Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Knút Háberg Eysturstein

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Mulgrew Miller & Klüvers Big Band: 'Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus, 4. februar 2012', Örjan Andersson / BJ Nielsen: 'Name of the Next Song', Nils Frahm + Tim Hecker: 'Atlas, Århus, 7. februar 2012'
Mulgrew Miller & Klüvers Big Band
Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus, 4. februar 2012
(koncert)
 
Mulgrew Miller & Klüvers Big Band: 'Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus, 4. februar 2012', Örjan Andersson / BJ Nielsen: 'Name of the Next Song', Nils Frahm + Tim Hecker: 'Atlas, Århus, 7. februar 2012'
Örjan Andersson / BJ Nielsen
Name of the Next Song
(dans, Store Scene, Århus Teater, 7. februar 2012)
Geiger anbefaler! 
Mulgrew Miller & Klüvers Big Band: 'Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus, 4. februar 2012', Örjan Andersson / BJ Nielsen: 'Name of the Next Song', Nils Frahm + Tim Hecker: 'Atlas, Århus, 7. februar 2012'
Nils Frahm + Tim Hecker
Atlas, Århus, 7. februar 2012
(koncert)
 

Bevægelserne kroppes i Örjan Anderssons Name of the Next Song - en verdenspremierende danseforestilling med musik af BJ Nielsen. Ligeledes blev sneen sol da Jens Klüvers velspillende Big Band bød sideman Mulgrew Miller op, mens Tim Hecker støjede alting frem.

Lørdag eftermiddag og Musikhuset Århus er fyldt fuldstændigt op i anledning af Mozarts Don Juan, der dagen forinden har haft premiere. Et 'skelsættende værk, som har vakt begejstring og forundring i århundreder' - her i Mikkel Melbyes roste hænder, og Store Sals mærkværdigt farvesammensatte store sal. Længere nede i huset af musik og glas sidder Rytmisk Sal, og det er der, vi skal ind, nogle godt firehundrede personer, og høre pianisten Mulgrew Miller i selskab med Klüvers Big Band.

Miller begyndte, fortælles det fra scenen, at spille i kirken som 10-årig. Som 15-årig spillede han jazz og kort derefter sammen med selveste Art Blakeys Jazz Messengers, foruden senere en lang række andre centrale navne som Tony Williams, Woody Shaw, Joe Lovano og Niels-Henning Ørsted Pedersen. Han er en af jazzens centrale sidemen, og medvirker - angiveligt og ifølge lokalsprøjten, der i anledningen bragte en optimistisk artikel - på nogle og 500 udgivelser. Denne aften på endnu en, da koncerten bliver optaget.

Big Bandets turné med Miller er dets sidste med Jens Klüver som 'kunstnerisk leder'. Herefter skifter Big Bandet navn og Lars Møller tager over. Det bliver der ikke sagt noget om. Koncerten har slet ikke noget med afsked at gøre.

Trompetist Jakob Buchanan åbner aftenen med en solo. Miller falder ind, sammen med rytmegruppen, der i aften består af Morten Lund på drivende trommer og Morten Bødskov på en sikker bas. Og så proppes Big Band på i alle tænkelige rumligheder. Aftenen skrider frem med dygtige solostykker og Millers velklingende, velspilte klaver. Vi får før pausen en række fremragende Big Band-arrangementer af Dennis Mackrel. En god vekslen og en masse dansende solskin, der falder sneende fra himlen midt i al februarfrosten. Derefter to af Mulgrews egne fine kompositioner: "Grew's Tune" og "Hand In Hand," begge fra 1992-albummet Hand In Hand, her i et storslået Big Band-arrangement. Især "Hand In Hand" er med sit sikre tema og sin pulserende, funky rytmik dejlig og god, og midt i det hele leverer Morten Lund en vældig vellykket (om end lige lovlig 'show'et) trommesolo, der modtager stort bifald fra publikum.

Andet set bruser fortsat frem, og mest interessant forekommer en trio-fremførelse af standarden "My Heart Stood Still." Med Miller ved flygelet, Bødskov på bas og Lund på trommer. Her kommer Millers suveræne og farverige spil til sin lavmælt intime ret. Derefter: en boblende samba fra Millers hånd og en fanfarerende afslutning i brølende hurra. En masse klap og glæde.

*

Pludseligt er det tirsdag. I aften er der en verdenspremiere på Aarhus Teater. Det er den anerkendte og dygtige svenske koreograf Örjan Andersson, der har lavet forestillingen Name of the Next Song for fire dansere og med originalmusik af den svenske elektroniske komponist og musiker BJ Nielsen. Han medvirker endda på scenen. Sætter i gang og lukker af.

Før forestillingen kan man komme op i et rum og høre Andersson fortælle om sin forestilling. Han er meget glad for, at teatret vil præsentere dans. Han advarer, at hvis man ikke har set dans før, kan det måske godt forekomme elitært. Han siger, at det er det ikke. Han fortæller, at man ikke skal læse en handling ind i dansen, at man nærmest skal forstå den som musik. At bevægelserne er bevægelser, ligesom toner er toner. Dansen kan måske efterligne genkendelige bevægelser, mønstre, ligesom musikken kan efterligne genkendelige lyde. Men der er ikke en handling, et budskab der skal findes. Dansen er, ligesom lyden er.

Måske er det ikke helt dét, han siger, men det er sådan jeg forstår det. Det er sådan jeg ville sige, hvis det var mig, der skulle præsentere det.

Name of the Next Song skal danses på Store Scene. Det er prisværdigt, at man gør netop sådan med dansen. Vi sidder en masse mennesker, og der er måske fyldt. Så slukkes lyset. I scenens højre side står et bord med en bærbar computer, en mixerpult og nogle elektroniske musikting. BJ Nielsen kommer forsigtigt ind på scenen og sætter sig ved computeren. Langsom lyd begynder. I den modsatte side af scenen tændes en projektør, og dér står en mand. Det er den israelske danser Asher Lev. Han står først stille, og så begynder hans krop at bevæge sig. Er det sådan, det sker? Eller er det bevægelserne, der kropper sig?

Et solostykke følger. Levs bevægelser veksler mellem det hurtige og det langsomme, ud i og ud af kroppens og bevægelsens afkroge. BJ Nielsen sidder fordybet i computeren, skruer lidt på mixerpulten. Musikken er en langsom, sitrende støj. I programmet står der: "[Hans musik er] primært fokuserende på naturens lyd og dennes effekt på mennesket, 'field recordings' og perceptionen af tid og rum man oplever gennem lyd." Den er dragende, den er organisk. Den har både krop og bevægelse.

Nu kommer en kvinde ind på scenen. Hun kravler nærmest, og gør nogle hurtige vilde bevægelser hen ad gulvet, så op i luften, så ned, så rundt, hen og over. Hun hedder Shi Pratt og er fra Oslo. Hun danser fantastisk, og nu møder hun Lev midt på scenen og deres bevægelser kroppes sammen, i en aggressiv rolighed. Nielsens musik sitrer over, den omfavner rummet, scenen og bevægelserne i hastig krop.

De to går ud, og nu kommer spanske Nuria Guiu Sagarra ind. Hun stiller sig ud mod scenekanten. Hun står oprejst, nedrejst, henrejst, udrejst, indrejst, bortrejst, fremrejst. Oprejst igen. Hendes hænder er mindre bevægelser i kroppens større bevægelser, og i den næste scene ser vi alle fire dansere i forskellige korte sekvenser, der adskilles af lysets slukken, der så tændes, og pludseligt danser de alle på en anden måde et andet sted, og måske er de der ikke alle sammen, men kun nogle af dem - eller kun én. Den sidste danser er Jenna Fakhoury fra New York.

Der er efterfølgende en flot scene, hvor to kvinder følger efter hinandens bevægelser. Jeg tænker på, at Arthur Russell har en sang, der hedder "The Name of the Next Song", der består af en række mindre sekvenser, som alle præsenteres med "The name of the next song is ..." Anderssons forestilling har lidt den samme form: Mindre sekvenser, der danses, samlet i den samme 'sang', men derudover uden sammenhæng (andet end danserne, stedet, musikken).

Anderssons koreografi er meget flot. BJ Nielsens musik er langsom og dragende. Den ånder, ligesom bevægelserne og kroppene på scenen ånder, bevæger sig hurtigt, langsomt hen ad, over gulvet. En vild og flot scene lukker næsten af. En lysende natur former sig op. Forestillingen slutter. Et langt bifald.

Name of the Next Song er en meget flot og smuk danseforestilling, der anbefales på det allervarmeste.

*

På Atlas spiller Nils Frahm og Tim Hecker. Her er mange mennesker, og koncerten har fået meget omtale. Scenens bagtæppe er rødt. Jeg har ikke lagt rigtig mærke til belysningen på Atlas før, men gør det i dag, fordi den var meget tydelig på nogle fotografier, stedets husfotograf Ole Lauritsen tog til en nylig koncert samme sted: Bagtæppet rødt oplyst, musikerne på scenen i mytisk blå. En spændende og virkningsfuld kontrast. Jeg tænker på, om der mon findes noget spillested i verden, der er kendt specifikt for sin belysning?

Nils Frahm går ind på scenen. Han præsenter først sig selv kort, sin relation til stedet. Han har tidligere spillet på Voxhall. Så sætter han sig ved flygelet. Der står to klaverturer på scenen. Flygelet og så et elektrisk klaver. Oven på det elektriske klaver står elektroniske remedier og en bærbar computer. Folk sidder ved borde, der er stearinlys og en del, der står op.

Frahm begynder. Det er flygel, og det er noget sovset tilbageskuende og romantisk ligegyldighed. Bølger af sarte toner, der er lidt hårde, og i hvert fald med masser af smerte og længsel og andre autentiske følelser. Der varer ved i tyve minutter, og det undrer mig, hvis det er hvad Frahm har puttet på den angiveligt gode udgivelse Felt fra sidste år. Heldigvis bliver det spændende kort efter, det elektriske klavertur bliver taget i brug, og effekter kommer til; nu er der et lavmælt, svirpende ekko under en velrytmisk komposition. Derefter tages en computer i brug. Et drømmende computerafspillet 'backingtrack' kravler frem. Det hele lyder lige lovligt new age, Fønix Music og flad mave med pilates. Lidt nuspillet dissonans ind over. 

Jeg tænker, at Nils Frahm mest af alt lyder som en strambukset Enya. Det er der intet galt i. Enya synger trods alt på uddøde sprog. Frahm lyder lidt af modeuge og sart sort strik. Uinteressant. Egentligt er det jo meget smukt, det hele. Der er nogle dejlige og fine ting undervejs, hvor det ikke bare bølger bagud, men skvulper ud over kanter og taktfast pulserer sig ned. Det drukner bare lidt i glutenfri sovs.

Derefter er der pause. Jeg er stadig fyldt op af dans og BJ Nielsen, og da Tim Hecker går på, bliver jeg lidt, men går senere ud. Han vil have alt lys i rummet slukket. Sidste gang jeg så ham var på Platform4, den nedlagte pakhal på Aalborg Havn, et koldt betonrum, der var perfekt til Heckers øredøvende, gennemrivende støj. Atlas er lidt for pænt, og larmen kommer til at virke som en forlystelse mere end som en nødvendighed.

Jeg ved ikke, hvad man kan skrive om Tim Hecker, andet end hvad jeg har skrevet tidligere: At "Heckers støj synes ... mangefacetteret og detaljeret." At "den er opbygget af en imponerende mængde forskellige lag, variationer, et detaljeret og overvældende lydbillede, der både benytter sig af varme, bløde klange, klokker, men alt sammen under et tykt lag af dragende støj," og "musikken er meget høj, gennemborende og intens. Men også lullende og dragende. Drømmende, måske. Allestedsnærværende lyd, og noget med det modstridende i den grumme støj og de smukke klange og ting, der går sammen og mødes som noget nyt og andet." Ja.

Det var i Aalborg. Nu er vi i Århus og klokken har rundet de elleve. Tirsdag aften bøjer sig mod ny. Frosten kroppes videre af.

*

Name of the Next Song danses på Århus Teater i aften og i morgen, 9. og 10. februar. Derefter tager forestillingen på turné.

Nils Frahm spiller i aften i Koncertkirken på Blågårds Plads, København.

Mads K. Christiansen, 9. feb 2012


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen