Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» My Friend George

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Uffe Truust: 'STAGES - Filmen om bandet Dúné'
Uffe Truust
STAGES - Filmen om bandet Dúné
(dvd, Beat Film/Parts and Labor, 2010)

"Jeg føler mig virkelig så heldig, fordi... jeg vil bare så gerne væk!" Ungdomsportrættet STAGES er en hurtigt glemt, men ganske sjov og rørende film, som man sagtens kan se uden at have den fjerneste interesse for Dúnés musik.

Det unge danske band Dúné består, som de fleste efterhånden vil vide, af syv vældigt unge mennesker fra Skive. Musikalsk repræsenterer de for denne anmelder en gennemsnitlig, tidstypisk og ligegyldig udgave af det, der i dag kaldes indiepop. Heldigvis spiller musikken en uhyre begrænset rolle i portrætfilmen STAGES, som i stedet koncentrerer sig om at skildre bandmedlemmernes sidste teenageår. Resultatet føles meget nært og personligt, og som med alle personlige dokumentarfilm er det svært at beskrive, præcis hvorfor det her lille stykke liv egentlig er værd at se på. Men mindst en af grundene er instruktørens fine blik for balancen mellem det på en gang typiske og vanvittige i det dúnéske ungdomsliv.

Filmen starter hjemme i Skive, hvor rektor på gymnasiet gerne vil sige tillykke med P3-prisen. Bandet virker lige dele stolte og rædselsslagne over opmærksomheden. Snart efter bliver de studenter, og vi følger dem til de sidste hektiske fester, under afskeden med vennerne, i haver med snobrød og rød sodavand - kort sagt i trygge omgivelser. Derfra katapulteres stjernefrøene nærmest ud i verden på en turné, hvis første koncert er for 15.000 mennesker på en tysk festival. "Hier sind sie... Dúné!" Bandet går på scenen med voldsomme tømmermænd, og specielt én fortryder bagefter at have givet helt slip under de foregående tre dages fester: "Tænk, at vi skal lave det her de næste to år. Det var rædselsfuldt. Det lød jo ad helvede til. Og jeg vil gerne leve af det her!" Men turnéen - og festerne - fortsætter selvfølgelig.

Den første del af filmen minder lidt om Lise Roos' dokumentarserie om københavnske gymnasieelever, Frikvarteret, som blev sendt på TV2 i 1995 - bare på midtjysk. Små og store refleksioner over livet og kærligheden blander sig med optrin fra fester og værelser med idolplakater. Det er ofte hylende morsomt, men aldrig på de unges bekostning, for man husker det hele fra sig selv. Udlængslen er akut - og skøn, fordi den endelig er på nippet til at kunne realiseres. Keyboardspilleren Cille ser oprigtigt lykkelig ud, da hun siger: "Jeg føler mig virkelig så heldig, fordi... jeg vil bare så gerne væk!" Det er dejligt at blive mindet om suset; hvordan intet kunne måle sig med lykken ved at være på vej væk fra Middelfart. Filmen viser dog også fint og indfølende, hvordan de vilde drømme er blandet med hjemvé og tøven.

Netop som det hele er ved at blive lidt ensformigt (fordi hver scene, som skildrer en meningsfuld begivenhed, afløses af fem minutters fest og tågede drukbilleder), bliver tonen i det hele taget lidt mere alvorlig. "Jeg starter der, hvor andres drømme holder op", sang TV-2 engang om yuppiesucces, og dér bevæger STAGES sig efterhånden også ud. Dúné flytter hjemmefra, lærer at vaske tøj og holder møde med en revisor. Turnéerne begynder at slide på psyken, bandkærester går fra hinanden, ambitionerne og vovemodet skal afstemmes - er København vild nok, eller må turen nødvendigvis gå til Berlin?

Ved siden af alt dette skulle der gerne skrives nye sange, men filmen springer forbavsende let hen over, hvorfor Dúné gerne vil leve af musikken, og hvad de vil med den. Jeg så den sammen med min kæreste, som aldrig har drømt om at blive rockstjerne, og han savnede måske derfor lidt mere forklaring - og især mere indblik i sangskrivningsprocessen (de få klip fra 'værkstedet' tydede ikke overraskende på en del problemer med at få syv unge egoer til at forene kræfterne om et fælles værk). Selv nød jeg ærligt talt at slippe for musikken og i stedet se STAGES som en nostalgisk illustration af rockdrømmen om det vilde, rastløse liv.

STAGES er opmærksomt og pågående filmet, skarpt klippet og sikkert instrueret. Instruktør Uffe Truust, som tidligere har lavet flere musikvideoer for bandet, vælger næsten helt at ignorere den potentielle diskussion om, hvor tæt han kan gå på sine unge stjerner. Den kan man selv tage i løbet af filmen, og det kommer man også næsten helt automatisk til.

Det er smag og behag, hvor meget 'reality' man kan holde til, og filmen indeholder også sine doser spildtid og navlepilleri. Den er hverken fantastisk eller uundværlig, og jeg ville aldrig forsøge at overbevise nogen til at se den, som ikke selv havde fået idéen. Men kender du en Dúné-fan, som ville blive glad for at se den sammen med dig, eller trænger du bare meget til at huske den sugende fornemmelse af verden som åben og grænseløs - så kan du roligt bruge halvanden time på STAGES.

Sara Bindeballe, 1. apr 2010


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen