Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Anders Remmer

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
P.J. Harvey: 'PJ Harvey On Tour – Please Leave Quietly'
P.J. Harvey
PJ Harvey On Tour – Please Leave Quietly
(dvd, Universal, 2006)

”If I had to put in order of preference writing, recording or performing, I think, without shadow of doubt I would take performing. Because that is for me where the music makes sense. I like the beauty of the fact that it is moving in time and you can’t nail it down and you can’t pin it down and I always think that songs are at their most beautiful when they’re performed live and then it just passes by you in the air, and then it’s gone” – sådan har P.J. Harvey forklaret det.

Harvey har aldrig rigtig brudt sig om live-dvd’er. De er kedelige, dårligt tænkt og skematiske i deres ens form med smooth sceneoptagelser og måske lidt backstage live som krydderi. Derfor skulle Polly Jeans live-dvd være anderledes. Undertegnede har ikke set nok koncert-dvd’er til at sige, om det er lykkedes. Men spørgsmålet er, hvor mange forskellige bud på genren, der kan være. Den strukturerende grundpræmis er vel, at der præsenteres live-musik – lige meget hvor meget man så spræller for at gøre noget nyt.

P.J. HarveyNyt eller ej. Som alting Harvey rører ved, er også Please Leave Quietly interessant og tankevækkende. Det er en poetisk dokumentar instrueret af Maria Mochnacz, der siden begyndelsen af 1990’erne har været en af Harveys foretrukne samarbejdspartnere i produktionen af musikvideoer, der skiller sig ud fra mængden.

Vi har at gøre med et patchwork af optagelser, der fra forskellige vinkler fortæller, hvordan det er at være på tour. Man får et indblik i, hvordan det er at være med i et omrejsende cirkus, hvor mange ikke på stående fod kan svare på tidspunkt, dag på ugen eller hvilken by, man befinder sig i. Men ligeså meget fortælles der om, hvad det betyder for musikken at være undervejs. Hvordan lever den live? Som ovenstående citat viser, er det et meget vigtigt spørgsmål for P.J. Harvey.

Det er netop filmens store styrke, at den giver et indfølende portræt af en kunstner, der hele tiden stiller spørgsmål til sig selv, musikken og sine omgivelser. Det er dokumentationen af en kvinde, der hele tiden lærer og ser sig selv som del af en proces. Alting hun gør, gør hun for at blive klogere, og hendes drift mod det uvisse og det ekstreme byder hende at gøre det modsatte af, hvad hun lige har gjort. At det lyder en smule selvcentreret, er Harvey fuldstændig med på. Hun indrømmer gerne at være besat af selvdokumentation – ikke mindst i form af fotografier. En fetish født under hendes tid på art college i 1980’erne.

Touren er formet omkring albummet Uh Huh Her fra 2004. En rå og simpel lo-fi-plade – den første, som Harvey selv har produceret. Med undtagelse af trommerne, der som altid behændigt knaldes og kæles af Rob Ellis, spiller hun selv alle instrumenter. Harvey siger i filmen, at hun valgte de to andre musikere til touren ud fra en betragtning om, at hun og den pæne gentleman Ellis trængte til modspil. De er i tidens løb blevet mægtigt sammenspillede, og som i et gammelt ægteskab følger deraf rutiner og konservatisme – ”vi plejer”. Til lejligheden fandt hun det unge amerikanske guitartalent (der på nogen numre også betjener et ekstra trommesæt) Josh Klinghoffer, der har en god portion anarkistisk scenekarma, og Dingo, som blev spottet bag bassen i bandet The Fall. Han er eneren med en punket attitude, der uddeler fuckfingre til kameraet under de mere personlige optagelser.

Og så skruer firkløveret ellers op for scenecharmen. Måned efter måned gik det ud over stepperne. De spiller numre fra Uh Huh Her og bagkataloget. Kører. Pakker ind og ud. Gør sig klar. Begejstrer, bliver begejstret. John Parish kommer forbi og spiller med – hvilket Harvey omtaler som noget af det bedste; at spille i byer, hvor man har venner, der kan kigge forbi og give en hånd med. Og er det altid sjovt? Næppe!

”What’s touring like:
Harvey: ”It’s a thrill. It’s like being under water.”

Tourmanager Paul: ”It’s like eating your supper two hours later when it is not hot anymore.”

Ellis: It’s a state of anxiety. I feel like I become semi-illiterate and can’t read or concentrate or anything. I feel like I’m thick all the ...”

Dingo: ”It’s like being in a state where you don’t even know the answer to simple questions like that!”

Alt sammen er det meget menneskeligt og seriøst og fascinerende i al sin normalitet. Der er ikke meget sex, drugs og rock n’roll over Harvey og venner. Et par tequilaer og en enkelt gang beruselse, men mest ventetid, bananer og sms’er til dem, man savner derhjemme. Og man bliver rørt, når Polly Jean en enkelt gang er blevet ’tipsy’, eller når hun glatter Klinghoffers stride hår med et glattejern inden en koncert.

Og måske er filmen redigeret vel charmerende. Det er jo ikke til at sige, når hundredvis af timer er blevet til et par. Men Harvey fremstår, så man må knuselske hende – som den modsætningsfyldte og dragende blanding af en stor, stærk uafhængig og højtråbende kvinde med fod på alt og en lille beskyttelsestrængende pige, der stadig leder efter den røde tråd.

Koncertlisten er ikke specificeret - forstået på den måde, at hvert nummer er klippet sammen af optagelser fra forskellige steder. Mens lyden stammer fra en enkelt koncert – heller ikke specificeret. Det er en oplagt Harvey i front – altid topsexet i små specialdesignede kjoler og farverige stiletter. Bandet er velspillende, og fans er overalt fascinerede og opstemte. Musikken er god underholdning, og filmen er godt klippet, men det er det oven for refererede tourpatchwork mellem numrene og en halv times bonusinterview med damen selv, der er denne dvd’s perler. Interviewet er som resten et sammenklip af forskellige optagelser og er en virkelig interessant indføring i kunstneren Harvey. Hvad driver værket, hvordan arbejder hun, hvad tænker hun om fortiden og fremtiden. Måske fordi Harvey altid er så privat, labber man det i sig og kunne blive ved med at se på og høre om denne dragende person og hendes univers.

Der er dog et paradoks i P.J. Harveys valg af live-dokumentation. Hvis koncerten er nuet. Hvis det er en pointe, at den lever og ånder og opstår lige der. At akkorden hænger et sekund og er væk i historien – sådan som hun selv understreger det flere gange i filmen. Hvis det er tilfældet, kunne man anføre, at det er paradoksalt at klippe optagelser sammen fra mange forskellige unavngivne steder. I stedet for at understrege, at den aften i Berlin eller Birmingham med denne lyd, dette lys og disse mennesker var helt unik og derfor skal fremstilles som sådan. Omvendt må man respektere valget om at dokumentere en tour i al dens mangfoldighed og ikke en bestemt koncert.

PJ Harvey On Tour – Please Leave Quietly er dog et must for fans og andre, der godt kan lide en fortælling af og om et intelligent, skabende menneskes vej gennem livet.

Mette Mortensen, 31. okt 2006


Yderligere information

www.pjharvey.net

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen