Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Majessic Dreams

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Woyzeck  (Vesturport & Reykjavik City Theater, musik af Nick Cave/Warren Ellis): 'ILT09, 15. juni, Musikhuset, Århus'
Woyzeck (Vesturport & Reykjavik City Theater, musik af Nick Cave/Warren Ellis)
ILT09, 15. juni, Musikhuset, Århus
(teater)

ILT er navnet på en ny international teaterfestival, som for tiden kører i Århus. En af de store satsninger på denne festival er det islandske teaterkompagni Vesturports iscenesættelse af Georg Büchners tragedie Woyzeck, og her kunne titlen næsten være ”mangel på ilt”. I hvert fald står iscenesættelsen i de druknendes tegn. Hovedpersonen udsættes for eksperimenter, hvor hans hoved bliver lukket inde i en slags fiskebowle, der fyldes med vand. Og han kommer igen og igen druknedøden nær, mens folk omkring ham hånligt udbryder: ”A man's gotta drink!”. Slutbilledet viser Woyzecks slappe krop flyde rundt i et basin sammen med hustruen Maria, som han forinden har druknet i et anfald af jalousi og i en scene, der får en til at formode, at skuespillerinden Nina Dogg Filippusdottir må have været udsat for tilsvarende nær-druknedøds-eksperimenter som den fiktive Woyzeck i forberedelserne til stykket (her var det i øvrigt svært ikke at sende en tanke til Lars von Triers meget omtalte Anti Christ-film, hvor den unge hustru kvæles af manden, og hvor Charlotte Gainsbourg angiveligt forinden måtte forberede sig grundigt ved bl.a. at studere sadomasochistiske film med kvælnings-fetich).

Nuvel, i Büchners tekst og i de fleste versioner af Woyzeck dolkes Maria. Men på sin vis er det konsekvent, at hun her druknes. I Vesturports version flyder (fristes man til at sige) vandet nemlig igennem stykket som central metafor – lige fra Woyzeck i en af de første scener må lade vandet og følgende hånes for denne dyriske trang til at ”træde af på naturens vegne” til vandet altså helt opsluger verden. Både gennem en apokalyptisk regn og gennem det underjordiske basin, der skænkes folket som en gave til fryd og gammen, men viser sig at være en dødsfælde.

Og igen og igen hånes Woyzeck med frasen ”A man's gotta drink”, mens vandet tages i brug i (lige lovlig mange) sarkastiske dåbsritualer, som netop fører til døden, ikke til det evige liv. Maria sammenlignes med Bibelens Maria Magdalene, skøgen, der vaskede Jesus' fødder. Men her er det altså hende selv, der nedsænkes i vand og dræbes af hendes mand, der ikke formår at tilgive hende for at synde med en anden mand, den mefisto-lignende tambumajor.

Det er ikke overraskende, at man har indbudt Nick Cave til at sætte musik til denne forestilling, og ikke overraskende, at han har takket ja. Cave har altid interesseret sig for samfundets udstødte og for drabet som yderste konsekvens. Hans egen Euchrid-figur fra romanen And the Ass Saw the Angel kan i høj grad siges at være en Woyzeck-figur. Et individ, der hånes, udstødes og behandles som et dyr af det lille, hykleriske samfund for siden at vende tilbage som morder og på tragisk vis netop myrde den, der synes at vise en vej ud af sumpen med løfter om kærlighed. Også i denne roman som i så mange af Caves sange falder regnen uophørligt med gammeltestamentelig kraft. Sumpens Sinatra – som Cave er blevet kaldt – har altid været i ledtog med det flydende element, mudderet, regnen, ildvandet. Og selvfølgelig blodet.

Og at blodet kommer til at flyde, det ved man, når man går ind og ser Woyzeck. Som i en af Caves mange murder ballads er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt nogen bliver myrdet eller ej, men om, hvordan det vises. Det uundgåelige slutpunkt for Woyzecks ydmygelser og hans ledsagende vrangforestillinger er mordet på hans hustru, den eneste, der ellers synes at være et holdepunkt for ham i denne glatte, flydende verden, hvor selv hans tanker flyder i alle retninger som vraggods.

Büchners stykke er et såkaldt ufuldendt mesterværk, da det ved forfatterens tidlige død i 1837 lå tilbage som en bunke fragmenter. Dette faktum kombineret med værkets i forvejen meget tvetydige karakter har dog kun gjort det desto mere attraktivt at arbejde med for mange instruktører. Teksten er åben og inviterer såldes til stadig nye fortolkninger. Det hjælper selvfølgelig også, at Büchners tekst ikke bare er stærk, men også forbløffende moderne. Selvom den altså er fra 1837, foregriber den både Darwins diskussion af den flydende grænse mellem dyr og menneske og Nietzsches udsagn om Guds død.

Da Tom Waits satte musik til Robert Wilsons version af stykket på Betty Nansen Teatret i 2000, hed det ”God's away on business”. I Vesturports version er Gud ikke en fraværende forretningsmand, men derimod en afdanket entertainer, en Elvis-agtig flødebollecrooner, der for længst har fået mimrekort til Las Vegas og vel snart kollapser over sit komiske miniature-klaver. ”Elvis has left the building” kan man vist roligt sige, da han allerede tidligt i stykket forlader scenen (og man så ham aldrig siden).

Jeg fik aldrig set Robert Wilson's Woyzeck på Betty Nansen, men har hørt Waits' musik, der fik selvstændigt liv i form af albummet Blood Money (2003). På den baggrund må jeg nok konkludere, at Waits har lagt mere af sig selv i sangene, end Cave har. Cave har skabt musikken sammen med sin tro kumpan, den fabelagtige violinist m.m. Warren Ellis, og den giver god mening i stykket, ligesom den bestemt bærer Caves klare signatur. Men ligefrem at forestille sig Cave lave et selvstændigt album med disse sange er noget sværere. Det er selvfølgelig heller ikke nødvendigt, så længe det bare fungerer på stykkets præmisser, og det gør det heldigvis. Caves format som sangskriver gør, at han kan bevæge sig ind og ud af synspunkter og karakterer, fra Woyzecks kejtede serenade til Maria til tamburmajorens dæmoniske forførelse, fra crooner-gudens kitschede selvfedme til lavkomiske worksongs. Musikken spilles delvist live på scenen, men mange dele afvikles også som båndet musik. F.eks. den krybende og sørgmodige baggrundsmusik, der især tegnes af Ellis' smerteligt smukke violinspil.

Musikken står sig smukt til det visuelle udtryk, en blanding af barok kitsch med musicerende englebasser og plastikblomster, britisk minearbejdermiljø og dystert post-apokalyptisk, underjordisk kloaklandskab. Kitsch-faktoren når sit højdepunkt i scenen, hvor Maria forføres af tamburmajoren. En duet med blomster som mikrofoner og orgastiske vandpjask. Det klæder faktisk forestillingen at gå til yderligheder i disse barokke sekvenser, der viser en dekadence, som står i grel modsætning til de fattige folks vilkår. I det hele taget er der scenografisk tale om et imponerende stykke. Jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk, da jeg læste om indlagte luftakrobatiknumre og undervandsscener, men selvom der vitterlig er masser af bombastiske effekter, så er de altid velbegrundede i historien. Selv tamburmajorens entré svævende over publikum som trapezkunstner bliver ikke bare et stur stur nummer, men har faktisk stor symbolværdi i stykket. Det samme har den oppustelige jordklode, der skydes ud til publikum til stor morskab i en scene, hvor tamburmajoren leger apport med den underdanige kaptajn som logrende køter. Woyzeck hånes for sin dyriske natur af selvsamme kaptajn, der på hyklerisk vis konstant understreger, at han selv er et godt menneske med dyd og værdighed. Men som det fremgår, skal der ikke meget til for, at dyret også træder frem her.

Dog kan det ikke nægtes, at de mange spektakulære effekter til dels virker distanceblændende. Imponerende som de er, kommer de også nemt til at lægge fokus på de sportsagtige præstationer, hvor man f.eks. forundres over, hvor længe en skuespiller kan holde vejret, frem for at blive suget ind af tragedien, at en kvinde druknes af sin mand. Det er, som når man overværer en tryllekunstner og frem for at fyldes med fortryllet undren over magien sidder og spekulerer på, hvordan han mon udfører tricket.

Magien og tragediens udrensende katharsis udeblev altså delvist for undertegnede. Alligevel må man tage hatten af for et stærkt stykke, der både visuelt og musikalsk er en overbevisende gendigtning af et af teaterverdenens mest fascinerende stykker.

(Woyzeck spiller igen i aften, 16. juni, i Musikhuset Aarhus. ILT09-festivalen fortsætter frem til 18. juni).

Rasmus Steffensen, 16. jun 2009


Yderligere information

www.ilt09.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen