Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Je m’appelle Mads

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Michael Gira: 'Loppen, Christiania, 14/04-2012', Kristof Hahn: 'Loppen, Christiania, 14/04-2012'
Michael Gira / Kristof Hahn
Loppen, Christiania, 14/04-2012
(koncert)

Som optakt til CPH PIX's filmserie "Michael Gira's Twisted Fairytales" gav Swans-ankermanden en fremragende solokoncert, der med få og simple midler byggede intense og voldsomme stemninger op.

Det er i sig selv en bedrift, at en mand, der har slået sit navn fast i musikhistorien med excessiv støj, hårrejsende tekster og en udpræget trang til det dystre og voldelige, samtidig kan fremstå som en af musikbranchens mest sympatiske mennesker overhovedet. Mindre imponerende er det ikke, at manden efter temmelig mange år i branchen (hans primære band, Swans, debuterede i 1982) fortsat virker oprigtigt tændt og kunstnerisk sulten. Og at han i en tid, hvor indie er blevet et temmelig udvandet begreb, fastholder en dedikeret, uafhængig kurs, som ikke mindst kommer til udtryk via hans eget pladeselskab Young God, der ikke blot udsender hans egne udgivelser, men som også bruges som platform til at udsende en lang række andre interessante musikere, som Gira brænder for – heriblandt Devendra Banhart, Lisa Germano, Larkin Grimm og mange flere.

Det er givetvis også dette engagement og denne intakte kunstneriske sult og nysgerrighed, der har fået festivalen CPH PIX til at invitere Gira til at kuratere en serie film på dette års festival. ”Michael Gira's Twisted Fairytales" hedder den og indeholder solide titler fra mestre som Kurosawa, Herzog og Cocteau. Denne filmserie var den egentlige anledning til, at Gira var inviteret til også at spille koncert på Loppen. Koncerten var dog også led i en regulær tour, hvor Gira har medbragt guitaristen Kristof Hahn fra den nuværende Swans-konstellation som support. Filmene blev da heller ikke omtalt af Gira, der tydeligvis var på Loppen for at give koncert. Hvilket igen også var, hvad de fleste folk nok kom efter. Om filmene så giver en slags nøgle til nogle af de stærke billeder, der hjemsøger Giras tekster og sange, må den tid vise.

Kristof Hahn

Selvom Gira for længst har gjort sig fortjent til legendestatus alene gennem arbejdet med Swans, virker han fortsat som en mand, der er oprigtigt interesseret i at komme ud og møde sit publikum, tale med mennesker, lade sig inspirere og rejse med musikalske venner. Som en selvfølge hænger han både før og efter koncerten ud og taler åbent med sine fans, ligesom han som en selvfølge også er blandt publikum til Kristof Hahns opvarmning. Han forlanger til gengæld også et minimum af respekt fra publikum. Egenhændigt har han forfattet en række sedler, som er hængt op i lokalet. Sedler, hvor han venligt, men bestemt beder folk om at holde kameraer, mobiltelefoner og andet optageudstyr gemt væk for i stedet at være nærværende og være fælles om musikken i koncertens her og nu. Det burde vel så også være en selvfølge, men er det åbenbart ikke. Ligesom det tydeligvis heller ikke er en selvfølge, at man åbent lytter med, når Gira har inviteret en ven og kollega som Hahn til at varme op, for der snakkes rigeligt i baren under den koncert. Foran scenen modtages Hahn dog med megen velvilje, og selvom han et par steder lader sig distrahere lidt af den megen snak, så tager han det med en coolness som i det hele taget kendetegner hele koncerten.

Kristof HahnHahn ligner en sjov blanding af en gammel bluesmand, en satyr og en omrejsende sælger, som han sidder henslængt på en stol med benene over kors, guitaren i favnen, bukserne godt smøget op, så man kan se hans skinnende cowboy boots og et lille, drilsk-dæmonisk smil spillende om munden. Musikken er ligeledes en god blanding af blues, country og rumklangstung rock'n'roll med en snert af mere arty rock. Hahn hylder både Roxy Music og John Cale (sidstnævnte gennem en slags fortolkning af Cales legendariske fortolkning af Elvis Presleys ”Heartbreak Hotel”), men han har også noget af en god, gammeldags entertainer i sig. Ligesom de bluesede coverversioner af heltene har et lidt røvballeagtigt præg over sig, som så alligevel redes hjem af Hahns store charme og overskud. Samt ikke mindst det faktum, at han har en god stemme og godt styr på guitarens stilistiske muligheder. En række fransksprogede sange fra hans projekt Les Hommes Sauvages viser en mørkere side, som endelig forløses helt i den dystre ballade på Hahns tyske modersmål sidst i koncerten. Mere af den slags ville ikke have gjort noget, men Hahn formår alligevel at gøre et godt indtryk, og Gira kommer personligt op og applauderer, inden han gør sig klar til sin egen koncerten.

Michael Gira

Når Gira selv insisterer på, at folk skal holde mobiler og den slags pjank i lommen, er det nok fordi, han som så mange andre ikke ønsker, at tilfældige (og dårlige) klip fra koncerter skal florere på internettet. Men det er nok så meget, fordi han altid har insisteret på at bygge en fortættet og intens atmosfære op til koncerterne. I de tidligere og notoriske Swans-koncerter kunne denne intensitet næsten angiveligt antage karakter af sonisk tortur. At høre Gira alene med en akustisk guitar er selvsagt noget helt andet, men man overbevises hurtigt om, at han også i denne situation går efter det intense og indædte udtryk. Skønt han ikke i traditionel forstand er en dygtig sanger eller guitarist, så formår han at presse sig selv til det yderste. De fleste sange er bygget op over ganske få og ganske rudimentære akkorder, der høvles igennem på en akustisk guitar koblet til en forstærker, så den får en tung og let forvrænget lyd, når Gira spiller til. Og det gør han ofte. Resultatet er som groft tilhuggede blokke af en slags dyster urfolk. Fuld af repetition, men også af dynamik og drama. Sangene ruller ikke bare lige ud af landevejen. Gira omskaber de egentlige meget simple akkordstrukturer til meget dynamisk musik gennem varierende anslag og ofte abrupte pauser. Han er en mester i at skabe drama, og her er ikke mindst hans dybe stemmeorgan et trumfkort. Når han præsenterer sangen ”Oxygen” som en sang om problemer med at få luft, ja, så er det meget passende for en aften, hvor han selv flere gange skaber sin stemme om til dødsrallen, skrig og brøl. Og igen med disse dramatiske pauser, hvor der så bliver helt stille. Man sendes på en emotionel rutschetur i et udsøgt katalog af sange, der både rummer nye og gamle Swans-numre i akustiske fortolkninger såvel som numre fra det mere folkorienterede Angels of Light-repertoire.

Michael GiraMellem numrene er Gira igen den charmerende og sympatiske mand, der bl.a. fortæller småmorbide og underholdende historier om, hvordan han har solgt sin lever i Kina for at finansiere den kommende Swans-plade, som han med et ironisk glimt i øjet præsenterer som et tredobbelt album bestående af 2 timers musik og 2 numre. Han er også entertainer nok til at rose aftenens publikum for at være ”all very handsome”. Omvendt gider han heller ikke noget pis. Da en i publikum råber ”we love you!”, ville mange musikere have labbet dette i sig som fløde. Gira har dog kun et hånligt skuldertræk til overs for den slags smiger og forklarer manden, at de jo ikke kender hinanden, så han burde hellere gemme sine kærlighedserklæringer til mere passende omstændigheder. Omvendt er han dog ikke bleg for, efter endnu en gang at have skreget sine lunger (som han tydeligvis ikke har solgt i Kina endnu) ud, at bede publikum i det godgørende, socialistiske land Danmark om at købe ham et glas Jack Daniels i baren.

Det gode ved Gira er, at han ikke er bleg for at tage pis på sig selv eller publikum, men omvendt går ind i musikken med blodig alvor. Når først han går ind i sangene, så er der ingen ironisk distance, men kun det rå drama, smukt og voldsomt. Alt for ofte virker det omvendt, som om kunstnere tager sig selv meget højtideligt, men ikke nødvendigvis tager deres musik og dennes kontakt til publikum videre alvorligt. Det, der gør Gira til så stor en kunstner, er, at han ikke stiller sig selv i vejen, men i stedet formår at bruge sine egentlig ret simple evner til at formidle en voldsom energi, som kun få formår at kanalisere så flot.

Gira virker fortsat som en mand i musikalsk storform, og man kan således kun glæde sig til, at Swans (ifølge Gira) til august udsender det stort anlagte The Seer. Men også solo er Gira en oplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for. Og heldigvis har man chancen igen i aften på Studenterhuset i Aalborg.

Michael Gira og Kristof Hahn spiller i aften, d. 15. april, på Studenterhuset i Aalborg. Filmprogrammet ”Michael Gira's Twisted Fairytales” under CPH PIX kan ses fra 26-29. april. Læs mere om filmene og programmet her.

Rasmus Steffensen, 15. apr 2012


Yderligere information

http://younggodrecords.com/

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen