Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The Late Parade

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
UMA: 'Drop Your Soul'
UMA
Drop Your Soul
(ep, Seayou Records, 2012)

Kan man smide sin sjæl? Det mener Ella og Florian i hvert fald. De er mand og kone bosiddende i Berlin, og med deres dystre elektroniske musikeksperimenter vil de invitere os med ind i deres univers af knitrende mystik. Men det lykkes kun delvist på en ellers overordnet godkendt EP-debut, hvor deres potentiale stadig skinner igennem.

Når de første toner siver ud af anlægget, bliver man hurtigt klar over, at det mystiske kunstnernavn og det lettere dystre cover står i forbindelse med UMAs musik. Titelnummeret "Drop Your Soul" (featuring Silver Apples) er et transcenderende elektronisk nummer, hvor forsangerinden Ella smyger sin varme vokal rundt om diverse musikeksperimenter. Melodien er der, men den bliver brutalt ødelagt af en knusende, knitrende bas, som eksploderer i hovedet på lytteren. Her minder det en smule om James Blake og hans metoder til at opbygge stemninger for derefter at nedbryde dem, og nummeret viser samtidigt duoens evne til at konstruere en dyster melodi tilsat en skæv hypnotiserende rytme. Man hører også tydeligt den legendariske gruppe Silver Apples på nummeret, som er kendt for deres simple synthezisere og deres psykedeliske lyd. "Drop Your Soul" bliver derfor dyppet i forvrænget psych og leger både med rytme og sang, så hovedet til sidst taber fornemmelsen for nummeret. Det skyldes desværre en grundlæggende forvirring af, om det psykedeliske nu var en god idé, eller om UMA ikke bare skulle have lavet sangen alene.

Lag på lag
UMA ejer lidt af de samme kvaliteter som danske Giana Factory og deres dystre, men melodiske lydlandskab. Ellas smukke røst minder også lidt om Sofie Johannes' stemme, men her stopper lighederne. For hvor Giana Factory bruger mange instrumenter i deres enkle, melankolske musikunivers, så bruger UMA lag på lag-metoden. Det gælder også stemmen, der er blevet optaget for derefter at blive genspillet igen og igen i nye former og størrelser. Denne måde at opbygge en sang på bruger UMA heftigt, så lagene bliver flere og flere, og detaljerigdommen kan forstås som slyngende grene om lytteren. Drop Your Soul er et sted, hvor lytteren enten bliver væk i skoven af krogede og sammenflettede lyde, eller et sted, hvor lytteren finder små blomster hængende fra de indviklede trækroner. Begge skæbner overgår UMA. For på sangen "Mirror//Dignity" forløses idéerne bare ikke. De er der, og man smiler over de pudsige rytmer og abrupte lydbidder, men man får ikke fornemmelsen af, at eksperimenternes veje fører mod et egentlig mål. Til gengæld er "Birds" en groovy sag. Ellas stemme bliver her også optaget og genspillet igen og igen, men hele tiden i nye sammenhænge, der får trækronerne til at gro helt op i himlen. Man begynder endda at vippe med hovedet helt hypnotiseret over de elektroniske klangflader og rytmiske basslag. Det bobler og knitrer lystigt, og sangen er et pragteksemplar på en god brug af lag på lag-teknikken.

En mislykket drømmerejse
"Dream Machine" er et fint nummer på EP'en, men det formår ikke rigtigt at ramme følelserne. Og skal man tage teksten alvorligt i sangen om at bygge en drømmemaskine, så mislykkede det desværre. Sangen indeholder ikke de elementer, der skal til for at skabe drømmebilleder på nethinden. Den tegner til gengæld et hypnotiserende pendulbillede foran hornhinden, hvor spiralerne drejer rundt og rundt, mens de suges mod midten af pendulet. Men hypnosen fungerer ikke, og man bliver derfor forvirret og træt af de gentagende ord og rytmer, som spiralerne tegner.

Den rette sparringspartner
Ved vellykket samarbejde og hårdt slid opnår man de bedste resultater sammen. Det udsagn kan de fleste være enig i. Men hvordan finder man denne partner, som maksimerer og udfolder ens eget potentiale og leder det nye veje hen? Det er måske mest op til heldet eller tilfældet?

Om det var held eller tilfælde, som skinnede ned på UMA, da den japanske electronica-musiker Yosi Horikawa kastede sig over titelnummeret "Drop Your Soul" og remixede det, vides ikke. Det man imidlertid kan fastslå er, at remixet, som findes på EP'en, er meget succesfuldt. Silver Apples dyppede sangen i psych, og Yosi Horikawa krydrer den nu med dansable og lyse rytmer. Og det klæder det ellers meget melankolske nummer, der får en mere udadvendt side. Denne kontrast er vellykket og viser sig tydeligt, når man hører Ellas længselsfulde stemme, der også blander "bløde" elektroniske impulser i melankoliens tætte tåge. Så når omkvædets lokkende linjer rammer én med "drop your soul like I drop my name", så får man lyst til at danse sin sjæl ud af kroppen og glemme ens eget navn. En herlig sang, der med den rette partner, udvikler sig til at blive fantastisk.

Man kan gætte på, om UMA forfølger den rytmiske og lyse sti på deres næste plade, eller om de går den mere psykedeliske og mørke vej. Men det dansable udtryk virker som den mest succesfulde vej for UMA at gå. Det komplimenterer dem i hvert fald bedre end de psykedeliske toner, der ikke passer til den melankolske og dystre stil, som UMA klæder sig i på deres fine debut af en EP.

 

Stinus S. Kirkeskov, 18. maj 2012


Yderligere information

http://www.seayourecords.com/

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen