Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Echo & The Bunnymen: 'Koncert d. 6/6 - 2001, Train i Århus'
Echo & The Bunnymen
Koncert d. 6/6 - 2001, Train i Århus
()

En sommerkold onsdag aften i juni stod en af 1980'ernes mest markante og stilskabende grupper – Echo & The Bunnymen – for anden gang på en århusiansk scene. Med i bagagen havde de det nye og særdeles glimrende album Flowers, som publikum vanen tro også fik smagsprøver fra. I bagagen havde forsanger Ian McCulloch og guitarist Will Sergeant også fire helt unge musikere, der i deres egen ret fungerede som et fint og kompetent back-up til de to oprindelige medlemmer.

Efter en længere odyssé af halv- og helobskure sange fra 1960'erne begyndte mørket omsider at sænke sig over Train. Publikummet, hvoraf de fleste vel ihvertfald havde passeret de tredive, begyndte langsomt at samle sig ved scenen. Det samme gjorde Echo & The Bunnymen. Det var dog først da åbningsnumret ”Lips like Sugar” faldt til ro i et bastant sammenspil mellem bas og trommer, at McCulloch selv trådte frem. Formummet i en tillynet adidas-trøje og mørke solbriller stod han nonchalant, næsten arrogant og tog mål af begivenheden inden han lod de første linjer af ”Lips like sugar” dryppe ned over mikrofon og publikum.

Efter ”Lips like sugar” kom straks ”Rescue”, der blev leveret i samme massive indpakning. I det hele taget druknede store dele af Sergeants karakteristiske guitarspil på grund af denne indpakning. Hans afvekslende spil mellem det huggende og det sitrende, der giver de fleste af sangene deres mesterlige, glaskare særpræg, trådte alt for sjældent i forgrunden.

Kunne man således ærgre sig over, at de finere nuancer forsvandt i det bombastiske lydtapet, så måtte man på den anden side konstatere at sangene i sig selv var i stand til at kompensere for dette. Der skal med andre ord endnu større tekniske problemer til at overskygge den perlerække af sange fra deres imponerende bagkatalog der uden større afbrydelse fulgte efter en række numre fra det nye album. Først ”Seven Seas”, dernæst ”Bring on the Dancing Horses”, ”The Back of Love”, ”The Killing Moon”, ”The Cutter”, ”Silver” og ”Villiers Terrace”. Hverken fødder eller stemmebånd stod stille på de forreste rækker. Selv McCulloch lynede en anelse ned i sin adidas-trøje og bevægede sig skønsomt rundt på scenen. (Han lynede den dog straks op igen, da flere blandt publikum bad ham om at tale lidt mere tydeligt mellem sangene).

Det mest slående i perlerækken var dog, hvorledes McCulloch stadig formåede at leve sig ind i disse sange, disse linjer fra det ene suk til det næste, fra hvisken til råben. Som i den excellent fremførte ”The Cutter”, hvor McCulloch bøjede sig helt ud over scenekanten og sang: ”I see another hurdle approaching/ Say we can/ say we will/ Not just just another drop in the ocean”. Der kunne på ingen måde spores Las Vegas-rutiner eller andre former for musikalsk fremmedgørelse eller forfladigelse, selvom koncerten langt hen af vejen var bygget over deres største numre fra 1980'erne. Koncerten var aldrig i fare for at blive selvsmagende.

Hen mod slutningen af koncerten blev der atter plads til en række numre fra det nye album. Ikke mindst titelnumret ”Flowers” gjorde sig godt. Her viste Sergeant også for alvor, hvorledes han på alle mulige måder kan ramme McCullochs stemme ind. Han viste også, at det i høj grad har været ham, der har sat dagsorden på det nye album. Herefter sluttede Echo & The Bunnymen høj-energisk, høj-frenetisk af med en øredøvende udgave af ”Over The Wall”. Det lykkedes dem simpelthen, at krænge vrangen ud dem selv og en 20-årig klassiker.

Der fulgte to omgange ekstra-numre, heriblandt comeback-hittet ”Nothing Lasts Forever” og ”All That Jazz” med ekskursioner ud i The Doors (”Back Door Man”) og James Brown (”Papa's Got A Brand New Bag”). Så slukkedes næsten al lyset, Mcculloch tændte sig sin sidste cigaret og vi fik den sublime vuggevise ”Ocean Rain” at gå hjem på. Koncerten viste, at Echo & The Bunnymen, der denne sommer gør status med den fire-dobbelte cd Crystal Days 1979-1999, på alle måder er bevidste om det bagkatalog og den historie, de nødvendigvis bærer rundt på. McCulloch og Sergeant har dog siden gendannelsen i 1997 mestret den hårfine balance mellem dette at erkende sin egen mytologiske status og samtidig ikke gøre en nødvendig dyd ud af den. Koncerten var i den forstand meget langt fra at være et rystende eksempel på, hvorledes fordums stjerner alene på deres navn kaster sig ud i skrækkelige forsøg på at leve op til sig selv. McCulloch og Sergeant gjorde godt i at gendanne bandet - og på denne aften formåede de at tage det allerbedste fra deres kollektive fortid og gøre den højst aktuel igen.

Claus Falkenstrøm, 7. jun 2001


Yderligere information

Se Echo & the Bunnymens hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Echo & The Bunnymen
Siberia


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen