Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Woven Hand: 'The Gospel according to David Eugene Edwards'
Woven Hand
The Gospel according to David Eugene Edwards
(koncert med Woven Hand på VoxHall 1/5 ´02)

“Thank you for clapping” siger den sært ranglede skikkelse på scenen gentagne gange som respons på publikums massive klapsalver – en ganske uskyldig bemærkning, der dog i denne sammenhæng virker både absurd og foruroligende. For David Eugene Edwards, som manden hedder, er ikke nogen jovial entertainer, tværtimod!

David Eugene Edwards, som tilbragte det meste af sin barndom med at rejse rundt i Colorado med sin bedstefar, der var prædikant inden for Nazaræer-kirken, har på det nærmeste fået beretninger om arvesynd og helvedes pinsler ind med modermælken. Som 17-årig brød han med bedstefarens tro til fordel for et mere personligt gudsforhold, hvad der fik den gamle prædikant til at dømme ham til evig fortabelse. Edwards' tro er dog stadig af en anden radikal støbning end den hygge-kristendom, vi er forvænt med herhjemme. For ham er ondskab ikke et abstrakt, filosofisk fænomen eller et diffust begreb man bruger til at retfærdiggøre voldelige angreb mod politiske fjender og andre kulturer. Det er en evigt tilstedeværende realitet, som man dagligt må kæmpe imod – inden i sig selv! Den russiske forfatter F.M. Dostojevskij skrev i sin store roman Brødrene Karamazov: ”Hér kæmper Gud og Satan, og kamppladsen er – den menneskelige sjæl”. Nogenlunde det samme vilkår for mennesket finder man i Edwards' musik, der både er et møde med en forpint og lidenskabeligt brændende sjæl og med et kroget mareridtsbillede af Amerika. Man finder hverken ironisk distance eller subtile følelsesmalerier hér – Edwards skræller i sin stærkt ekspressive sangskrivning sådanne forstyrrende elementer bort og koncentrerer sig helt og holdent om ur-dramaet mellem det gode og det onde.

Normalt slår Edwards sine folder i bandet 16 Horsepower, og egentlig var han i fuld gang med at skrive sange til deres næste album, da resten af gruppen valgte at holde en pause – angiveligt netop fordi de ønskede at distancere sig en smule fra Edwards' personlige og religiøse projekt. Endnu spekuleres der i, om vi har hørt det sidste til 16 Horsepower, men det forlyder fra både band og pladeselskab (tyske Glitterhouse, red.), at der kun er tale om en pause. I mellemtiden har den rastløse enspænder så lanceret et alternativt forum for sin sangskrivning: Woven Hand. Og det var netop under dette navn Edwards optrådte på VoxHall den første dag i maj. VoxHall havde dog på programmet tilføjet et diskret ”feat. 16 Horsepower”. Dette var strengt taget en tilsnigelse, men sandt er det, at grænsen mellem de to grupper er flydende, da Woven Hands sange som nævnt oprindeligt var tiltænkt 16 Horsepower. Woven Hand er nærmest at betragte som et solo-projekt for Edwards. På det nyligt udsendte debut-album Woven Hand spiller han stort set alle instrumenter selv, ligesom han har stået for produktionen. Til koncerten havde han dog medbragt et lille tremands backingband på hhv. slagtøj, cello og tangenter/mandolin. Denne konstellation iklæder sangskrivningen en mere afdæmpet – næsten kammermusikalsk – arrangementstænkning, end hvad der er tilfældet med det slagkraftige orkester 16 Horsepower. Dermed ikke sagt at der hos Woven Hand er færre modhager og mindre dæmoni – i hvert fald ikke live. For hvor produktionen på Woven Hand-albummet faktisk er for pæn og poleret til at yde Edwards' univers retfærdighed, så blev koncerten en nærmest besættende oplevelse, hvor man blev draget ind i den suggestive og spøgelsesagtige americana, der svajede uheldsvangert som et fugleskræmsel mellem Will Oldhams vindblæste folk og Nick Caves mest gotiske side. Midtpunktet i denne seance var ubestrideligt Edwards selv, der med sit flammende blik og sin mørkt messende stemme tog rummet i sin besiddelse, mens fingrene løb manisk hen over strengene på hans medbragte arsenal af guitarer, mandoliner og bandonioner. Med en blanding af fascination og ubehag måtte man konstatere, at Edwards har taget ved lære af de mange vækkelsesprædikener, han har oplevet i sin barndom. Men bandets rolle bør dog heller ikke underkendes. Det kræver en ikke ringe musikalsk indsats at akkompagnere en så stærk sjælekamp fyldestgørende, men ikke desto mindre udviste de tre musikere både indlevelse og blændende sammenspil i så høj grad, at man gerne havde hørt, hvad der ville være kommet ud af albummet med denne besætning.

Navnlig hen mod slutningen af koncerten blev den religiøse åre for alvor blottet – og det så den blødte som et andet stigmata. Således blev der sluttet af med en regulær salme, hvor Edwards akkompagneret af mørke orgeltoner lovpriste Jesus. Dette skulle dog næppe tages som en banal deus ex machina-afslutning, hvor frelseren kommer dumpende ned og uddriver dæmonerne i sidste øjeblik, men snarere som en desperat bøn fra et nødstedt menneske. Mindre foruroligende blev det ikke af, at Edwards samtidig svingede sin guitar som en anden stridsøkse i luften – en skræmmende visualisering af Jesu ord: ”Jeg er ikke kommet med fred, men med sværd”.

”Thank you for clapping”, sagde han, og klappet blev der skam i dén grad. Edwards indvilligede da også i at komme tilbage på scenen – denne gang alene. Klapsalverne kvitterede han for med en helt nøgen, men netop derfor desto mere frygtindgydende version af 16 Horsepower-sangen ”Black Soul Choir”, hvis omkvæd starter: ”Every man is evil / every man's a liar”. Det var hård kost i en sammenhæng, hvor man som publikum er vant til at høre klichéer om, hvor fantastisk man har været.

Alt i alt må man sige, at koncerten var en noget ambivalent oplevelse, men at Edwards er et unikt musikalsk bekendtskab, er der ingen tvivl om. Og uanset om man kan identificere sig med Edwards' livssyn eller ej, er der katarsis at hente i hans sange.

Rasmus Steffensen, 5. maj 2002


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

16 Horsepower
Olden



16 Horsepower
Live



Woven Hand
VoxHall, Århus, 24. maj 2010



Woven Hand
Blush Music



Woven Hand
Ten Stones



Bright Eyes
Motion Sickness



Nick Cave and the Bad Seeds
Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus



Spokane
The Proud Graduates



Bright Eyes
The People's Key


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen