Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The Late Parade

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Nicolas Bernier: 'courant.air'
Nicolas Bernier
courant.air
(cd, ahornfelder/2010)

Nicolas Bernier lægger arm med avantgardens store og stærke drenge, men må se sig slået til ukendelighed for sin malplacerede og kejtede attitude.

Jeg mindes et interview med Kristian (von) Hornsleth, der fascineret berettede om musikeren John Zorn. Provomaleren havde overværet en koncert med sit idol, der for at skille fårene fra bukkene, havde skræmt halvdelen af sit publikum væk med den mest utænkelige og ulidelige larm, man kunne forestille sig. Da der så var renset godt ud i geledderne, proklamerede John Zorn, at nu kunne koncerten endelig begynde. 

Denne kunstneriske kamikazekurs giver størst mening i en koncertkontekst. Er der noget, der får folk til at himle op, så er det, hvis de dyre koncertbilletter og eventuelle transportomkostninger har været spildt. Så stimler indignerede koncertgængere gerne sammen for at kræve pengene retur.

På et album bliver samme provokationsideologi hurtigt en kende fesen. Man kan i bedste fald ignorere musikken, og dernæst deponere cd’en i et antikvariat eller give den væk som hadegave.

Et album kan gengive øjeblikket, hvorimod en koncert er så dybt rodfæstet i nuet, at der ingen vej er tilbage.

Når jeg alligevel bruger John Zorn-analogien i tilfældet Nicolas Bernier, så er det, fordi sidstnævnte opererer med Zorns aggressive ligegyldighed over for lytterens tid og penge. Men her smager det bare beskt og navlebeskuende.

Har den harske glitch ikke snart passeret revy? Hvad er det egentlig den kan? Når al humor og underfundighed er undermineret i en overintellektualiseret musik, har man så som kunstner nogen form for situationsfornemmelse overhovedet?

Trykluftsbor, matrixprintere, og jeg skal komme efter dig, bliver rørt sammen i en rusten blender, og serveret som en metallisk grød – lige i smasken på én. Det er, hvad det er, men lydudfaldene skæmmer enhver sympati for projektet. 

Til at skabe bare et enkelt gran harmoni er guitaristen Simon Trottier hentet ind. De 33 minutters musik er blevet til over to år, og man fristestil at tro, at Simon Trottier først har set en guitar ved projektstart. Nogle af de guitaristiske gimmicks er så amatøragtige, at man i den grad forundres. Tilfældig klimpren, barnagtig glissando op og ned ad gribebrættet, samt et plekter der skraber febrilsk på de dybe strenge, er blot tre eksempler.

I ”petit port bien abrité” og ”air.chanson.usure” hvor der rent faktisk kan tales om regulær 12-strenget guitarspil, hakker det på samme måde, som resten af lydudfaldene. Der er INTET flow.

Eneste formildende omstændighed er kortvarige sekvenser i ”propulsion” og ”érosion”, hvor alt får frit afløb for at larme, á et minuts varighed, uden irriterende indgreb. Befriende.

Derudover fejler courant.air på samtlige, kunstneriske planer. Provokation trives altså ikke på en tilfældig udgivelse fra en tilfældig kunstner. Gå ud og søg de ægte oplevelser i koncertmiljøet.

Jacob Pertou, 28. feb 2011


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen