Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Ann Shenton

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Patti Smith: 'Just Kids'
Patti Smith  Geiger anbefaler!
Just Kids
(bog, 287 sider, Klim, 2010)

Patti Smith skriver som hun synger, med en blanding af en klog kones visdom og et barns vilde og kompromisløse energi og troskyldighed. Glem alle de bovlamme musikerbiografier, vi oversvømmes med. Det er sådan her, det skal gøres.

På Memorial Day 1967 valfartede en 20-årig Patti Smith til Jeanne d'Arc-monumenet ved Philadelphias Museum of Art. Her aflagde hun et højtideligt løfte til både helgeninden og det barn, som hun kort forinden havde måttet bortadoptere, og som hun aldrig ville komme til at kende, at hun ville få noget ud af sit liv. Nærmere bestemt, at hun ville vie sit liv til kunsten og frihed, inspireret som hun var af især den franske poet Arthur Rimbaud.

Nøjagtig samme dag gav en anden ung kunstnerspire – Robert Mapplethorpe – sig i kast med en række tegninger, der skulle symbolisere hans løfte til kunsten. I disse tegningers formationer og mønstre – inspireret af tantriske cirkler – genkender Patti Smith, da hun senere lærer Mapplethorpe at kende i New York, nogle visioner hun selv har haft som barn. Hun forbløffes over sammenfaldet og det løfte, som de begge har givet kunsten, på samme dag. Et ubrydeligt bånd knyttes mellem to drømmere og kunstnere.

Patti Smiths erindringsbog Just Kids, der allerede har gået sin sejrsgang og nu udkommer på dansk, oversat af Charlotte Kornerup, er fyldt med sådanne magiske og skæbneladede tilfælde og forvarsler. Som når Smith i starten af sit lidenskabelige forhold til Mapplethorpe i et syn ser ham forvandle sig til støv, et forvarsel om den AIDS-sygdom, der i slutningen af 80'erne rev ham ud af denne verden.

Smith og Mapplethorpe bliver elskere (og må endda bilde Mapplethorpes strengt katolske forældre ind, at de er gift), og de bliver hinandens støtter og muser. Det er Smith, der insisterer på, at Mapplethorpe bør arbejde med fotografiet, der bliver den kunstretning, som for alvor kommer til at definere ham, skønt han i starten reagerer modstræbende. Smith, der først og fremmest ser sig selv som digter, reagerer ligeledes modstræbende over for Mapplethorpes idéer om, at hun bør synge (ikke kun for ham, hvad hun hyppigt gør, men også for verden). Fra udgivelsen af debutalbummet Horses (1975) – en milepæl i rockhistorien, der selvfølgelig udkommer med et ikonisk portrætfoto af Smith taget af netop Mapplethorpe – bliver det dog også musikken, som verden først og fremmest kommer til at forbinde hende med.

På det tidspunkt har de to dog for længst brudt med hinanden som par (ikke mindst foranlediget af Mapplethorpes stigende erkendelse af sin egen homoseksualitet), ligesom de ironisk nok delvist fremmedgøres for hinandens kunst. Smith kan ikke følge Mapplethorpe ud i de voldsomme S/M-excesser, han gør til et af sine primære motiver. Og omvendt bliver Mapplethorpe ved med at ønske for Smith, at hun skal skrive hitmusik – et ønske, han først får opfyldt gennem singlen ”Because the Night” fra 1978, som Smith skriver sammen med Bruce Springsteen.

De bevarer dog en dyb kærlighed og et sjælefællesskab med hinanden. Ind imellem bevæger de sig tilsyneladende langt bort fra hinanden, men de finder altid sammen igen. ”Paths that cross will cross again”, som Smith synger på 1988-albummet Dream of Life. Et album, som prydes af endnu et ikonisk foto af Smith taget af Mapplethorpe kort inden hans egen død. Et af bogens mest bevægende afsnit omhandler netop skabelsen af Dream of Life, hvor Smith mærker sin egen datter vokse i maven, mens Mapplethorpes elsker Sam først dør af AIDS og Mapplethorpe selv langsomt giver op over for sygdommen.

Albumcover til Horses med foto af MapplethorpePersonligt har jeg det meget svært ved rockbiografier, måske fordi de typisk netop blindt dyrker en rockmytologi, som jeg har det lige så svært med. Men som man nok fornemmer, er Just Kids ikke nogen typisk rockbiografi. Knap nok kan den vel kaldes en kunstnerisk selvbiografi, idet det særlige ved bogen netop er det gennemgående dobbeltportræt, hvor Smiths og Mapplethorpes skæbner spejler sig i hinanden. Det giver en helt særlig struktur til bogen, hvor Smith fortæller sin egen historie igennem Mapplethorpe, ligesom hun fortæller hans historie igennem sin egen. Helt illustrerende for dette dobbeltblik, siger Smith i bogen selv om fotografiet til Horses: ”Når jeg ser på det nu, ser jeg aldrig mig selv. Jeg ser os.” En smuk sætning, der rammer ånden i bogen på kornet, og som samtidig er en rørende karakteristik af et venskab.

Hvad der måske vil overraske nogen – Smiths rockikon-status taget i betragtning – er hvor lidt bogen faktisk handler om musik. Men det er netop noget af det, der adskiller bogen fra så mange rockbiografier. Hvor disse ofte skriver stolper op og ned om rockmusikkens ikoner, men gør dette i et fladt og klichéfyldt sprog, så emmer Just Kids af den energi og lyriske styrke, som den dag i dag gør Smith til én af de mest insisterende stemmer i rocken. På den måde er bogen langt tættere på rockens egentlige energikilde end de fleste bøger om rock. Og samtidig er den meget mere.

For helt fra starten ser Smith først og fremmest sig selv som digter. Hendes forbilleder er først og fremmest Rimbaud, Baudelaire og William Blake, og da hun inden sin egen musikerdebut begynder at arbejde som rockkritiker, skriver hun: ”Selv prøvede jeg at forme mig efter Baudelaire, der skrev 1800tallets mest fremragende og mest idiosynkratiske stykker af kritik af kunst og litteratur.” Hvilket nok kan få denne musikkritiker til at udbryde et dybt suk og spørge: Ak, hvem kan man dog finde i dag, der går til musikkritikken med en lignende ambition?

Selvom Smith fra starten virker ambitiøs på kunstens vegne, så ambitiøs, at hun altså ligefrem sværger en ed om at være den tro, så er hun påfaldende ydmyg, når det kommer til at træde op på en scene som performer. På Chelsea Hotel, hvor hun en overgang bor med Mapplethorpe, kommer hun hurtig i tæt kontakt med toneangivende digtere, musikere og andre kunstnere. Heriblandt William S. Burroughs, Allen Ginsberg (som hun lærer at kende, da han tager hende for en ”smuk dreng” og forsøger at score hende), Gregory Corso, Harry Smith, Jimi Hendrix og Janis Joplin. Hun suger til sig af den inspiration, disse folk bringer hende, og hun omtaler lobbyen i Chelsea Hotel som sit ”universitet”, men selvom mange af de store kunstnere nærmest direkte tilskynder hende til at træde op på scenen, virker det ikke som om, hun på noget tidspunkt spekulerer i, at bekendtskaberne kunne virke karrierefremmende for hende – igen en attitude, der virker befriende fremmedartet i disse networking-tider.

Da hun endelig reciterer sin poesi i en større offentlighed, gør hun det med den forholdsvis ukendte guitarist Lenny Kaye, der siden skal blive en af grundstenene i hendes Patti Smith Group. I starten tænker de dog ikke i band-tanker. Smith ønsker at bringe rock'n'roll ind i poesien, men hun ender så at sige med at bringe poesien ind i rock'n'roll. At hun i dag nyder agtelse som punkens gudmoder, går ligeledes upåagtet hen i bogen, der ikke nævner punkbevægelsen med ét ord. Skønt man måske kan sige, at hun alligevel gør det på sin egen karakteristisk poetiske måde, når hun om overværelsen af en af Televisions første koncerter på CBGB's skriver: ”Selv om ingen vidste det, stillede stjernerne sig i position, og englene kaldte”.

Digterpatos som denne samt Smiths nærmest helgenagtige dyrkelse af gamle franske digtere og helliggørelse af kunsten som sådan, kunne sagtens virke en anelse komisk. Men på en eller anden måde gør den det ikke i hænderne på Smith, der forener en klog kones visdom og værdighed med et barns troskyldige glød og renhed. Det virker ganske enkelt troværdigt, når hun taler om magi, visioner og om at gribe guds hånd i den kunstneriske skabelses øjeblik.

Titlen, Just Kids, som er bevaret i den danske oversættelse, henviser i øvrigt til en lidt komisk situation tidligt i Smiths og Mapplethorpes forhold, hvor de sidder på Washington Square og spottes at et ældre ægtepar. Konen beder manden om at tage et billede af de to unge mennesker med argumentet: ”Jeg tror, de er kunstnere”. Han svarer tilbage, at ”det er da bare et par børn”. Det smukke ved Just Kids er, at den skildrer en gradvis kunstnerisk modning samtidig med, at både Smith og Mapplethorpe på sin vis forbliver kids helt til det sidste, at de bevarer ungdommens vilde håb og jomfruelige blik på verden. Og at Mapplethorpe selv svækket på sit dødsleje kan smile et smil så drenget og rent som det første smil, han sendte Smith, da de mødtes.

Sådanne ting gør Just Kids til et lille mesterværk. En sjældent smuk hyldest til kunsten, kærligheden og venskabet. Nu også på dansk.

Rasmus Steffensen, 18. dec 2010


Yderligere information

www.pattismith.net
www.klim.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Patti Smith
Dream of Life (Gasværket, 15.11.08)



Patti Smith
Fordi natten tilhører livet - Roskilde 2001


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen