Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Esther Maria & The Song Horse

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Vive La Fete: 'Lille Vega, København, 30/11/05'
Vive La Fete
Lille Vega, København, 30/11/05
(koncert)

Sidst belgiske Vive La Fete gav koncert her i landet var på Loppen, Christiania, og der var fuldstændig pakket, i en sådan grad, at publikum næsten blev skubbet ind over den lille scene. Derfor virkede det kun helt naturligt, at gruppen denne gang gav koncert et lidt større sted, nemlig Lille Vega, København, som de da også formåede at fylde.

Efter opvarmning ved det svenske soloprojekt Firefox, der må betegnes som indierock møder electropop, gik Vive La Fete på scenen. Gruppen, der egentlig er en duo bestående af guitarist og synth-programmør Danny Mommens og vokalist Els Pynoo, suppleres live med trommeslager, bassist og synthesizerspiller, hvilket er en løsning, der efter denne anmelders mening bringer både godt og skidt med sig. På den gode side giver de ekstra musikere selvsagt en mere direkte live-fornemmelse, for der er tale om et band, der spiller sammen og gør det godt, men faren ved en sådan strategi ligger lige for, når man arbejder ud fra overvejende elektronisk studiemateriale; man kan ende med en lyd, der bevæger sig for langt fra udgangspunktet og måske risikere at miste de finesser, der oprindeligt var med til at gøre musikken interessant. Og Vive La Fete er en mere rock-orienteret oplevelse live end på album, men heldigvis gøres der også brug af backing tracks og synthesizere, og det var de numre, som gjorde mest brug af elektronisk lyd, der fungerede bedst til koncerten.

Overordnet var lyden god, om end Pynoos vokal var for lav på de første par numre. Det blev dog rettet undervejs og så var alt som det skulle være. I takt med at koncerten skred frem og gruppen bevægede sig gennem numre som ”Nuit Blanche”, ”Mon Dieu”, ”Machine Sublime” og ”La Verite” kom der også mere gang i publikum, og gruppen levede op til sit navn; feststemningen bredte sig og også videre end til de første rækker, ikke mindst fordi Vive La Fete gør sig godt på en scene, med den rette kombination af energisk showmanship og teknisk kunnen. For selvom musikken er overvejende simpel og minimalistisk, så kræver den en rytmisk præcision at fremføre, netop fordi det maskinelle aspekt er en væsentlig del af lyden.

Efter den afsluttende ”Noir Desir” lod gruppen musikken glide i retning af improviseret støjpunk og inviterede, som vanligt, nogle folk fra publikum på scenen for at spille med - en sjov gimmick, der selvsagt altid trækker stikket hjem hos publikum. Og nåja, hvis de havde givet mig en synthesizer i stedet for guitaren, så kunne det have blevet mere konstruktivt, men i stedet blev det altså god, gammeldags punk.

Efter ekstranumrene ”Tokyo” og ”2005” var koncerten forbi. De sortklædte og festglade belgiere forlod scenen, og publikum virkede glade og tilfredse med aftenens koncert. Vive La Fete præsenterede en professionel koncertoplevelse, men fri for kedelig rutine og med plads til den humor, der lige fra begyndelsen har været en vigtig ingrediens i hele konceptet.

Ras Bolding, 7. dec 2005


Yderligere information

www.vivelafete.be

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Vive La Fete
Vive Les Remixes



Vive La Fete
Store Vega, København, 25/03, 2008



Vive La Fete
Jour de Chance



Vive La Fete
Grand Prix


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen