Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Klaus Schulze Feat. Lisa Gerrard: 'Dziekuje Bardzo'
Klaus Schulze Feat. Lisa Gerrard
Dziekuje Bardzo
(dvd, SPV/Target, 2009)

Den anden dvd-udgivelse på kort tid fra Klaus Schulze og Lisa Gerrard er en fin udgivelse, som bestemt bør tiltale de fleste Schulze- og/eller Gerrard-fans – også selvom den nok mest af alt er mere af det samme.

Den tyske electronicapioner Klaus Schulze har, på det seneste, indledt et samarbejde med ex-Dead Can Dance-sangerinden Lisa Gerrard. Det er der indtil videre kommet et dobbeltalbum og en live-dvd ud af, og nu er det altså blevet til endnu en dvd-udgivelse, med endnu en koncert, denne gang fra Bardzo i Polen. Schulze har tidligere haft gode forbindelser til Polen, ja, hans koncertalbum Dziekuje Poland fra 1983 er velsagtens en af mandens absolut bedste udgivelser, måske endda dén bedste, hvis man, med pistolen for panden, var tvunget til at udpege blot en enkelt titel. Så når Schulze med titlen Dziekuje Bardzo – dziekuje er i øvrigt polsk for tak – referer til netop sit store livealbum, så løfter det unægtelig forventningerne en smule i vejret. Omvendt må man dog også spørge sig selv, hvorfor der mon er grund til denne udgivelse, for det er jo blot et halvt års tid siden, at der sidst blev sendt en Schulze/Gerrard-koncert ud på dvd, nemlig Rheingold, som kan findes anmeldt andetsteds her på siden.

I det pressemateriale, der følger med Dziekuje Bardzo, gøres der et nummer ud af, at dette er en helt anden koncert end den, der er at finde på Rheingold, og at den musikalske stemning er meget anderledes. Det første er selvsagt korrekt nok, men det andet er vist det, de fleste vel vil kalde for en sandhed med modifikationer. For godt nok er der tale om anden musik – der opføres unik musik til begge koncerter – men den overordnede musikalske strategi er i høj grad den samme. Variationen opstår snarere i detaljen, om noget, og derfor må man nok også sige, at det kun er absolut nødvendigt at erhverve sig begge udgivelser, hvis man virkelig er fan. For de fleste dødelige vil en af de to koncert-dvd’er være nok, for, hånden på hjertet, de minder nu lidt om hinanden.

Koncerten åbner med Schulze solo, omgivet af synthesizere, samplere, mixere, ganske som vanligt, og stilen bevæger sig fra det ambiente over det direkte udsyrede, ofte på baggrund af et malerisk kosmisk lydtapet. Her er ikke de store overraskelser for den garvede Schulze-kender, men til gengæld kører det godt for tyskeren, der som altid lader sig suge helt og aldeles ind i sine egne musikalske væverier. Det fornemme lysshow understøtter stemningen på fin vis, og man lader sig let glide ind i den trance-agtige konstruktion af lyd og lys. Efter første nummer, der naturligvis har en ganske betragtelig længde – det er jo Klaus Schulze, vi har med at gøre – kommer Lisa Gerrard på scenen og synger med. Der improviseres, så der er tale om lange, søgende forløb snarere end vers/omkvæd-struktur, og musikken er ofte af tung og ambient karakter. Det er, på den ene side, meget stemningsmættet, men på den anden egentlig også meget forudsigeligt, måske især, hvis man allerede er bekendt med føromtalte Rheingold-live-dvd eller dobbeltalbummet Farscape, der begge ser netop Schulze og Gerrard i samme rolle. De gør det glimrende, ingen tvivl om det, og accepterer man først strategien, så er det bare at læne sig tilbage og lade sig rive med. Og det er nok i virkeligheden bedste bud.

Jeg kan dog alligevel ikke lade være med at spekulere på, om ikke netop en mere stram struktur kunne være en interessant udfordring for de to garvede musikere. For vi ved jo, at de kan fremimprovisere den ene stemningsmættede kulisse efter den anden, og bedre end de fleste, men hvis man skal forholde sig til en struktur, så skal man også forholde sig til valg – og fravalg, og jeg tror det kunne være en god strategi, i hvert fald, hvis der er flere samarbejder på vej mellem Schulze og Gerrard. Dziekuje Bardzo er stadig interessant, og måske især for kenderen, men man føler også, at man så småt er ved at være igennem bogen med tricks fra de to store musikalske personligheder.

Udover selve koncerten finder man også dokumentaren ”In the Moog For Love” på dvd’en, en lille film, der fokuserer på samarbejdet mellem Klaus Schulze og Lisa Gerrard, deres kunstneriske ligheder og hang til improvisatoriske forløb. Som med koncerten byder filmen ikke på revolutionerende nyt for kenderen, der allerede ved et og andet om både Schulze og Gerrard, men mindre kan også sagtens gøre det. I det store hele er Dziekuje Bardzo en fin udgivelse, som bestemt bør tiltale de fleste Schulze- og/eller Gerrard-fans – også selvom den nok mest af alt er mere af det samme.

Ras Bolding, 18. aug 2009


Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

... - 7 indl�g19/09/09 01:00
Af JacobPertou
Super velskrevet anmeldelse, som altid!

En petitesse: "Bardzo" er dog ikke den by dvd'en var indspillet i (det er er Warszawa". "Dziekuje Bardzo" er polsk og betyder "Mange tak!" :-)

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Klaus Schulze Feat. Lisa Gerrard
Rheingold – Live At The Loreley


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen