Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Nikolaj Nørlund

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
EN ART UNDERSKØN IDIOTI: 'Mike Oldfields Ommadawn'
EN ART UNDERSKØN IDIOTI
Mike Oldfields Ommadawn
(cd, Virgin Records, 1975, 2010)

Panikanfald og tiltagende alkoholisme. Isolation og spolebånd overophedet af overdubs i tusindtal. Sydafrikanske eksilmusikere, irske sækkepiber og græsk zorba. Mike Oldfields tredje album var et produkt af svære sindstilstande, og trak på et ocean af kulturelle influenser. Hurdler til trods var det et af de første storsælgende eksempler på verdensmusikkens indtræden i rocken. Undfangelsen var ikke uden komplikationer, men resultatet var et velskabt mesterværk på 36 minutter. I 2010 udkom langt om længe den i særklasse berettigede Deluxe Edition. 

Ovenpå sit svendestykke debutenTubular Bells massive succes, stod en ung og meget usikker 20 årig Mike Oldfield overfor en række uoverskuelige sideeffekter ved musikbranchen. Godt hjulpet på vej af det visionære finansgeni Richard Branson, havde et købedygtigt publikum kastet sig frådende over Oldfields komplekse men iørefaldende kompositionsmusik. Den impliceredes mavefornemmelse var dog anderledes faretruet.

I en periode forsvandt han ganske enkelt fra al virakken, og blev et stykke tid efter fundet hjemme hos sine forældre, hvor han var ved at grave ud til en andedam.

I 1974 oplevede han den lettere pudsige skæbne at se Tubular Bellsblive vippet af pinden af sin egen svære to'er, Hergest Ridge, da den ramte nummer ét på den engelske hitliste.

Popkulturen var i hans egen optik "a bit silly", og i de første tre kvartaler af 1975 hengemte Mike sig i sit studie, The Beacon, hvor Ommadawnaf flere omgange skulle blive til. Det var musikken mere end noget andet, der trak. Fordybelsen var en flugt fra de plagende panikanfald, og en god mulighed for at se alkoholismen dybere i øjnene.

Da optagelserne gik i gang, var der, som vanen bød sig, allerede fra om formiddagen godt synk i de våde varer. De indre organer havde sagt stop, og ville hverken optage føde eller væske. Nu skulle alle distraktioner holdes i ave. Det var på tide at komme videre.

Spolebåndene knækker
Mike OldfieldI Tony Palmers dokumentarserie om populærmusik, All You Need Is Love (1976), ses en dybt koncentreret, cigaretrygende og usoigneret musiker i færd med at skabe sit værk. Her ser vi også hvordan den kommende "Part I" er tegnet op med farvekridt i en tidstabel, meget lig hvordan en produktion i Pro Tools ser ud nu om dage. De mange instrumenters samklang kollapsede dog. Hvis ikke filmen knækkede for projektet, så gjorde spolebåndene det - bogstaveligt talt.

Magnetbånd nåede i den periode et lavpunkt, hvad angår den kemiske kvalitet. De begyndte at dryppe og krympe, specielt når sommerheden satte ind. Kombineret med en tangerende overambitiøs vision om den perfekte treer, ramlede alt.

Med Mikes allerede skrøbelige tilstand, var situationen dog anderledes desperat. Forberedelserne syntes at gå i vasken, men med personlig overvindendelse begyndte tingene at gå den rigtige vej.

Som et lyn fra en klar himmel blev de tidligere anstrengelser vendt til noget positivt. De havde imidlertid fungeret som bestyrket træning. En opbygning af disciplin, han på senere storværker kunne drage gavn af, havde dermed manifesteret sig.

Det, der adskiller Ommadawn fra Tubular Bells og Hergest Ridge, er den modnede tilgang til helheden. Progressionen er formidabel, og de to dele flyder derudaf uden de mindste sten i skoen.

Tubular Bells er lidt af en showcase i Mikes spirende multiintstrumentale talent, hvor Hergest Ridge var fragmentarisk, og de to sider var lappeløste suiter snarere end sammenhængende kompositioner. Pladen fik en hård medfart af anmelderne, og Mike udtalte også at han ikke rigtigt havde hjertet på rette sted i indspilningsprocessen.

Den af flere omgange tilblevne "Ommadawan Part I" troner rankt og stolt derudad med en ulmende indikation på en angstpanisk protagonist bag roret, særligt i skikkelse af det sindsoprivende, stærke crescendo. "Jeg ønskede at spille elektrisk guitar på en måde, der kunne nå ud og udløse den spænding, der havde bygget sig op", skriver han i sin selvbiografi The Changeling, og udpensler det i et interview: "Jeg skræmte næsten mig selv!"

Verdensmusik før verdensmusik
Mike Oldfield
Det er da også en frygtindgydende guitarsolo, der langsomt vinder ind på én. På det tidspunkt har det sydafrikanske trommeensemble Jabula gjort sit indtog. Ledet af Julian Bahula, er gruppen flygtet fra Apartheids tyranni i hjemlandet. Mike fandt frem til dem via sit lokale bibliotek, der på daværende tidspunkt ikke havde en sektion, der hed verdensmusik.

Selvom Mike Oldfields eget alkoholforbrug var stærkt på retræte, indså han hurtigt, at musikerne ikke kunne levere dét, han havde i tankerne, før der kom øl på bordet. Undervejs blev øllerne suppleret med marijuana, og efter næsten en hel dag med endeløse trommemønstre, kom der endelig hul på bylden. Dernæst entrerede Jabula den rituelle stammetrance, Mike havde ledt efter.

Inden det går helt løst, mikses den vestlige prog.rock og sydafrikanske musik med et mere gælisk indslag. Sangerinden Clodagh Simmons, der er af irsk oprindelse, synger albummets bærende signaturmelodi, der gentages og stiger i intensitet i takt med musikken. Teksten er rent nonsens, en decideret første indskydelse. Man lægger i særlig grad mærke til, at albumtitlen dukker op gentagne gange. 'Ommadawn' er en anglificering af 'amadán', der betyder idiot. Oversat til dansk går tekstbidden således: "Farmand ligger i seng / Katten drikker mælk / Jeg er en idiot / Og jeg griner."

Pauker, basuner, en sværm af akustiske guitarer, tubular bells og amokløben basguitar kulminerer i en monsunregn af et klimaks, ikke set lignende før eller siden. At pompøsitet kan smage så godt, skyldes betingelsesløst de følelser og afsluttende forløsning, komponisten har lagt i værket. Og især den gruopvækkende guitarsolo.

Op til klimakset, har de itonesatte følelser været en prognose på et rensende uvejr. Men med et trylleslag driver skyerne forbi, og "Ommadawn Part 1" rinder ud til lyden af Jabulas repetitive trommeri.

Mike Oldfield 73Part 2
"Ommadawn Part 1" er mere kendt end "Ommadawn Part 2". Det skyldes for så vidt en portion overlegenhed i det kompositoriske, der blev til ved en selvdisciplinær og samtidigt emotionel stroppetur. Den paraaggresive facon fra Part I er afløst af en sentimental og i bakspejlet reflekterende ømsindighed i Part II. Den afsluttende "On Horseback" blev tilføjetsom en direkte modvægt til "Part I"s voldsomme konklusionfor at skabe balance i værket, . "Ommadawn Part II" har dog samme livlige progression, hvor hver sektion flyder over i den næste.

To sekvenser er med til at fremhæve "Part II". I den første spiller Mike Oldfield noget akustisk guitar uden nævneværdig brug af overdubs, indtil Paddy Moloney fra The Chieftainshelt og aldeles overtager musikken for et stykke tidmed sine uillean pipes. Solen skinner langt om længe.

I transitionen til næste sekvens er storebroderen, Terry Oldfield hentet ind for at spille panfløjte, men det er lyden af Grækenland, der vinder størst gehør. En melodi med dertil oplagt zorbakoreografi spilles på mandolin og speedes rykvist op, indtil den elektriske guitarsolo kommer ind med en modstridende melodi, der giver sektionen tilpas kant. Igen med et stormfuldendt klimaks til følge.

Tre sekunders kunstpause. Smuk stilhed. "On Horseback", der også kom som B-side til en single, er en naiv men ikke desto mindre smuk måde at afslutte et lettere tungsindigt værk. Teksten er skrevet i samarbejde med forfatteren William Murray, som var Mikes sambo på The Beacon. William boede på 1. sal, Mike i stueetagen, og mere end deres samarbejde havde de ikke tilfælles. Hvis altså man fraregner, da Williams viderebragte nyheden om Mikes mors død, der lagde endnu en dæmper på hele projektet.

Det lyriske aspekt i "On Horseback" er en afstandtagen til de mennesker, der synes at vil gøre én ondt livet igennem, og en hyldest til ensomheden. Understreget af det meget entusiastiske børnekor i omkvædet efter de reciterede passager, kan man efter 36 minutter drage et lettelsens suk.

Deluxe Edition
Med hjælp fra Virgins promotion gik Mike Oldfields tredje album efter struben på den britiske albumhitliste, og peakede på en flot fjerdeplads. I dag ville et lignende kompromisløst værk hverken opleve så meget kommerciel succes eller kritikerros. Jubilæumsudgaven fra 2010 syntes da også at forbigå i urimelig tavshed blandt de markante meningsdannere på musikbladfronten.

Ommadawn Ommadawn Deluxe Edition er det i virkeligheden de tre varianter af værket, snarere end bonusmaterialet der fænger. Disc 1 byder på en renset 2010-udgave af Mike selv, hvor især de elektriske guitarer træder en kende tydeligere frem. På DVD'en kan den høres i 5.1 surround sound.

Tre småmuntre bonusskæringer er hentet fra det kvadrofonisk skårede bokssæt Boxed fra 1976. Disc 2 er den mere mudrede 1975-version og en demo fra indspilningsprocessen. Bookletten hævder, at demoudgaven er en mirakuløst overlevet optagelse fra de tidlige sessions, hvor spolebåndene knækkede i hobetal. Det virker dog urealistisk, også historisk set. Ifølge The Changeling bliver Jabula hentet sent ind i processen, og de spiller tydeligvis en rolle på demoen. At der stadigvæk er langt op til det endelige resultat må være en anden historie. Oven på indslaget med Clodagh Simmons er her en småobsternasig, lettere ilter Pythonsk sketch uden vitterligt komisk talent. Det er dog interessant at høre Ommadawn i et spædere stadie.

Debutpladen Tubular Bells blev Mike Oldfield aldrig rigtigt tilfreds med. En orkestreret udgave, en to'er, en tre'er, en Millennium-version og en genindspilning fra 2003 har vi måtte trækkes med. I form af den i n'te potens absurde men ikke mindre geniale Amarok, fik vi dog også en Ommadawn II. Med hjælp fra Jabula, Paddy Moloney og Clodagh Simmons blev det bedste fra alle verdener igen parret med den evindelige elektriske storm mellem hjernens to hemisfærer.

Jacob Pertou, 25. maj 2011


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen