Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Efterklang

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Lars Movin: 'Downtown – en New York-krønike'
Lars Movin
Downtown – en New York-krønike
(bog, 688 sider, Informations Forlag, 2010)

En New York-pilgrim gør status i et værk, der imponerer i omfang og viden, men som ikke kan sige sig fri for en vis redundant tærsken langhalm.

Måske kender du typen, der efter en rejse inviterer til billedfremvisning og tilsyneladende ikke kan forestille sig, at andre mennesker kan se sig mætte på deres feriefotos. Billederne af historiske monumenter, berømte templer eller eksotiske dyr fra en safaritur kan hver for sig være gode nok, men til sidst begynder man alligevel at trippe nervøst for at komme hjem, mens billederne bare bliver ved og ved med at komme.

Lidt på samme måde har jeg det med at læse Lars Movins kolos Downtown. Den fortæller uden tvivl en spændende historie om eksperimenterende kunst og musik fra New York, men den bliver også hæmningsløst ved og ved og ved hen over 688 tætskrevne sider og med tre dokumentarfilm som rosinen i pølseenden.

Retfærdigvis må det siges, at dette ikke er indtryk fra en tilfældig ferietur, men en massiv dokumentation fra adskillige rejser til New York fra en mand med en ubestridelig stor viden om amerikansk kunst og kultur. Og heldigvis kan man jo, modsat et lysbilledeforedrag, nyde den i små doser. Downtown er – som Movin selv siger i forordet – tænkt som en slags opsamling. Her gør en passioneret New York-elsker status i et værk, der på én gang imponerer i sit omfang og trætter en smugle i sit manglende mådehold og sin næsten pilgrimslignende kredsen om steder, personer og relikvier med relation til downtown-scenen.

Der kan måske være en pointe i det manglende mådehold, som også synes at kendetegne en del af de kunstnere, som Movin portrætterer. ”Stort er smukt” hedder et afsnit om kunstnerparret Christo og Jeanne-Claude, og der er da også en imponerende storhed over Movins projekt (og her tænker jeg ikke på mængden af sider, men selve ambitionen om at favne så mange kulturelle impulser i én bevægelse). Beklageligvis blandes denne storhed med en lidt provinsiel benovethed over at bevidne alle disse spektakulære kunstnere og i det hele taget over at vandre i disse kulturelt ladede gader i Downtown New York. Movin har forelsket sig i New York. Fint nok. Men han mangler den show it, don't tell it-evne, der virkelig formidler denne forelskelse videre til læseren. I stedet gentager han bare på redundant vis, at byen er noget helt specielt og slet ikke kan sammenlignes med noget andet. Men det kan enhver jo komme og sige om deres yndlingsferiemål, og Movins lidt kitschede portrætter af storbymylderet og autentiske poseren overbeviser ikke. En karakteristisk start på et kapitel lyder sådan her:

”Uanset hvor mange gange man har besøgt New York, er busturen ind gennem New Jerseys terrain vague altid noget særligt. Det første glimt af Manhattans skyline bag Hobokens lave huse tager uvilkårligt pusten fra én og tænder op under forventningerne. Hvad er det ved dette specielle sceneri, dette city scape, som aldrig vil ophøre med at pirre os? Måske er byen simpelthen det ultimative udtryk for kultur, et menneskeskabt landskab, hvor alt er til stede, alt er muligt. Uanset hvad, så ophører New York aldrig med at være både en gave og udfordring. Hele éns organisme kører uvilkårligt op i et højere gear, når bussen dykker ned under Hudson River. Samtidig kan man aldrig helt slippe fornemmelsen af at føle sig udsat – som et mål for byens myldrende energi, a target. Alarmberedskabet slår til, og følelsen af glæde blander sig med en lille kvalme dirrende som en svag klang i kødet.”

Og så fortsætter det selvfølgelig med, at Movin tjekker ind på Chelsea Hotel (hvor ellers?), lytter til S/M-sex fra naboværelset og render ind i en masse gakkede typer. Bemærk også den lidt irriterende manér med at slynge et par kursiverede engelske gloser ud – for lige at understrege, at vi jo er i Amerika, hvis man skulle være i tvivl.

Som man kan fornemme, er jeg ikke specielt begejstret for Movins evner som reporter. Når Downtown alligevel er værd at tygge sig igennem, er det fordi, den byder på en guldgruppe af interviews med særdeles interessante musikere, forfattere og kunstnere.

Skønt bogen præsenterer sig som en skildring af downtown-kunstscenen, fylder denne skildring relativt kort i en bog, der snarere bruger downtown-scenen som springbræt til et mægtigt panoramavue over New Yorks kunstmiljø. Downtown-scenen viser sig velegnet til dette formål, da den bringer en lang række miljøer og impulser sammen – digtere, punkmusikere, billedkunstnere, performancekunstnere og meget mere. Og dermed er banen kridtet af til at afsøge nogle af rødderne til downtown-scenens kreative og kompromisløse eksplosion af udtryk. Og det fører Movin vidt omkring med tråde tilbage til Velvet Underground, Andy Warhol og dennes Factory, Beat Generationen, The New York School of Poets og meget mere, inden han slutter af med en elegi over det himmelstræbende New York i kølvandet på 9/11. Ind imellem kommer der så de mere personligt erindrende og essayistiske afsnit, samt en længere gennemgang af de såkaldte Culture Wars, der navnlig blusser op i 80'erne ansporet af en konservativ og åbenlyst homofobisk kristen lobby, som med vidtrækkende konsekvenser søger at gennemtrumfe en omfattende censur. Hvilket selvfølgelig igen puster til ilden i de mere ikonoklastiske kunstmiljøer, for tryk avler som bekendt modtryk.

Inddragelsen af Culture Wars gør, at bogen ikke bare bevæger sig langt ud over en snæver downtown-skildring, men strengt taget også bevæger sig langt ud over New York som kulturel smeltedigel og ind i en bredere diskussion af kunst, politik og censur i USA. Og selvfølgelig tilbyder kapitlet også nogle interessante perspektiver på aktuelle debatter om censur og kunststøtte på mere hjemlige breddegrader. Omvendt giver disse digressioner indtryk af, at Downtown nærmest er et væld af potentielle bøger samlet i én. Flere delafsnit er så omfattende, at de snildt kunne udgøre en bog for sig – én bog om Warhol, én bog om Culture Wars, én bog om New Yorks improv-miljø osv. Det ville måske have gjort den mere læseværdig, om man ikke havde forsøgt at samle alt i én bog. Dog, igen synes det hæmningsløse at være en slags pointe, og det har da også sin force. For Movin afdækker på den måde nogle hjørner, som kun sjældent kommer frem i lyset.

Velvet Underground og Andy Warhol har man selvfølgelig hørt om til hudløshed, og mange af Geigers læsere vil uden tvivl også have stiftet bekendtskab med Laurie Anderson, Lydia Lunch, Fred Frith osv. Men kun sjældent får man en så fyldestgørende kortlægning af forbindelserne imellem de forskellige aktører. Movin interesserer sig tilsyneladende lige meget for musik, billedkunst, film, fotografi, performance og litteratur, og det gør ham på mange måder til den perfekte skildrer af et kunstmiljø, hvor alle disse ting netop smelter sammen på ikkehierarkisk vis. Hvilket bl.a. kommer til udtryk i et længere kapitel om Laurie Anderson, hvor Movin modsat den traditionelle musikjournalist virkelig evner at gå i dybden med hele hendes baggrund i performancekunsten, hendes selvopfundne instrumenter, eksperimenter med stemmen osv. Her viser metoden sig frugtbar, idet de enkelte kunstnerportrætter klinger med en fyldig kulturel resonansbund.

Bogen bygger som sagt primært på Movins egne rejser til New York og hans møder med mange centrale aktører. Han skildrer sig selv som øjenvidne og kronikør, men indrømmer dog også allerede i starten, at han strengt taget er lidt sent ude. I hvert fald indkredser han selv tidsrammen for downtown-scenen som fænomen til at løbe fra ca. 1974 til 1984, hvorimod han selv første gang besøger New York i 1987, hvor downtown- og no wave-scenens mest grænseoverskridende eksperimenteren er ved at ebbe ud. Det betyder dog langt fra, at den kreative flamme er sygnet hen hos de enkelte kunstnere, og der er stadig masser at skrive om for den New York-forelskede dansker, der næsten ikke kan få armene ned over at se disse mytiske skikkelser gå lyslevende rundt i byen.

Begejstringen er sine steder smittende, andre steder står den lidt i vejen for projektet, når Movin i især det første kapitel, hvor downtown-fænomenet indkredses, lader imponeretheden over de vilde new yorker-bohemer løbe af med ham. Det giver sig bl.a. udslag i småkiksede forsøg på at mime scenens vrængen af et tabubelagt, puritansk og hyklerisk samfund, når han i et portræt af performancekunstneren og sangeren Karen Finley skriver om, hvordan hun er blevet udelukket fra radio og tv i USA, for derefter at levere følgende, ret overflødige, passus: ”I USA foretrækker man at overlade sendetiden til velhavende tv-prædikanter, der tilbringer fritiden på motelværelser i selskab med prostituerede.” Her lyder Movin pludselig mere som en udsendt skolebladsreporter, og det tager lidt af seriøsiteten væk.

Bedre går det i bogens sidste store kapitel om den avantgardistiske improv-scene, der opstår som del af downtown-miljøet. Her leveres et sandt festfyrværkeri af samtaler med nogle af improv-scenens helt store figurer som Fred Frith, John Zorn, Eugene Chadbourne, Christian Marclay, Arto Lindsay, Marc Ribot, David Moss (hvis særlige fusion af trommespil og stemmeimprovisationer også er genstand for én af de medfølgende dokumentarfilm) og mange flere. Og det er for det meste glimrende læsning. På én gang tegner denne del af bogen et billede af en utrolig mangefacetteret scene, samtidig med at den giver indtryk af et lidt indspist miljø, der tilsyneladende består af en forholdsvis lille, men utrolig produktiv, gruppe af mennesker, der spiller sammen på kryds og tværs. Nogle kommer fra jazzen, andre fra rocken, andre igen fra helt andre miljøer som konceptkunst. Også geografisk og kulturelt har de vidt forskellige rødder, men sammen skaber de alligevel et eksplosivt musikmiljø med ambition om at afspejle nuet og New Yorks kulturelle mangfoldighed. De fleste af de portrætterede musikere er i øvrigt i fuld vigør den dag i dag, og er mindst lige så produktive som i 80'erne. Desværre får man i Downtown ikke helt det indtryk. De fleste interviews er lavet i sen-80'erne, og selvom Movin sporadisk nævner senere udgivelser og bedrifter, får han ikke helt med, hvor meget der egentlig er sket siden. Det kunne have været interessant med lidt flere helt friske interviews med f.eks. en Eugene Chadbourne, der har gæstet Danmark mange gange siden. Og decideret bedaget virker det, når et i øvrigt fint interview fra '89 med turntable-kunstneren Christian Marclay om vinylen som objekt munder ud i en diskussion om, hvordan den snart vil være et objekt fra fortiden helt erstattet af cd'en. Her kunne det have været oplagt at supplere med et frisk interview med Marclay 20 år efter, hvor vinylen igen har fået en helt anden status, og cd'en på den anden side er på retræte. Gennemgangen af det frodige musikmiljø får sine steder også Movin til at fare vild i kronologien. I et afsnit om The Lounge Lizards skriver Movin således, at bandleder John Lurie første gang mødte guitaristen Marc Ribot i forbindelse med, at de begge spillede med på Tom Waits' Rain Dogs-album, men kort efter skriver han, at Waits inviterede begge med på Rain Dogs efter at have hørt en koncert med The Lounge Lizards, hvor Ribot allerede spillede med! Sådanne små fodfejl ændrer dog ikke på, at Movins gennemgang af improv-miljøet er stærkt inspirerende læsning.

Som nævnt indeholder bogen også tre dokumentarfilm, heriblandt en portrætfilm om David Moss samt en dokumentar om New York School of Poets og en kort eksperimentalfilm byggende på et underfundigt interview med Don Van Vliet alias Captain Beefheart. Om Beefheart har Movin for nyligt skrevet bogen Captain Beefheart – en Bebop-monografi om, og det er lidt gådefuldt, hvorfor filmen er inkluderet hér på en bog om New Yorks downtown-scene. Her bliver den et lidt obskurt vedhæng, men alligevel også en fin bonus, der sammen med de øvrige film viser, at Movin i filmformatet er bedre til at begrænse og skære til, end han er som forfatter.

Det er godt, at vi har folk som Lars Movin, der tør slå et stort brød som dette op, og som bærer sin begejstring og nysgerrighed uden på tøjet, samtidig med at han faktisk sætter sig ind i tingene (hvor man af og til kan have indtryk af, at det i musikjournalistikken handler om at være så dum som overhovedet muligt). Men Downtown er altså også til tider en langtrukken og redundant læseoplevelse, som man snildt kunne have beskåret med et par hundrede sider.

Rasmus Steffensen, 8. nov 2010


Yderligere information

www.larsmovin.dk
www.informationsforlag.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen