Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gravy

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Shocking White: 'It's a sick world... But I like it!'
Shocking White
It's a sick world... But I like it!
(lp, Fat Phone Records, 2010)

Shocking Whites debutalbum er til tider medrivende og uimodståelig, men den kunne være endnu bedre med en mere klar produktion og en bedre vokal.

Shocking White er en århusiansk trio, der med afsæt i den klassiske triobesætning med guitar, bas og trommer spiller en inspireret udgave af gammel og ny garagerock. Deres debut-LP består af 10 sange, der er spartant produceret af bandet selv og udsendt i 500 eksemplarer på vinyl.

It´s a sick world…..but I like it er en homogen plade i lyd og udtryk. Det er garagerock, der ikke altid er lige ørefaldende og kræver, at lytteren hører pladen igennem nogle gange, inden sangene åbner sig op. Derfor virker det også logisk, at bandet har valgt kun at udgive albummet på vinyl, hvor lytteren tvinges til at høre albummet igennem og give det opmærksomhed. Guitaren spiller hovedrollen på pladen og er også sat meget langt frem i mixet sammen med vokalen. Sangene har alle en grundlæggende guitarfigur, de er opbygget af, og som trommer, bas og vokal læner sig op mod. Albummet lyder i mine ører mest som en demo, hvilke ikke er ubetinget negativt ment. Man kan fornemme bandet som de lyder live klart og tydeligt, og der er en form for løssluppenhed over hele projektet. Det er bestemt ikke pænt men charmerende på sin egen måde. Alligevel kunne jeg godt tænke mig at høre en mere klar produktion, hvor de mere fine melodier går bedre igennem, end det er tilfældet her. Det ville hjælpe sangenes profil og gøre hele musikken mere langtidsholdbar.

Første nummer, “Promises of the 90´ies”, lægger ud med et fremadrettet guitarriff, der først understøttes af en stortromme, indtil hele bandet sætter ind. Et stramt vers bliver afløst af et mere løst og flydende omkvæd, og den formel går igen i de fleste sange. Det er Shocking White bestemt også gode til, og man må rose bandet for at udnytte deres forcer effektivt og holde en nerve og energi gennem hele albummet. Den korte spilletid med de 10 numre kan holde til den ensformighed albummet er præget af. Hvis der gik længere tid, ville man nok efterlyse en større variation i lyden og i udtrykket. Heldigvis undgår trioen de store klichéer, der kan være ved den klassiske rockbesætning, og der er aldrig optræk til tomgang i sangene.

De mange rytmeskift og stærke melodier gør numre som ”At The Hospital”, ”Spleen June” og ”Hurray (Losing to Apathy)" til medrivende perler. Her formår Shocking White at skyde charmerende pop af sted på en skæv måde, der gør, at man får lyst til at høre dem igen og igen. Det er svært ikke at smile til ”At The Hospital”, hvor en flot melodiøs intro bliver afløst af en tung passage med en helt overskruet og skinger vokal, hvorefter sangen for lov til at køre af sted i et opløftende tempo. Inden der er gået et minut er både det tunge og det lette stykke gentaget, og sangen går over i en helt ny del, hvor Shocking White lader melodien flyde ud og blive storladen. Det er humoristisk, intelligent og vanedannende, og man føler sig herligt rundtosset.

Vokalen er både bandets force og akilleshæl. Nogle gange passer den spinkle skingre vokal til sangene og giver sangene det særpræg, der skal til, hvis et band vil skille sig ud fra mængden. Andre gange som i ”The Heart Of Mary Jane” og ”Gothic Kindergarten” er vokalen en decideret belastning , fordi den ikke bare rammer skævt men også en gang imellem helt ved siden af tonerne, og i længden bliver det svært som lytter at høre på. Her kunne jeg godt ønske mig en mere kritisk tilgang til indspilningen. Det er specielt ærgerligt i ”Gothic Kindergarten”, der har en flot melodi, som ikke kommer til sin ret, fordi vokalens ubehjælpelighed tager hele opmærksomheden. I ”Hurray (Losing to Apathy)” bruges en dobbeltvokal, og det fungerer perfekt med melodilinjen i omkvædet, der er skræddersyet til en syng-med-seance live. Den store udfordring for Shocking White er derfor at få helt styr på vokalerne i alle numre, hvis det skal helt op og flyve.

Alt i alt er It´s a sick world…..but I like it bestemt en hæderlig debut for Shocking White. Der er hele tiden optræk til store sange, og bandet har allerede en originalitet, der kan løfte numrene op fra det ligegyldige til det vedkommende. En bedre produktion og en bedre vokal ville måske kunne løse talentet helt op, og gøre Shocking White til et helstøbt band, der leverer store intense oplevelser uden forbehold.

 

Jens Christensen, 2. jun 2010


Yderligere information

http://www.myspace.com/shockingwhite

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Shocking White
Piece of Ache


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen