Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Danny Kreutzfeldt

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Depeche Mode: 'Black Celebration'
Depeche Mode  Geiger anbefaler!
Black Celebration
(lp, Mute, 1986)

Selvom Depeche Modes nyeste opus, Playing the Angel, er en revitalisering af rang for de gamle britiske eks-synthpoppere, var det alligevel med en underlig nostalgisk følelse, jeg første gang satte den i afspilleren. Tankerne vandrede naturligt ca. 18 år tilbage, hvor hver ugeløn, jeg stadig fik af mine forældre, omgående blev omsat i hvad som helst, jeg stadig manglede med netop dette band. Hver onsdag – også under de mest horrible vejrforhold – gjaldt det bare om at komme op på cyklen, trille de ti kilometer ind til Pladeshoppen i Silkeborg og forvandle lort (penge) til guld (glinsende ny, sort eller allerhelst flerfarvet Depeche Mode-vinyl). Hvorfor? Fordi Depeche Mode var alt det, jeg gerne selv ville være. Sorte, dekadente, raffinerede, intellektuelle, følsomme – voksne på den måde, jeg selv ønskede at blive det engang. Og selvom den 13-årige spinkle, kiksede og utilpassede bondeknolds spirende drøm nok aldrig helt blev indfriet, startede den på min blå mandag i maj 1987, hvor Black Celebration som den første af mange titler røg ned i posen. Ikke en ringe plade at lære af, hvis man ville være sort! Og selvom Depeche Mode i dag må dele mit hjerte med et stort antal både nyere og ældre orkestre – de er bestemt ikke de eneste længere – var det den plade, der mere end nogen andre tatoverede deres navn ind i min sjæl.

Black Celebration var – for sangeren David Gahan, sangskriveren Martin Gore, forretningsmanden Andy Fletcher og multimusikeren/arrangøren Alan Wilder – den endelige kulmination på den udvikling fra letbenet synthpop til mørk og industriel, nærmest gotisk widescreen-musik, bandet så småt indledte i 1982 med albummet A Broken Frame. En plade, som ganske vist ikke helt formåede at frigøre sig fra de popformler, ex-lederen Vince Clarke havde benyttet sig af på debuten Speak and Spell (1981), men alligevel præsenterede Gore som en væsentligt mere eventyrlysten, sammensat og indadvendt sangsmed end sin forgænger. Og da bandet forlod den rene, analoge synthlyd på efterfølgeren Construction Time Again (1983), var det blandt de første til at skabe et samplerbaseret album, som i øvrigt legede med både metalpercussion og industrielle teksturer. Endda i sange som ”Everything Counts” og ”Pipeline”, som i deres uforsonlige socialistiske observans var en total antidosis til gamle hits som ”Just Can't Get Enough” og ”The Meaning of Love”. Og selvom Some Great Reward (1984) musikalsk set var mere ujævn, raffinerede, udvidede og afrundede pladen bandets udtryk sideløbende med, at temaer som religion og seksualitet blev føjet til den lyriske dagsorden. Da singleopsamlingen The Singles ramte gaden i 1985, afslørede to nye sange – ”It's Called a Heart” og især den cinematiske, hjemsøgte ”Shake the Disease” – da også, at Depeche Mode var blevet en moden, reflekteret og selvsikker enhed et sted mellem popscenen og postpunk-avantgarden, som stod på kanten til at bedrive et hovedværk.

Netop dét første hovedværk – de andre må være Violator (1990), den anderledes rockorienterede Songs of Faith and Devotion fra 1993 og muligvis Playing the Angel, selvom den stadig har langtidsholdbarheden at bevise – er Black Celebration. Et massivt konceptalbum om, som det blev formuleret to år før på Some Great Reward, ”The times we live in and life in general”. Et album, der millimeterpræcist skildrer individets neurotiske flimren mellem på den ene side omverdenens løgnagtige, fremmedgørende faktorer og det intime livs ikke mindre gyngende grund. Og et album, der hele tiden er så dæmonisk vidende, at det gør ondt. Fortælleren i Martin Gores tekster, som størstedelen af tiden bliver perfekt og indtrængende fremført med Gahans mørke croon, er nok en ynkelig størrelse, der, som de fleste moderne mennesker, frygter døden, sammenbruddet, løgnen, intetheden og stupiditeten omkring sig, men han er også langt fra selv uskyldig. Specielt seksuelt kan han være et temmelig stort bæst, når det slår ham – og bestemt ikke kun, når der skal leges ”master and servant” på lagnerne og det derfor er helt i orden. Nej, han er akkurat lige så kynisk, troløs og ustadig som den omgivende verden – og hvad værre er: 100 procent bevidst om det. Tag blot ”A Question of Time”, hvor fortælleren på overfladen ønsker at beskytte en 15-årig pige mod sit eget køns lumre, beregnende hensigter, blot for at afsløre dig selv med ordene: ”Sometimes I don't blame them / For wanting you / You look good / And they need something to do / Until I look at you / And then I condemn them / I know my kind / What goes on in our minds”! Eller den på en gang desperat knugende og komplet samvittighedsløse ”A Question of Lust”, hvor fortælleren åbenlyst indrømmer, at han er utro på stribe, men stadig synger nøgne, sårbare linjer som ”Fragile / Like a baby in your arms / Be gentle with me / I'd never willingly do you harm”. Kort sagt: På Black Celebration kommer kærligheden under ingen omstændigheder uden skyld, smerte eller andre stænk af bitterhed og råddenskab. Ikke for ingenting er én af pladens mest opløftende sange SM-scenariet ”Dressed in Black”, hvor hovedpersonen vrider sig på gulvet under pisken og tænker på, hvor meget hele situationen minder om hans forhold til verden som helhed. Nok er han kuet og magtesløs, men en masochistisk lystfølelse får ham alligevel til at sluge endnu en dag i instinktets og (døds- eller livs-?)driftens navn. Og netop instinktet – den rå tørst efter at være til både i og uden for sengen, smerteniveauet underordnet – er egentlig den eneste værdi, der står tilbage, når alt andet (ikke mindst moralen) er brudt sammen. Det er det, der kaldes på i den nærmest programmatiske ”Stripped” gennem linjen ”Let me see you stripped down to the bone”. Det er det, der resterer i ytringen ”Though it's not love / It means something” (”World Full of Nothing”). Det er det, der indrammes i “Fly on the Windscreen – Final”, hvor billedrækken af lam hos slagteren, døde fluer i vindueskarmen og timer, der iler frem mod ophøret, stilles op mod den desperate kommando ”Come here / Kiss me / Now”. Og det er det, der er den spæde dynamo i titelnummeret, hvor alle dagens ofre, tab og smerter lindres i kærestens favn. ”Memento Mori” kunne sloganet lyde – men kun i forløsningen af drifterne er der et reelt alternativ. Modsat specielt gruppens senere plader er der ingen Gud i himlen og ingen Marx på bogreolen. Mennesket er ensomt, anløbent og overladt til at søge frelsen i de ynkelige rester natur, det bærer i sig selv. Kun på den afsluttende ”New Dress” opfordres der til politisk handling – men selv her virker opfordringen til at stemme for at ændre verden underligt tynd og kraftløs. Som noget, man lige så godt kan gøre i mangel af bedre, så man i det mindste ikke er med til at forstærke elendigheden.

Depeche ModeMusikalsk set er albummet også forstemmende – endda i en meget forfinet og til tider næsten symfonisk grad. Det er på alle måder lyden af et technopop-band, der møder den gotiske rocks atmosfærer og tilpasser dem det elektroniske format. Ikke for ingenting blev bandet i denne periode ofte associeret med The Cure og New Order, for Depeche Mode gjorde sig i en på mange måder lignende blanding af det cinematisk dystre/dramatiske og det iørefaldende/dansable. Men rummet er stort og svulmende som i den klassiske musiktradition, bandet skulle nærme sig endnu tydeligere på den efterfølgende Music For the Masses (1987), og Depeche Mode er på alle måder ude ovre både de legesyge sampler-eksperimenter på de foregående albums, ligesom den enkle, naive og slagfærdige popform fra de tidlige plader helt er forsvundet. Det elektroniske håndværk sidder på rygraden, og nu skal det strækkes. Det bliver det især på mini-symfonien ”Stripped”, der starter med en digitaliseret hjerte- eller motorrytme – forskellen er bevidst sløret – følges op af en lang række perfekt sammenvævede synth-riffs og en kuperet, massiv rytmik for at kulminere i en lamslående smuk – men naturligvis også desperat – ophobning af vokallinjer og returnerende motiver. Det er selve synthpoppen som kunstform, der kulminerer her. Og hverken titelnummeret eller ”A Question of Lust” er langt fra – det første med sin gyser-collage af forvrængede dyreskrig, der fører over i en storslået omgang gotisk anti-pop, det andet med sit langsomme, majestætiske og uhyre detaljerede flow. Omvendt byder albummet på en række velformede uptempo-numre, hvoraf især ”A Question of Time” og ”Fly on the Windscreen – Final” udmærker sig positivt. ”A Question of Time” med en industrielt frembrusende rytmik og et fængende svejser-riff, der matcher Gahans sammenbidte, lettere forpustede vokalføring perfekt. ”Fly on the Windscreen – Final” med sine mekaniske trommer, sit samplede, umenneskelige hvæs og en række temaer, der spartansk, men effektivt fylder kompositionen ud. Det bedste ved Black Celebration er dog den måde, selv de mindre markante sange – f.eks. den tågede klaverballade ”Sometimes”, bjælde- og kor-arrangementet ”It Doesn't Matter Two” og den næsten kammermusik-agtige ”Dressed in Black” – beriger helheden på. Vel er de ikke højdepunkter i pladens svedne landskab, men de er med til at forme det. De udfylder og varierer udsigten. De giver den så at sige widescreen-format, så man får hele miseren med – fra yderst til inderst. I alle tænkelige nuancer af sort – og der er faktisk mange, hvis man lader Depeche Mode opregne dem!

Derfor kan Black Celebration stadig – næsten 20 år senere – give den noget forvoksede udgave af den 13-årige bonderøv lyst til at smøre sort eyeliner på og købe sig fattig i læder. Når først pladen er sat på, er man stadig lige så opslugt af dens plumrådne romantik som dengang sidst i 80'erne, og man ænser ikke en gang, at lydene og selve stilen hører en svunden musikalsk epoke til. Arrangementernes raffinement, Gahans vokaler og Gores enkle, men subtile sange transcenderer tid og sted – og selvom vi skriver 2005, er der stadig grund til en ”black celebration” hver aften, om man vil.

Steffen B. Pedersen, 1. jan 2006


Yderligere information

www.depechemode.com

Eller besøg evt. bryggeriet bag øllen, der er opkaldt efter pladen:

www.baggaardsbryggeriet.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Depeche Mode
Touring The Angel – Live In Milan



Depeche Mode
NRGI Park, Århus, 7/6, 2006



Depeche Mode
Parken, København, 25/02/06



Depeche Mode
Playing The Angel



Depeche Mode
Sounds Of The Universe



The Cure
Hypnagogic States ep



The Cure
Seventeen Seconds - Deluxe Edition



The Cure
The Top - Deluxe Edition



Ministry
Houses Of The Molé


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen