Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Salli Lunn

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Julian Schnabel (instr.): 'Lou Reed's Berlin'
Julian Schnabel (instr.)
Lou Reed's Berlin
(film, Øst for Paradis m.fl., 2008)

First things first: se den, mine damer og herrer, se den. Genhøret med Lou Reeds i sin samtid miskendte, konceptuelle pladeprojekt Berlin fra 1973 er rørende og stærkt, og sangcyklussen står i live-udgaven anno 2006 stærkere end nogensinde. Julian Schnabel har, med såre enkle virkemidler, lavet den bedste koncertfilm, denne signatur længe har set – undertegnede, som knap er landet efter at have hørt Berlin sådan rigtigt live i Hamburg tidligere på sommeren, og som derfor ikke havde de helt store forventninger til at se succesen gentaget på et biograflærred.

Det skulle imidlertid vise sig at blive et ualmindeligt glædeligt gensyn, ikke mindst fordi filmmediet tillader os at komme helt op på scenen og tættere på kunstnerne – deres mimik, timing og interne kommunikation – end koncertsituationen giver mulighed for. En synligt rørt Reed – ja, jeg troede også at det var løgn, da jeg første gang hørte det omtalt – der fremfører ”Caroline Says #2” er således et højdepunkt på dén konto, og den evidente og generelle glæde ved, efter 35 år, endelig at fremføre dette miskendte mesterværk live, er yderst smittende.

Brooklyn’s Children Choir og guitarist Steve Hunter, der brillerede på studiepladen, bør – om nogen – fremhæves i lydbilledet, selvom også den faste bassist med mere, Fernando Saunders, er en central kapacitet. Hunters virtuose spil komplimenterer på nær ved perfekt vis Reeds rudimentære tilgang til den elektriske guitar, og alt synes ganske enkelt at gå op i en højere enhed i denne fremragende koncertoptagelse.

Men nu er det jo ikke blot koncerten, men også forevigelsen af den, som er emnet her. Og den forløber, som sagt, overraskende vellykket. Overraskende, fordi Reeds koncert-dvd’er – der er en lille håndfuld på markedet – normalt ikke er det mest sindsoprivende, rent visuelt. Ikke fordi musikken fejler noget, bevares, men det kan trods alt være vanskeligt at holde opmærksomheden fangen på den mere eller mindre ubevægelige og mavesure new yorker på skærmen.

Dette problem lider Lou Reed’s Berlin ikke under. Selvom filmen består af 95% koncertoptagelser, understreges værkets narrative tråd af fortløbende, kalejdoskopiske klip med pladens kvindelige hovedperson, Caroline, i forskellige situationer. Det kunne meget nemt have kommet til at virke påklistret, men fungerer faktisk fint her.

Som tilfældet har været turnéen igennem, leverer Reed og band – uden børnekor og stryger/blæsersektion – afslutningsvis et par ekstranumre fra bagkataloget. Denne afdeling, som på én eller anden måde tjener til at bryde forbandelsen ovenpå Berlins fortættede og sorte univers, er mod forventning også medtaget i Schnabels film.

Det er nu ikke fordi der er tale om særligt muntre sager. Velvet Underground-sagen ”Candy Says” – som ved gud godt kunne have undværet Antonys skønsangsfortolkning, inden Reed tager over – efterfølges således af den ædende onde ”Rock Minuet”, om moralsk fordærv og freudiansk forbandelse af værste skuffe: ”In the back of a warehouse were a couple of guys / they had tied someone up and sewn up his eyes / and he got so exited he came on his thighs / and danced to a rock minuet”. Og minsandten om vi ikke efterfølgende får signatursagen “Sweet Jane” – komplet med Steve Hunter, som også leverede den imponerende leadguitar til nummeret i dets ultimative, knap otte minutter lange udgave på Rock ’n Roll Animal.

Apropos Antony Johnson: ikke et ondt ord om mandens egen produktion, men at Lou Reed ved gentagne lejligheder har valgt at inkludere ham i sit live-setup er mig dog en gåde. Her holder han sig dog pænt i baggrunden, og har ikke samme decideret irriterende effekt som tilfældet var på den sært uforløste liveplade Animal Serenade fra 2004, som i øvrigt også inkluderer et par Berlin-skæringer, henholdsvis ”Men of Good Fortune” og ”How Do You Think It Feels”.

Også Lou Reeds væsentligste liveplader, Lou Reed Live og Rock ’n Roll Animal, begge optaget ved Reeds koncert på Howard Stein’s Academy of Music i New York i december 1973, rummer sange fra dette onde hjertebarn af en plade. På den remasterede cd-udgave af sidstnævnte har man yderligere valt at forkæle lytteren med kontemporære live-fortolkninger af ”Caroline Says #1” og ”How Do You Think It Feels”.

Der er imidlertid al mulig grund til at håbe, at Reed og co. vælger at udsende en liveplade fra den just afsluttede turné, for det er virkelig stærke sager. Det er generelt blevet alt for dyrt at gå i biografen i Danmark, men netop denne film bør man simpelthen unde sig selv at opleve med en biografs lys- og lærredsfaciliteter – det vil ikke være det samme på dvd. Se den, mine damer og herrer, se den.

Espen Strunk, 11. aug 2008


Yderligere information

www.loureed.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen