Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Knút Háberg Eysturstein

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
v/a: ''Pataphysics'
v/a  Geiger anbefaler!
'Pataphysics
(cd, Sonic Arts Network, 2005)

Når man første gang får denne udgivelse i hånden, kan man blive helt i tvivl om hvilken type produkt, der egentlig er tale om. Opsamlingen 'Pataphysics, der er udgivet af den engelske lydkunstfremmende organisation Sonic Arts Network, ligner umiddelbart et slags forvirrende udstillingskatalog med bizarre tegninger, hvor en cd på side 2 er monteret ved hjælp af en lille, rund skumgummidippedut – hvorefter hele molevitten er anbragt i en matchende papæske, som man har mulighed for at forsegle som en konvolut, hvis man skulle have lyst. Forsiden på hæfte og æske prydes af en spiralfigur – et symbol, der hentyder til det samlende tema for de meget forskelligartede stykker lyd, der optræder på opsamlingen, og hvis kompositionstidspunkter har en tidsmæssig spredning fra sidst i 1800-tallet til i dag. Temaet er nemlig ‘patafysik, og spiralen symboliserer i den ‘patafysiske begrebsverden en paradoksal dobbelthed mellem konstant forandring og konstant uforandrethed.

Siden begrebets franske ophavsmand, forfatteren Alfred Jarry, lancerede det for over hundrede år siden, har ‘patafysik gennemgået en lejlighedsvist opblussende kultdyrkelse inden for flere forskellige felter – en kultdyrkelse, der nok nåede sin bredeste eksponering, da Paul McCartney listede ordene “Joan was quizzical / Studied ‘pataphysical science in the home” ind i “Maxwell's Silver Hammer” på Abbey Road i 1969.Alfred Jarry Alfred Jarry levede fra 1873 til 1907 og var kendt for sin langt-ude-attitude, sin diminutive størrelse, og for ofte at køre rundt på en cykel, han omtalte som sin “tidsmaskine” – udstyret med ladte pistoler. Han boede i en lejlighed, hvor antallet af etager var fordoblet ved, at man havde halveret hver etage på den vandrette led, hvilket gjorde det svært for de fleste af Jarrys gæster at stå oprejst. Han omtalte sig selv som “vi” fremfor “jeg” og indtog rigelige mængder af absinth; en drik, som han af og til udgjorde en slags levende reklamesøjle for ved at cykle rundt malet grøn i ansigtet. Hvis alkohol af den ene eller anden grund ikke var til at komme i nærheden af, gik han ikke af vejen for at sniffe æter. Da Jarry døde i en alder af 33, som følge af tuberkulose, forværret af hans misbrug, bestod hans sidste ord, inden han udåndede, i anmodningen om at få – ikke pen og papir, ikke en sidste drink – men en tandstik. Ja: Jarry skal efter sigende have været ganske excentrisk.

Allerede som 15-årig opfandt Jarry (sammen med nogle kammerater og som en slags parodi på deres fysiklærer Hébert) skitsen til figuren Père Ubu (“Kong Ubu” eller “Fader Ubu”). Karakteren kom til at spille den centrale rolle i Jarrys teaterstykke Ubu Roi, der havde sin skandaløse premiere i 1896. Her brød regulært kaos hurtigt ud i salen, i almindelighed på grund af stykkets absurditet, og i særdeleshed på grund af åbningsreplikken, ordet “merdre” (på engelsk bl.a. oversat som “pshit” eller “shitr”). Jarry kom i løbet af sit korte liv til at identificere sig mere og mere med stykkets groteske hovedperson, den irrationelle diktator Ubu, mens Jarrys idéer generelt kom til at få kolosal indflydelse på det absurde teater, såvel som dadaismen og surrealismen 30 år senere.

Jarry lancerede begrebet ‘patafysik i 1893, og det spiller en gennemgående rolle i hans roman Gestes et Opinions du Docteur Faustroll, Pataphysicien, der blev udgivet posthumt og betragtes som “‘patafysikkens bibel”. ‘Patafysik er en slags anarkistisk “antifilosofi”, der beskæftiger sig med “de love, der styrer undtagelser” og bestræber sig på at “forklare det univers, der ligger supplementært til dette”. Andetsteds er ‘patafysikken beskrevet som noget, der ønsker at være for metafysik, hvad metafysik er for fysik, mens Jarrys egen “officielle” definition beskriver ‘patafysik som “videnskaben om imaginære løsninger, der symbolsk tilskriver egenskaber for objekter, beskrevet ved deres virtualitet, til deres [objekternes?] omrids” – en definition, der muligvis er afstedkommet af forvanskninger over tid og i forbindelse med oversættelser fra sprog til sprog. Måske var dramatikeren Eugène Ionesco mest præcis, da han kaldte ‘patafysik “anarki ophøjet til metafysik”, mens den amerikanske læge og fritids'patafysiker Robert Richmond har karakteriseret skolens franske tilhængeres skrivemåde “lidt som Jacques Derrida, bare værre”. Det særlige Collège de ‘Pataphysique, der blev oprettet i Paris i 1948, har blandt dets medlemmer talt litterære personligheder og kunstnere som Jean Genet, Raymond Queneau, Georges Perec og Jorge Luis Borges. Tilhængere af den ‘patafysiske kult har endvidere omfattet Pablo Picasso, den franske filosof Jean Baudrillard – og såmænd vores egen Asger Jorn, der skal have betragtet ‘patafysik som en veritabel religion. Apostroffen i starten af ordet henviser dels til den “patafysiske forstavelse”, der altid vil mangle, og dels til den pointe, at vi alle er patafysikere (uden apostrof), men ‘patafysikere er bevidste om, at de er det.

I nærværende sammenhæng vil det ikke blive nærmere belyst, hvor langt hen ad Andrew Hugillvejen ‘patafysik-begrebet dækker over en sammenhængende filosofisk og/eller æstetisk teori, der kan redegøres for i nøgterne termer og ædru tilstand. Til gengæld kan det belyses – og det er netop, hvad denne opsamling lægger op til – hvordan ‘patafysik har fungeret som et særdeles vedholdende buzzword; som et forbløffende langt Loch Ness-monster, der har valgt at stikke hovedet op på særlige tidspunkter i løbet af ca. 150 års kulturelle strømninger: Først hos dele af det sene 1800-tals dekadente, “præ-postmodernistiske”, absinth-snalrede bohemekultur; dernæst hos mellemkrigstidens dadaisme og surrealisme; igen i den særlige oase i 60'erne, hvor en vis Marx Brothers- og Goon Show-præget humor mødtes med nogle Swinging-London-Sgt.-Pepper-psykedeliske strømninger; og nu igen i dag, hvor begrebet dukker op i centrum for visse bestræbelser inden for elektronisk lydkunst. Det er den røde tråd, dette projekts kurator, Andrew Hugill – der er komponist, musikprofessor og specialist i musikteknologier, samt medlem af førnævnte Collège de ‘Pataphysique, og som selv medvirker med to kompositioner – ønsker at anskueliggøre med 'Pataphysics-albummet.

Den meningsfulde galskab indledes med 1 minut og 28 sekunders stilhed, der er Hugills realisering af et stykke, som den franske satiriker Alphonse Allais “komponerede” i 1884, “Marche Funèbre (composée pour les funérailles d'un grand homme sourd)” (dvs. en begravelsesmarch til begravelsen af en døv mand). Stykket er medtaget som et eksempel på en idé – forbundet med den delvist af ‘patafysikken afledte litterære “skole” OuLiPo (mere om den nedenfor) – om “plagiat gennem foregribelse”, hvor det, der her foregribes, er John Cages berygtede stilhedskomposition 4'33” (1952). (Til den udstilling kompositionen var lavet til, foregreb Allais i øvrigt ved samme lejlighed en tendens, der senere, i 40'erne, revolutionerede kunstverdenen, ved at udstille de sandsynligvis første monokrome lærreder). Herefter følger to gamle indspilninger af sange, som Les Palotins (træsnit af Alfred Jarry)Alfred Jarry skrev (med Charles Pourny og Claude Terrasse), foretaget af medlemmer af Collège de ‘Pataphysique omkring slutningen af 40'erne. For at omgå et forbud, der var udstedt mod hans Ubu-stykker, begyndte Jarry at opføre dem som hånddukketeater, og det er fra denne kontekst de to sange – “Chanson du Décervelage” (“Hjerneudtømningssangen”!) og “Hymne des Palotins” – stammer. Der er tale om lystige chansons med både trædeorgel og autentisk patina.

Marcel Duchamp, readymade'ens faderfigur, superdadaist, og foregangsmand for både pop- og konceptkunst (her må man igen tale om “plagiat gennem foregribelse”), var også ‘patafysiker, og kan således meget vel have været med i koret på de to foregående skæringer. Duchamp er yderligere repræsenteret på cd'en med Erratum Musical, en komposition fra 1913, hvor samtlige 88 toner på et klaver spilles i vilkårlig rækkefølge, én gang hver, og uden at nogen tone betones mere eller mindre end andre – og det gør pianisten Stephane Ginsburgh så. Herefter følger et superkort bidrag fra den Marcel Duchamp: Roue de Bicycletteaustralskfødte komponist Percy Grainger (1882-1961), der langtfra var nogen ‘patafysiker. Men fordi Grainger i sine sidste år arbejdede med det, Hugill kalder “imaginære musikteknologier” og kobler til det ‘patafysiske projekt, får vi 41 sekunders lyd frembragt af Graingers opfindelse, “The Kangaroo-Pouch Machine” (1952). Dette aggregat var et tidligt forsøg på at foretage elektronisk manipulation af lyd; et Storm P.-agtigt monstrum af en maskine, sammensat af diverse drejende ruller, skiver og store papirark. Den resulterende lyd minder om en slags psykotisk harmonika, omend med ubegrænset lufttilførsel.

Den franske forfatter, musiker og jazzskribent Boris Vian (1920-59) var ‘patafysiker hele vejen igennem, og derudover anses han af nogen som én af de få, der kom af sted med at skrive vellykket surrealistisk prosa. Medtaget er her hans populære, pacifistiske sang “Le Déserteur” (1954), der blev skrevet som kommentar til krigene i Indokina og Algeriet, og som relaterer sig til det ‘patafysiske projekt ved – med inspiration fra Alfred Jarry-romanen Les Jours et les Nuits – at bruge desertationen fra krigstjeneste som metafor for en “desertation” fra en besnærende virkelighed. Marx-brødrene var også forbundne med den ‘patafysiske kult, hvorfor der også serveres et eksempel på Harpo Marx' harpeekvilibrisme, tilsat stramt orkesterakkompagnement, fra hans 1957-album Harpo at Work!

Når man har sagt ‘patafysik, må man også sige OuLiPo, en gruppering af franske sprogeksperimentalister, og en forkortelse for Ouvroir de Littérature Potentielle (“værksted for potentiel litteratur”). Projektet gik og går ud på at lægge forskellige forhindringer og begrænsninger ind over frembringelsen af tekst – at dyrke såkaldt lipogrammatiske skrivemåder. Et af de mest berygtede eksempler er Georges Perecs 300-siders roman La Disparition (1969), der helt undlader at bruge bogstavet e. Luc Etienne (1908-84) delte med Perec en stærk interesse i palindromer, dvs. ord og sætninger – eller, hvis det skal gå vildt til, hele historier – der staves ens forfra og bagfra (et eksempel på dansk er “én af dem der red med fane”), og Perec har forfattet verdens formodentlig længste palindrom på ca. halvanden side. Ved hjælp af båndoptagere udviklede Etienne en teknik til at skabe fonetiske palindromer, hvor palindrom-effekten skabes gennem spejlingen af lyden af ordet – f.eks. lyder den franske sætning “une slave valse nue” ens afspillet forfra og bagfra. På skæringen “L'Apres-midi d'un Magnétophone” (1957) kaster Etienne sig ud i at fortælle hele historier gennem brugen af denne teknik. Herved foregriber han f.eks. David Lynch's talende dværg i Twin Peaks, hvis uhyggelige stemme er skabt på en tilsvarende måde – dog indgår hos Etienne et ekstra raffinement i kraft af den møjsommeligt opnåede palindromeffekt. En ‘patafysiker, der desværre, af diverse rettighedsårsager, ikke kunne medtages på denne opsamling, er Jean Dubuffet (1901-85). Dubuffet lavede i 1961 albummet Expériences Musicales, hvoraf dele var optaget sammen med Asger Jorn i Danmark omkring julen 1960. Dubuffet var ophavsmand til kunstretningen og termen Art Brut, der lod sig inspirere af kunst, der står udenfor æstetiske normer – såsom kunst frembragt af sindsyge, fængselsindsatte eller børn. Han forsøgte at overføre sine Art Brut-principper til musik, og blev herved lidt af en lo-fi- og outsider music-pioner. Musikken er en slags krads, lydlig ekspressivitet, præget af overlagt amatørisme og tilfældigheder. (Dubuffets kreationer kan høres på UbuWeb: www.ubu.com/sound/dubuffet.html).

I 60'erne begyndte der at trænge ‘patafysiske vinde ind i især engelsk pop- og rockmusik. Eksempelvis var Robert Wyatt og kollegerne i det psykedeliske og jazzpåvirkede The Soft Machine svorne Jarry-tilhængere. Gruppen er repræsenteret på 'Pataphysics med det ikke tidligere udgivne “Patasoft”, et slags remix af det materiale, der danner grundlag for “Pataphysical Introduction” fra bandets andet album, Volume Two (1969). (I øvrigt er et andet eksempel på ‘patafysikpåvirket rock det indflydelsesrige Cleveland-band Père Ubu, der ved dannelsen i midt-70'erne tog navn efter den centrale figur i Ubu Roi.) Som et eksempel på ‘patafysisk partiturmusik indeholder albummet en komposition af engelske Gavin Bryars, der i 70'erne bl.a. var med til at danne ensemblet Portsmouth Sinfonia sammen med bl.a. Brian Eno (der også har udgivet plader med Bryars). Ponukélian Melody (1975) er en tolv minutters pudsig, småminimalistisk komposition for cello, orgel, klokker og tuba. Nummeret bevæger sig komisk tungt og sløvt afsted: Det er langt-ude-musik af høj karat og lyder som en blanding af euforisk begravelsesmusik og lydsporet til en slags mystisk, obskur dukkefilm. Herefter følger et rapnummer fra 1984 med Nigey Lennon – den amerikanske, kvindelige guitarist og eksperimentalmusiker, der i starten af 70'erne var intimt involveret med Frank Zappa og spillede med The Mothers ved enkelte lejligheder. Nummeret “The Man with the Axe” er opkaldt efter hendes Alfred Jarry-biografi fra 1983 og er en slags rap-hyldest til den gale franskmand, tilsat naive synths og rytmeboks.

Resten af 'Pataphysics-albummet er afsat til nyere, elektronisk baserede kompositioner, der på den ene eller anden måde relaterer sig til Jarry og ‘patafysikbegrebet. Den musikalske pendant til OuLiPo kan kaldes OuMuPo, og her er det så musik i stedet for skrift, man forsøger at skabe udfra forskellige lipogrammatiske principper. Christopher Hobbs, der har spillet med førnævnte Gavin Bryars, og i eksperimentalgrupperne The Scratch Orchestra og AMM, er i den henseende en central figur. Hans L'Auteur se Retire: Après Schubert er skabt ved at fjerne alle de toner, der har et navn svarende til bogstaverne i navnet Schubert, fra Andante-satsen i Schuberts sonate i as-dur. Her kunne det dog have været mere givende at høre den resulterende komposition forsøgt fysisk fremført på det ene eller andet klaviatur frem for denne indspilning, der lyder som en computergenereret afspilning af sonaten, der blot er blevet redigeret elektronisk. Den franske komponist Frédéric Inigo medvirker med kompositionen D'Un Jet, der er et forsøg på at lægge lyd til den beskrivende passage i Jarrys Docteur Faustroll, der i den engelske oversættelse indledes med “a dribble falling on a tight membrane” og slutter med “the valve opened, the music stopped”. Fremgangsmåden tager udgangspunkt i en idé om, at Jarry – idet enhver lineær tidsopfattelse forkastes, igen i henhold til idéen om foregribelse – skulle have skrevet passagen efter at have hørt Inigos musik. Resultatet er et dragende og mystisk soundscape, præget af nøgent klaver og ulmende maskinelle lyde.

Neil Salley er en mellemting mellem en videnskabsmand og installationskunstner, der i høj grad er optaget af psykofysiske problemstillinger og interesserer sig for, hvad han kalder kroppens “visionære potentiale”. Skæringen “Interior/Interior” er en del af en installation af samme navn, hvor Salley lufter komplekse teorier, der berører kvantefysik, den fysiske dannelse af materie, samt lydvibrationer og deres påvirkning af nervesystemet. Lydsporet her indgår som en del af den lyd, der afspilles inde i installationen, et stort cylinderformet kammer, som brugeren træder ind i, og som fungerer som en “kvantum-bio-resonans-forstærker”, der skal give brugeren mulighed for at opleve såkaldt kondenseret fase-vibrationsenergi på nervesystemet. Det, som den menige lytter af lydsporet på nærværende cd konkret bliver udsat for, er nogle brummende synth-dronelyde, der tiltager i intensitet, alt imens en kvindelig robotstemme i grundige, tekniske termer beskriver, hvad der sker i ens nervesystem, mens man gennemgår “behandlingen” og slutter med at understrege: “You are a condensation of nested potential”.

Således opløftet af både Salleys auditive anordning og af dette snurrige lydkompendium i sin helhed, stiger man til slut ud af den ‘patafysiske tænketank, ikke helt fri for en overflod af dansende pletter for øjenene. Udvalget af kunstnere gør, at dette nok er én af de mest skizofrene opsamlinger, man nogen sinde kommer til at lægge ører til – men også en af de mest skæve, sjove og øjenåbnende. Selvom det teoretiske og historiske gods, der ligger til grund for projektet, aldrig rigtigt når at blive forklaret og anskueliggjort indgående og forståeligt nok, har man som lytter dog mulighed for at nyde denne opsamling som et slags bizart og underholdende varietéshow, der udfordrer både lineære tidsopfattelser og tankegange.

Martin Nielsen, 23. apr 2006


Yderligere information

www.sonicartsnetwork.org

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

V/A
Vinyl Beards



V/A
Expulsion Into Offering #2, #3 & #4



V/A
A Pairing in Disorder



v/a
Frankfurter Ahnung



V/A
Warp 20


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen