Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Yoke & Yohs

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Carboneids: 'Synthsyg'
Carboneids
Synthsyg
(cd, Nattefrost Productions, 2005)

Carboneids er en dansk duo bestående af Claus Holm Lynglund og Bjørn Jeppesen – sidstnævnte kendes også fra projektet Nattefrost, der genremæssigt bevæger sig i elektroniske lydlandskaber lidt lig noget, Tangerine Dream og Klaus Schulze kunne have fundet på i begyndelsen af firserne. Og det er såmænd ikke fordi Carboneids befinder sig milevidt fra netop den slags; her er nemlig tale om helt igennem elektronisk og overvejende instrumental musik, men som både albummets titel og cover velsagtens antyder, så befinder vi os her tættere på en art kitsch-æstetik, tilsyneladende af den slags, hvor man på en og samme tid gerne vil bekende sig til en bestemt genre eller lyd, men også samtidig holde en vis ironisk distance.

Carboneids spiller electropop, og så alligevel ikke helt. Et væsentligt element i langt størstedelen af electropoppen er brug af vokal, og sang er der næsten ingen af her, udover lidt sporadisk vocoder på et par numre. Man kan måske drage sammenligning med folk som Jean Michel Jarre, Tangerine Dream og Yellow Magic Orchestra, der alle har arbejdet med instrumental electropop, og af de tre er det nok sidstnævnte, der virker som det mest oplagte pejlingspunkt. Som hos Yellow Magic Orchestra er der nemlig uomtvistelige spor af muzak i Carboneids musik, men hvor denne brug af muzak skamdyrkes af Yellow Magic Orhestra helt ud i de sygelige ekstremer og fremtryller lyden af japanske supermarkeder i det ydre rum, så virker strategien lidt mere ambivalent hos Carboneids – her optræder faktisk numre, som godt kunne spilles i Bilka en lørdag formiddag, uden at nogen ville bide mærke i det. Andre numre bevæger sig så mere i retning af skæv electronica, som ”Chinabox Visions” og ” The Future Of Zeroth”, der kan minde lidt om en fyr som Felix Kubin, og det skaber en lidt underlig helhedsfornemmelse.

Selvom der optræder mange sjove og finurlige lyde undervejs, så er det desværre lidt som om de fleste af dem er ret tamme, især hvad angår sådan noget som rytmik og basgange – her er ganske enkelt meget lidt smæk. Nu kan man naturligvis mene, at det er et stilmæssigt valg, og det er selvsagt rimeligt nok, men det er med til at give mig et helt klart indtryk af muzak i flere passager. Det er som om, der hviler en dunblød dyne over de fleste af albummets numre, og det hindrer ofte melodier, rytmer og sjove lyde i for alvor at trænge igennem og tage opmærksomheden. Og det kan godt undre en smule, især hvis man sammenligner med Jeppesens soloprojekt, Nattefrost, hvor den flotte produktion er med til at fremhæve musikken. Jeg synes, at der er passager på dette album, hvor det modsatte bliver tilfældet, og det er lidt synd.

Synthsyg er sådan et album, hvor man fornemmer, at der bestemt er gode idéer til stede, og her og der trænger de også tydeligt igennem. Men der mangler også fokus, ikke mindst omkring lyddesign, mix og produktion. Jeg savner også langt skarpere melodier frem for den væven omkring, som flere af albummets numre byder på. Med klarere defineret produktion og en skarpere melodiforståelse kunne Carboneids blive et rigtig sjovt bekendtskab, også fordi de udfylder en niche i Danmark, som er meget, meget lille, og det i sig selv har potentiale.

Ras Bolding, 6. aug 2006


Yderligere information

www.carboneids.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Carboneids
Anthems To The Twilight, Vol. 1


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen