Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» :Of the Wand & the Moon:

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
EMPortal: 'Joint Efforts - The Album', Megatone: 'Pure Land', Megatone: 'Tales of Knights and Magic', Julian Ray: 'Argonauts of Kosmos', Erich Z. Schlagzeug: 'Krieg'
EMPortal
Joint Efforts - The Album
(Dobbelt CD, EMProductions, 2010)
Geiger anbefaler! 
EMPortal: 'Joint Efforts - The Album', Megatone: 'Pure Land', Megatone: 'Tales of Knights and Magic', Julian Ray: 'Argonauts of Kosmos', Erich Z. Schlagzeug: 'Krieg'
Megatone
Pure Land
(mp3, TIBProd, 2008)
 
EMPortal: 'Joint Efforts - The Album', Megatone: 'Pure Land', Megatone: 'Tales of Knights and Magic', Julian Ray: 'Argonauts of Kosmos', Erich Z. Schlagzeug: 'Krieg'
Megatone
Tales of Knights and Magic
(mp3, Midlertidigt uudgivet, 2010)
 
EMPortal: 'Joint Efforts - The Album', Megatone: 'Pure Land', Megatone: 'Tales of Knights and Magic', Julian Ray: 'Argonauts of Kosmos', Erich Z. Schlagzeug: 'Krieg'
Julian Ray
Argonauts of Kosmos
(mp3, Egen udgivelse, 2010)
 
EMPortal: 'Joint Efforts - The Album', Megatone: 'Pure Land', Megatone: 'Tales of Knights and Magic', Julian Ray: 'Argonauts of Kosmos', Erich Z. Schlagzeug: 'Krieg'
Erich Z. Schlagzeug
Krieg
(mp3, Ambientlive, 2010)
 

Det finere kulturkodeks har per definition påført den elektroniske musik syvmilestøvler og hilst fremtiden velkommen. I mellemtiden er nogle steget af. Der findes nemlig stadig udøvere af 70'er-elektronikaens værdier. På overfladen ikke uden problematikker til følge. Nærmere kradsen i lakken afslører dog en admirabel ærlighed hos kunstnerne. Nogle af dem residerer på et forum, der ikke forfalder til online-injurier og ukritisk smalltalk.

I foråret lykkedes det forummet EMPortal.info at udgive en sampler med tyve af dets brugere. På daværende tidspunkt havde administratoren lagt mange resurser i projektet. Han måtte ligeledes hæfte for en eventuel økonomisk fiasko, da et CD-trykkeri skulle involveres.

Det lyder måske banalt, men det at involvere et CD-trykkeri i forbindelse med den nævnte type musik er et risikabelt sats, der må uddybes i flere afsnit.

Kort skitseret besidder de fleste bidrag på Joint Efforts - The Album genrebetegnelsen Berliner Schules fundament. Det vil sige en 1970'er-perspektivering af Basso Continuo-begrebet: Gradvist synkroniserede sequencerfigurer tilsat impromptu soli på primært monofone keyboardaggregater.

Her støder vi på første benspænd. For med en vis rutine i førnævnte praksis kan der komme mere fra hånden, end der kan fordøjes. (Det var måske derfor ikonerne Tangerine Dream i 1980 indførte setlisten og senere hen dovnede sig vej gennem koncerterne?)

Med andre ord: outputtet er simpelthen højere, end hvad menigmand kan kapere.

Dilemma nummer to: Hobbymusikere, der vægter egen maskinpark højere end udbredelsen af deres musik, og som ikke kan betale for en udgivelse på compact disc. Med internettets distributionsmuligheder kan man - selv på et meget trængt marked - blive hørt. Derfor er der fristende at springe den fysiske udgivelse over. Dette er dog ikke uden komplikationer. Begrænsningen er en kunst. Også i denne meget udsvævende elektroniske musik, hvor en negligeret sequencerostinat kan løbe løbsk i halve timer. Kan det retfærdiggøres på en dyr CD?

Problemet er der heldigvis taget højde for på dobbelt-cd'en Joint Efforts - The Album. De tyve bidrag har alle en spilletid på under otte minutter. Min teori er, at musikerne har måttet lægge deres hjerner i blød for at skabe helheder inden for de korte tidsintervaller. Men det lykkes. Og albummet er kompileret således, at de mere energiske bidrag er at finde på første skive. Anden halvdel er mere ambient eller - gud forbyde mig at sige det - newage influeret.

En essentiel faldgrube, som opsamlingen også bygger bro over, er indpakningen. Fotos fra koncerter med nogle af genrefællerne afslører en generel foragt for image. Vi snakker jeans og ølmave i t-shirt. Måske med noget batik eller et forvasket bandlogo. Og som et ekstravagant lysshow afhænger det af hvor meget gear, der kan lyse scenen op.

Ligeledes bliver albumcoverne behandlet med samme venstrehåndsarbejde. Hvor punkerne i sluthalvfjerdserne lavede stor kunst med sprittusch og kopimaskine, halter det med "EM"-udøvernes DIY-æstetik. Skåret over én kam, så dominerer den generiske computergrafik, primært med billeder fra det ydre rum. I stor stil. Især den dårlige.

I alliance med et professionelt designteam tager Joint Efforts - The Album sig godt ud på en scene, hvor det visuelle vinder mindre og mindre indpas.

Set i et mere positivt perspektiv, når der bliver skrællet ind til benet: Image, salgstal og begrænsninger er ikke alt. Når sequencereren makker ret, kan man fornemme Bach vende sig i graven af fryd. Og når minimoogen stemmer, og kun de rigtige taster rammes på de rigtige tidspunkter, så findes der ikke ærligere eller smukkere musik.

En af bidragsyderne på Joint Efforts - The Album er Megatone. Kunstnernavnet stammer givetvis fra Klaus Schulzes såkaldte Wahnfried-projekt, der udgav en lp af samme navn i 1984. Dog vejer kærligheden til halvfjerdserbombasten tungere end Klaus Schulze. Jeg tænker Walter Carlos og hans Welltempered Synthesizer. Jeg tænker Vangelis' China. Jeg tænker Pete Townshends soundtrack til Tommy. Og David Bedfords Instructions For Angels.

Megatones Pure Land dyrker ikke de langtrukne forløb. Tværtom består albummet af mange, korte numre. De første seks er bud på orgelombruste præludier.

Derefter bliver stemningen anderledes dunkel i cue-lignende sekvenser. Alt sammen konstrueret meget picturesque bortset fra sidste skæring, der (helt uventet) pisker energiniveauet op i et fængende trancearrangement.

Megatone alias moldoviske Marcel Gherman har på egen hånd kreeret et album, der har solide, soundtrackmæssige kvaliteter. Var Pure Land en film, var det en film, jeg godt gad se.

Dog er det at lytte til Pure Land i sin helhed lidt som at læse en Dungeons & Dragons bog fra ende til anden. Man kan nemlig sagtens udvælge sit eget episke forløb ud fra diverse overspringshandlinger og kreere forskellige historier ud fra de 18 numre. Ellers kan hele møllen godt være lidt træg. Ikke fordi enkelte skæringer som sådan er ringere end andre. Pure Land er faktisk et smukt og stærkt album. Men alt med måde, ikke sandt?

Anderledes problematisk tager Tales of Knights and Magic sig ud. Marcel fortæller, at det er hans mest bearbejdede værk til dato. Det kan man desværre godt høre. Modsat Pure Land flyder melodierne ikke så ubesværet. Enkelte numre er så pinligt ringe, at man ufrivilligt tænker Richard Clayderman udsat for stopdans. Det er klinisk muzak, men uden evnen til at lade lytteren være.

Klaviaturets melodier hakker sig vej gennem adskillige numre og bliver hurtigt så forudsigeligt, at man trodsigt sidder og spiller luftakkorder til.

Nuvel, enkelte gange rammes hovedet på sømmet og så fungerer neo-klassicismen. Men i al beskedenhed kan Megatone nok prise sig lykkelig over, at ingen pladeselskaber har bidt på krogen. For Tales of Knights and Magic kunne være et fint-fint album i alliance med en sparringspartner. Numrene mangler at få slebet kanterne af, udglattet de bastante akkorder, og måske skulle de syntetiske klange erstattes med rigtige instrumenter.

Jeg ville så gerne kunne nyde dette album, men det lider under for store armbevægelser. På sin vis er det oprigtigt nok, men også ekstremt konstrueret og anstrengende.

Julian Ray, som også har sin gang på EMPortal, hører til det fællesskab, der bruger det ydre rum som inspirationskilde. Argonauts of Kosmos er vævet sammen af stjernemasse, hedder det sig. Konceptet er ret ligegyldigt for en jordbunden type som mig. Hvordan kan man omskrive noget, man aldrig har haft reel kontakt med, til musik?. Det kosmiske stempel har altid reddet denne type musik som en mare. Sådan er det bare. Dette skal dog ikke ligge Julian Ray til last, for han har lavet et flot album. Især lyddesignet er lækkert. På hans hjemmeside kan man endda hente lydbidder, han selv har kreeret, og flette det ind i sine egne kompositioner.

Overordnet set er albummet meget tilbagelænet, og hvert track er drevet af simple motiver, som skærer igennem den tykke mur af æteriske klange.

Albummet indeholder også et mindre hit i "Subspace", der med sin akustiske guitar-replika fænger noget så eftertrykkeligt.

72 minutter er dog nok for stor en mundfuld kosmisk hengivenhed. De up-tempo tracks er albummets force. Og forcen kan man med fordel bruge, for jo mere tilbagelænet det bliver, desto mindre vedkommende er det.

Julian Ray har lagt hele Argonauts of Kosmos ud som stream på sin hjemmeside, hvor man selv kan danne sig det endegyldige indtryk.

Sidste bidrag i denne omgang er særligt interessant. For det første præ-daterer det stilistisk den tidligere beskrevne Berliner Schule. For det andet er det hamrende germanofilt.

Vi er tilbage i 1970/1971. Dengang hvor bands som Tangerine Dream og Ash Ra Tempel søgte en identitet baseret på den lyd, Pink Floyd introducerede på A Saucerful of Secrets og Ummagumma.

Bag det lettere grinagtige Erich Z. Schlagzeug-psedonym er alt dog pure alvor. Emnet er krig, og musikken er svimlende narkotisk. De tre sidelange ekskursioner er mareridtsagtige trips, hvor man famler i desperation efter fodfæste. På sin vis ligeså nyttesløst som sit forlæg. De udviskede guitarmosaikker indgyder intet håb om forsoning, de krystalliserede trommesalver er harmfuldt uberegnelige, alt imens en mæglende basguitar blot opildner til mere konflikt. Det er i sandhed brutalt.

Behøver jeg sige andet, end at det her er skidegodt? Endda med en stor portion jysk beskedenhed.

Typisk for de anmeldte kunstnere og deres udgivelser er, at de blot er fire tilfældige blandt mange, der ofte annonceres på EMPortal. På forummet er der lidt en skævvridning af forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Det er slet ikke, fordi udbuddet er ringe. Overliggeren er højt sat, og mange profilerede og etablerede acts med lang forhistorie frekventerer jævnligt EMPortal.

Jeg er Megatone, Julian Ray og Erich Z. Schlagzeug dybt taknemmelige for deres fine bidrag, men det bliver opsamlingen Joint Efforts - The Album, der vinder både anmelder- og publikumsprisen.

Jacob Pertou, 20. nov 2010


Yderligere information

EMPortal.info

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen