, Foto: Robert Christensen, 7. jun 2001


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

The Magnetic Fields
69 Love Songs



The Magnetic Fields
Realism



Casiotone for the Painfully Alone
Pocket Symphonies for Lonesome Subway Cars


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen