Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Je m’appelle Mads

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
The Walkabouts: 'Koncert d. 16/2 - 2002 - VoxHall i Århus'
The Walkabouts
Koncert d. 16/2 - 2002 - VoxHall i Århus
()

The Walkabouts bliver nok aldrig et band, der skriver sig ind i rockmusikkens store mytologi. Der er noget ved dem som bare ikke indbyder til funklende biografier, idoldyrkelse og anekdoter om diverse skandaler og udskejelser. De hører heller ikke til den slags bands, der foretager rockhistoriske kvantespring, definerer nye stilarter eller laver sange som stryger til tops på hitlisterne og ind i bogen med klassikere. Desuden ser de påfaldende almindelige ud. Med andre ord et sympatisk, men lidt kedeligt og middelmådigt orkester, der kan deres håndværk og arbejder myreflittigt, men som mangler den inspiration, der hæver musikken op i de højere luftlag. Forkert! - for der sker nemlig noget, når disse fem midaldrende og helt uglamourøse amerikanere får deres instrumenter i hånden og begynder at spille. Der sker noget uberegneligt og meget smukt. Det sker i studiet såvel som på scenen, det sker når de spiller deres egne sange og når de kaster sig ud i fortolkningens svære kunst. Her åbner sig brede panoramaer - rige på stemninger, erfaring og længsel. Senest har de givet os pladen Ended Up A Stranger - et eftertænksomt og retrospektivt album, der opsamler elementer fra de to episke mesterværker Devil's Road og Nighttown, den knap så vellykkede lydkolos Trail Of Stars og den stemningsfyldte europæiske rejseplade Train Leaves at Eight i et helstøbt udtryk, der samtidig peger fremad mod nye musikalske eventyr.

Det var således heller ikke overraskende netop disse plader, der tegnede den koncert The Walkabouts gav på VoxHall i Århus. Først skulle vi lige have overstået et kort support-set fra keyboardspilleren Glenn Slaters skuffe med egne kompositioner. Glenn Slater er en fortræffelig musiker og arrangør, hvis rolle i The Walkabouts i virkeligheden nok er lidt overset, men uden et band til at spille sig opad blev hans langstrakte syntetiske strygerflader, klaverfigurer og monotone rytmespor en kedsommelig opvisning i lyd for lydens skyld, der genkaldte de værste øjeblikke på Trail Of Stars.

Langt bedre gik det, da bandet kom på medbringende en kvindelig gæsteviolinist og Slater gled ind i sin vante rolle. Lidt forsigtigt lagde de ud med nogle velklingende, men ikke overvældende versioner af sange fra Ended Up A Stranger. De havde tydeligvis arbejdet meget med at opnå en klar lyd, der, modsat hvad der for ofte er tilfældet i en koncertsammenhæng, skabte lytterum til de små detaljer og til de glimrende tekster, men dette gik til gengæld ud over energien. Man savnede lidt riv i guitarerne, lidt smæld på trommerne og lidt bund i bassen. Gradvist fik bandet dog erobret rummet med stærke sange som ”Lazarus Heart”, ”Crime Story” og ”The Light Will Stay On”.

Det var dog først fra og med den nye plades titelnummer, at de viste deres sande potentiale. Med denne langsomt fremadskridende ballade fornemt båret hjem af Chris Eckmans vokal og majestætiske guitarkaskader tog de et skridt væk fra de mere midtersøgende sange fra første del af koncerten og foldede sig ud som et band, der mestrer både det intime sangforedrag, de hymniske ballader og den medrivende guitarrock - og altid med imponerende mange lag i lydbilledet. Sange som ”Heartless”, ”Man From Reno” og ”Prayer For You” løftede en lidt tættere på stjernerne, mens ”The Stopping-Off Place” ramte en som et højhastighedstog.

Også ekstranumrene var meget mere end bare afsluttende høflighedsfraser. Faktisk var den underspillede, akustiske version af The Smiths-klassikeren ”There is a Light That Never Goes Out” nok aftenens egentlige højdepunkt, og endnu et slående eksempel på hvor fremragende fortolkere The Walkabouts er. Endelig fik vi en af deres egne gamle klassikere, ”Grand Theft Auto”, fra '93-albummet New West Motel udført med vital nerve.

The Walkabouts er stadig ikke noget band, der skaber sensationelle overskrifter, men en aften i deres selskab, som denne februaraften på VoxHall minder nu alligevel en om, hvor godt det er at vi har dem. Her er et konsistent band, der med dybe rødder i en amerikansk tradition fortsat udvider deres horisont og formår at blande poesi, rutineret sammenspil og ubesmittet kærlighed til musikken i deres univers, hvor der fortsat er højt til loftet og meget langt ned til middelmådighedens lune hytter.

Rasmus Steffensen, 7. feb 2002


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

The Walkabouts
Shimmers



The Walkabouts
Acetylene



Timesbold
Timesbold


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen