Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» My Friend George

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Rush: 'Moving Pictures Deluxe Edition'
Rush
Moving Pictures Deluxe Edition
(cd + dvd, Anthem/The Island Def Jam Music Group, 1981, 2011)

Med knap 5000 bedømmelser og en score på 4,03 ud af 5 har RateYourMusics brugere udvalgt Rushs Moving Pictures som det bedste album fra 1981. Albummet manifesterede Rushs position som det band, de er i dag. Et progressivt rockband med flair for de gode sange og en samtidig virtuos instrumenthåndtering. Beundrere tæller både de hærdede fans, der tager til Rush-conventions, såvel som musikere fra så forskellige bands som Smashing  Pumpkins, Nine Inch Nails og Death Cab For Cutie. Nu er Moving Pictures genudgivet.

Da den canadiske trio Rush gæstede Malmø i begyndelsen af maj, måtte jeg skuffet tilbringe tiden i de hjemlige gemakker. Sparegrisen var på daværende tidspunkt slagtet, og budgettet kunne ikke bære flere musikekskursioner. Time Machine turnéen slog sig ellers op på en genopførsel af hele 1981-klassikeren Moving Pictures, der netop var udkommet i en 30 års Deluxe Edition.

Jeg kunne ikke undgå at føle, at jeg havde svigtet min forpligtelse som entusiast, da en Rush koncert på disse breddegrader er sjældnere end, ja meget sjældne. Derfor indkøbtes (officielt) merchandise fra turnéen, som jeg så kunne iklæde mig, når den nys udgivede Moving Pictures bragede gennem højttalerne. For på en eller anden måde skulle der kompenseres. Det vil jeg også prøve at gøre med denne artikel.

Nørdernes band
Rush er en demokratisk trio, hvor hvert medlem har en ligelig andel af lydbilledet og det kunstneriske islæt. Baseret på et livslangt venskab, står Geddy Lee (bas, sang, keyboards) og Alex Lifeson (guitar) for de komplicerede, men stadigt enormt iørefaldende arrangementer. For kan man ikke lige stampe i takt til mærkelige tidssignaturer, er der oftest en livline - en god melodi - man kan nynne med på. Og det dette er ifølge Jason McGerr fra Death Cab For Cutie netop en af grundene til, at han synes, de er geniale.

På tekstfronten brillerer den taktfaste janitshar, Neil Peart med til tider højpandet, til tider let identificerbar lyrik. Bedst forklares det af Billy Corgan i dokumentaren Beyond The Lighted Stage fra sidste år:

”Det, jeg elskede ved Neil, var, han at tog meget komplekse og metafysiske temaer, og var i stand til at sætte dem sammen på en måde alle kunne forstå. Og uanset om han stjal fra Shakespeare, eller citerede direkte fra hjertet, blev det gjort på en måde, der aldrig syntes snobbet. Det var altid som om han var tilstede i rummet, og talte direkte til dig.”

rush Citatet siger selvfølgelig også noget om, at Billy Corgan var en aspirerende kunstner, men dokumentaren præsenterer også fans, der finder samme grundlag for identifikation i teksterne. De portrætterer sig selv som nørderne. Nørderne, der har hver sin favoritmusiker i bandet, kan spejle sig i lyrikken og få en eller en anden form for fysisk og mental aflastning ved at gå til koncerterne – igen og igen. For drengene fra Trailer Park Boys går det dog så galt, at de kidnapper Alex Lifeson, fordi det ikke lykkes dem at skaffe billetter til koncerten i byen.

I 2009 udkom filmen I Love You, Man, der humoristisk satte den kultiske dyrkelse af Rush på spidsen i skildringen af venskabet mellem to vidt forskellige mænd. Den ene umiddelbar, den anden hæmmet. De danner et jam-band, hvor de spiller ”Tom Sawyer”, og i en central scene optræder Rush sågar med ”Limelight”.

Nævnte to numre figurerer som galionsfigurer på Moving Pictures. To numre, der var med til at sikre bandets popularitet, og som i dag er hyppige repræsentanter på amerikansk rockradio.

Bevægende lydbilleder
Moving Pictures
anses som det centrale værk i Rushs karriere. Efter en periode i sidste halvdel af halvfjerdserne, hvor den progressive rock blev smagfuldt udforsket, havde de tre elitemusikere budt firserne velkommen. Det var nye tider. Punken var for længst overtaget af new wave. Nu hed inspirationskilderne ikke blot Yes, Genesis, King Crimson. Stadigt unge og nysgerrige, som de var, kunne der også tales varmt for Talking Heads, Ultravox og ikke mindst The Police.

Selvom debuten udkom allerede syv år før, var det et gennembrud for bandet at kunne betræde et nyt plateau for høj kvalitets sangskrivning og musikersammenhold. Neil Peart anser derfor albummet som begyndelsen på det Rush, vi kender i dag.

Albummet blev til i studiet, og der var god tid til fordybelse. Det skulle da også vise sig, at albumåbneren Tom Sawyer først klikkede med bandet i miksningsprocessen. Og dér gik der en prås op for Geddy Lee. Det skulle blive bandets signaturmelodi, og dermed også et nummer de aldrig ville kunne slette fra setlisten. Det kunne han fornemme øjeblikkeligt. De havde nu fået deres egen ”Bohemian Rhapsody” eller ”Stairway To Heaven”. De blev endda samplet af hiphopgruppen Young Black Teenagers, der proklamerede at ”Tom Sawyer was the phattest shit ever recorded”.

Med den fuldfede lyd fra Moog Taurus baspedaler kørt igennem en Oberheim synthesizer, er nummeret i gang. ”A modern-day warrior / Mean mean stride / Today's Tom Sawyer / Mean mean pride” gjalder det fra Geddy Lees højt pitchede vokal. Neil Peart ligger stramt på beatet, men har alligevel overskud til at klemme et lynhurtigt trommefill ind hist og her. Det er tydeligt at Stewart  Copeland fra The Police har gjort indtryk. Selv teksten synes autobiografisk: ”Though his mind is not for rent / Don't put him down as arrogant / His reserve, a quiet defense / Riding out the day's events”. The river passer fint ind i den beskrivelse, både Geddy, Alex og andre omkring bandet sætter på Neil Peart: En reserveret og sky mand, der føler kontaktfladen med sine fans særdeles ukomfortabel.

Rush ”Tom Sawyer” er et af rockhistoriens ypperste momenter. Rent teknisk har nummeret ikke mistet pusten, og det satte en vis standard i forhold til, hvor tight og præcist numre skulle eksekveres i studiet – vel at mærke lang tid før Pro-Tools og lignende. Derfor er ”Tom Sawyer” stadigt en udfordring at spille live for bandet. Og når det rigtigt lykkes, så udløses en lykkefølelse.

Skæring to, ”Red Barchetta”, blev til efter, Neil læste novellen A Nice Morning Drive i et bilblad nogle år forinden. Det udviklede sig til idéen om en tid, hvor biler er forbudt. Hovedpersonen finder en bil i sin onkels garage og tager en tur ud på landevejen. Sangen beskriver fetichistisk glæden ved biler, og symboliserer derved en undertrykt frihedstrang. Spørgsmålet melder sig; hvornår mistede vi evnen til at have det sjovt? Tematikken bliver underbygget af et hårdt rockende arrangement, men med en diversitet i form af lidt blidt fingerspil, når versene synges. Der er dømt fuld oktan i broerne, med hvad dertil hører af polerede, stadionrockende riffs og ikke mindst den aggressive og groovede rundgang efter hvert vers.

”YYZ” er navngivet efter Torontos lufthavnskode, og numret er en slags instrumental hjemstavnshymne. Når bandet skulle lande i Toronto efter en turné, bemærkede Neil Peart den udgående morsekode fra  cockpittet, og rytmen blev inspirationen til den halsbrækkende rytmestruktur i nummeret. Et rigtigt musikermusiknummer, hvor hvert medlem har sine solospots, og gør alt for at leve op til, hvad man kunne have af fordomme om progrock. Med undtagelse af den metalliske og stramme struktur. Her fandt et band som Dream Theater sin tiltro til at prog og metal let kunne forenes, og på debutpladen otte år senere, havde de endda et lignende nummer med en lignende titel; ”Ytse Jams”.

Hittet på Moving Pictures må siges at være ”Limelight”, og lyrisk såvel som musikalsk er numret det mest tilgængelige af slagsen. Sangen handler om glæderne og sorgerne ved at opnå succes. Ironisk nok havde bandet kun set toppen af isbjerget, når det kom til succes, for det var netop Moving Pictures, der skulle blive den helt store sællert for bandet. Det starter med noget, der ligner et klassisk guitarrockriff, hvorimod nummeret besidder en helt formidabel bittersødme i versene.  Omkvædene beskriver sørgmodigt og smukt den ensomhed, der medfølger i fuldpakken ”succes”. Og så understøttes det af en utraditionel, næsten underspillet guitarsolo, hvor en enkelt tone får lov at hænge i en tyk luft af feedback og vibrato, inden det karakteristiske fingerspil, leder sangen tilbage til omkvædet.

Efter ”The Camera Eye” og ”Witch Hunt” lukker ”Vital Signs” pladen. Med en stram struktur, dybt inspireret af The Polices euro-reggae, opfordrer nummeret til nytænkning: ”Everybody got mixed feelings / About the function and the form / Everybody got to deviate / From The Norm.”

Således rundes et legendarisk album af. Hvor anden såkaldt, ja lad os bare kalde det classic rock, kan være så formularisk, tidsforanket, slibrigt sexfikseret og dræbende forudsigelig, besidder Moving Pictures en uforlignelig tidsløshed. Meget musik i dag er en indirekte forlængelse af den studietilgang, trioen lagde for dagen. Den præcise levering, de fængende melodier, der indirekte skjulte brugen af mærkelige tidssignaturer. Alligevel er de ikke blevet helt matchet endnu.

Luksusudgaven
I bonusafdelingen på Moving Pictures – Deluxe Edition får vi ikke, som traditionen byder sig, alternative versioner eller livemateriale. Derimod kan albummet lyttes i 5.1 surround eller i 24-bit 96kHz. Men det bedste er de tre musikvideoer indspillet live i Le Studio. De er klippet så fremragende, at hver musiker er i fokus på de helt rette øjeblikke, med en forsvindende lille brug af splitscreens. Selvsagt burde hele albummet være indspillet således, for meget få bands musikalitet tåler i virkeligheden at blive stillet til skue. Men det gør det i tilfældet Rush. Uden det bliver vammelt.

Jacob Pertou, 13. okt 2011


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen