Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Nikolaj Nørlund

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Momus: 'Bibliotek'
Momus
Bibliotek
(cd, Sony Music Japan, 2012)

Med en sort klap for øjet og bevæbnet med poetiske tekster står Momus, alias skotske Nick Currie, klar med en ny plade. Denne gang endnu mere sørgmodig og samfundskritisk end før. Her fungerer det samfundskritiske godt, mens det sørgmodige drukner i fortænkte musikalske ideer

I det gamle Grækenland havde man så mange guder, at de næsten kunne dække alt mellem himmel og jord. Endda kunne de dække alt over himlen og under jorden. En af disse guder hed Mormos, og han var guden for satire, censur, poetik, kritik og fornærmelse. Altså havde Mormos meget at bestille, og hans arbejde havde mange facetter. Mange af hans områder var ikke altid lige vellidt, og derfor gemte han sig bag en maske. Det samme gælder artisten Momus, som netop har taget navn efter den udskældte gud. For bag Momus’ sorte klap for øjet gemmer der sig et syn, som ser meget. En artist der heller ikke er bange for at kaste med mudder på politikere og samfundet generelt. En artist hvis tekstuelle univers kredser om det poetiske og melankolske. Momus har udgivet 20 soloplader, tre udgivelser sammen med en anden artist og en liveplade. Noget af en diskografi for den 52-årige skotte Nick Currie alias Momus

Rejsen i musikken

Nick Currie er en mand, som har oplevet og rejst meget. Han har levet og boet både i London, Paris, New York, Berlin og Tokyo. Lige nu bor han i Osaka, og hans kærlighed for den japanske kultur er også tydelig i hans musik. Det høres i de orientalske rytmer og instrumenteringer såsom legen med percussion og brugen af de abrupte rytmer. Engang var han blogger og journalist på det anerkendte teknologimagasin Wired, og så har han skrevet bøger om Skotland og Japan. Og disse to gamle arbejdspladser har beriget og sat deres aftryk på hans musiklandskab. Teknologien er meget dominerende i lydbilledet, og kulturen fra Skotland og Japan går som en rød tråd igennem hans musikkatalog og lyd. Så når man lytter til hans nyeste plade, Bibliotek, bliver man i den grad taget igennem en rejse i musikkens kulturer. Lige fra det organiske og analoge i de brugte instrumenter til den detaljerede og manipulerede elektroniske lydcollage, hvor optagede lyde konkurrerer med abrupte rytmer.

En ren labyrint af ideer

Åbneren på Bibliotek hedder ”Erase” og er en lo-fi produceret sang. Med klirrende glaslyde og bongo-lydende trommespor næsten hvisker Nick Currie om at slette træer og floder. En lidt uhyggelig sang med ekkoeffekter og et roligt fremfærd. Den formår dog desværre ikke rigtigt at give lytteren ro og nydelse rent musikalsk. Men det er nok heller ikke meningen. Til gengæld sætter Lycidas” med sine rytmisk elektroniske melodier og sporadisk fede rockguitar toner lidt mere underholdning ind i øret. Man nyder næsten sangens scratchede lydbillede og den hastigt klappende rytmik i slutningen af nummeret. Dog opdager man hurtigt, at det var en undtagelse blandt resten af pladens lidt mere indviklede og fortænkte sange. For Nick Curries hensigt er ikke underholdning, men at lege med lyde og give poetiske og filosofiske budskaber. Lidt ligesom guden Mormos er Nicks lyd nok ikke den mest vellidte af slagsen. Så hvis man overhovedet skal få noget ud af Bibliotek, skal man slå ørene ud i fuldt format.

Politik i teksten

Hvis man til gengæld gør det og har tålmodighed, kan man høre små perler, men de sidder desværre på en kort snor. ”Dunes” er med sine hviskende sexlyde optaget på bånd og uhyggelige baggrundsstøj, der mest af alt minder om en gammel gyser, en intens sang, der formår at skærpe lytterens opmærksomhed, så lytteren ikke farer vild. Det samme gælder de to sange ”International” og ”Shunned”. På den første sang er Nicks stemme tunet, og man hører marchtrommer blandet med en diskant lyd, som hiver i opmærksomheden. Teksten i sangen drejer sig hovedsageligt om socialisme og kommunisme. Men teksten angriber nutidens samfund for at være lige det modsatte. Altså et egoistisk og ulige kapitalistisk samfund, hvor børn ikke får lov til at være børn, men maskiner. Og Momus formår faktisk at ridse problematikken op på en let forståelig måde. Det hjælper især, hvis man ser videoen til sangen, hvor børn smælder med den røde fane, mens de råber om frihed. Den anden sang er ikke lige så politisk, men den retter dog sine skyts mod militæret og våben i al almindelighed. Imens sangen gør det, hører man en teatralsk optaget operastemme, mens en xylofon klinger pletvis. Alt sammen indhyllet i en grotteagtig akustik, der giver godt med rumklang. Uhyggeligt, men også meget interessant. For selvom sangen er meget speciel og ikke særlig lyttervenlig, kan man alligevel ikke rigtig lade være med at kravle ned i grotten og dermed opsøge sangens uhygge.

Navnebroderen

Men nogle gange bliver det interessante også fortænkt og paradoksalt, og derfor uinteressant. Det gælder sange som Southbound”, ”Huge”, Erostate”, ”Jackdaw” og ”Isaak”. Alle disse sange er desværre ufremkommelige for øregangene. Både fordi rytmen og melodien i sangene simpelthen ikke er til stede, og så bliver tekstuniverset også for mystisk og filosofisk i længden. Allerværst går det dog for afslutningsnummeret Isaak”, der heldigvis kun varer 1 minut og 43 sekunder. Dens rytme hænger ikke sammen, og instrumenteringen er en sørgelig violin og en enerverende ekkoeffekt på ”omkvædet”, (hvis man kan kalde det et omkvæd). Men det trækker dog lidt op i den samlede fornemmelse af albummets kvalitet, at de to sange ”Core” og ”Farther” faktisk er gode. ”Core” starter med at lyde som en gammel Disney-tegnefilm, der flimrer på det sorthvide lærred. Men så folder den sig ud som en lille perle af en kærlighedssang om rejsen ind til kernen i hjertet og Jorden. Den anden sang ”Farther” har en fængende melodi, der på de gode dage kunne minde om noget tidligt Depeche Mode med sine keyboardtoner og elektroniske takter. Denne sang ejer faktisk også et omkvæd, der for pladens vedkommende er det eneste gode af slagsen. Omkvædet borer sig ind under huden med sit utroligt rolige melankolske klavertema. Men lidt ligesom guden Mormos kan Momus ikke rigtig slippe ud af sine mange facetter helskindet. Mormos blev bortvist fra Olympen af Zeus for at have været for drilsk. Lige så slemt går det ikke for Momus, men hvis han ikke skal lide navnebroderens skæbne, må han begynde at blande det fængende sammen med det eftertænkelige. Han har begge poler, men mangler bare at mikse dem tilpas sammen og i de rette doser.    

Stinus S. Kirkeskov, 11. maj 2012


Kommentarer (2)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Jesper Bligdal - 269 indl�g11/05/12 18:12
Af Jesper Bligdal
Jeg elsker hans sang til goodipal den er vidunderlig.

http://www.youtube.com/user/SYGNOKrecordings

 
Jesper Bligdal - 269 indl�g11/05/12 18:13
Af Jesper Bligdal

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen