Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Marc Kellaway

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Martin Hall: 'Kinoplex'
Martin Hall
Kinoplex
(lydbog, Lindhardt & Ringhof, 2010)

I Martin Halls Kinoplex jagter den unavngivne fortæller - med udgangspunkt i et foruroligende videoklip - en tabt ungdom, og bogen trækker linjer op fra 80'ernes dekadente kunstmiljø og op til i dag. 

Hvad er Kinoplex? Umiddelbart skulle man tro, overskriften taget i betragtning, at der er tale om en lydbog, og det er der også, men titlen udsendes også som traditionel bog, altså sådan en med sider af papir, og for så at gøre den multimediale forvirring komplet, så er det tilmed intentionen at præsentere Kinoplex som teater nu til oktober. Men hånden på hjertet, den slags kan vel næppe slå de sande Hall-kendere ud af kurs – de har, trods alt, måtte stå model til det, der var værre, og her undgår vi nænsomt at snakke underholdnings-tv på DR. Og dog. For på samme måde som Halls seneste studiealbum, den glimrende og sært foruroligende Hospital Cafeterias kunne siges at være en modreaktion til netop deltagelsen i DRs Talentshow, så er også Kinoplex en tilbagevenden til velkendte Hall-emner som identitetsforvirring, dekadence og tiltagende desperation.

Fortællingen læses op af Jan Poulsen, med sporadisk baggrundsmusik af Hall, og kredser i sit udgangspunkt om en videooptagelse af en afklædt pige, og hvad der først præsenterer sig som en gåde – hvem er pigen og hvorfor drages vor hovedperson af videoklippet i en sådan grad, at han rejser helt fra Danmark til Sydamerika i søgen efter viden herom – bliver i stedet til en samling erindringer, som trænger sig på, bid for bid, lag for lag. Scenerne fra Sydamerika er, indtil fortællingens afslutning, mest at betragte som små meditationer og stemningsbilleder, mens den egentlige handling drives frem af minder om en tid, der var engang, og det viser sig, at det i høj grad er den svundne tid med dens spøgelsesagtige erindringsbilleder, der er det egentlige fokus snarere end gådens løsning i traditionel forstand.

Martin Hall - foto: Bredo HjøllundVor unavngivne hovedperson, men vi kunne jo kalde ham Martin, er en fyr, som formentlig befinder sig et sted i fyrrerne, og som er nået dertil i tilværelsen, hvor nostalgien for alvor begynder at trænge sig på i de stille stunder. Historien skydes, som nævnt, i gang, da vor fortæller modtager en anonym e-mail med link til et videoklip, der kan ses på websiden, og hold nu fast, www.kinoplex@;org. Ja, det er godt, at den gode Hall ikke skriver cyberpunk-litteratur, for så havde man grinet ham ud blandt hackerne. Men lad os være storsindede og tilgive den lille svipser af teknisk karakter. Vi erfarer, gennem tilbageblik til unge dage med vilde fester, at videoklippet har forbindelse til kammeraten Daniel, som sammen med pigen i den lille video, Beatrice, fuldender det trekantsdrama, som bliver fortællingens klimaks. Lyder det uhyre konventionelt? Det er det såmænd også, for selve historien, plottet, om man vil, er ikke noget at skrive hjem om. Det kan overståes på en linje eller to, og jeg afslører næppe for meget ved at sige, at det dybest set handler om to gamle venner med smag for dekadent performancekunst og videoteknologi, og på et tidspunkt kommer der en pige imellem dem, og så går det galt. Men som den opmærksomme læser måske allerede har anet, så er plottet i Kinoplex næppe det væsentlige. Bevares, man følger da nysgerrigt med, forsøger at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen, men det, der for alvor fanger interessen, er de talrige betragtninger undervejs, og her er det, at det for alvor giver mening, at vi kaldte vor unavngivne hovedperson for Martin. For selvom der ikke er tale om en decideret autobiografisk skildring, så vil tankestrømmen og de øjne, hvormed vor fortæller betragter sin omverden, formentlig synes som en velkendt oplevelse for de, der allerede er bekendt med forfatteren – og måske også musikeren – Martin Hall.

Et centralt tema i fortællingen er dekadence. Det viser sig, at Kinoplex også er navnet på en klub med speciale i fester af den slags, der sprang ud af det sorte firsermiljø for så siden at kamme over i sex og stoffer i den helt store stil. De lystige eskapader filmes af Daniel, til at begynde med som ren og skær dokumentation, siden som vouyeristisk fetichisme og til sidst, måske, som forretning med lige dele pornoindustri og afpresning for øje, og så er det jo spændende at spekulere lidt over, hvor man trækker grænsen på denne, mildt sagt, stiblede linje. For det er skam spændende og smudsige sager, der er tale om, for kan man evt. fange nogle berømtheder i pornografiske situationer, måske ligefrem de kongelige? Prins Henrik med romerlys, gæt selv hvor – det er da pirrende.

Men hvad sker der, når man så har set det meste? Skandale? Og når skandalen er overstået, en eller anden kendis trukket i sølet, eller måske ligefrem en bekendt? Hvad er der tilbage efter dekadencens klimaks, når bunden er nået? Når begæret er blevet overfodret, når grænserne er blevet overskredet, når seksuelle udskejelser bliver til billeder? Det siges, at visse indianerstammer er af den opfattelse, at hvis man tager et billede af nogen, så stjæler man deres sjæl, og Kinoplex er i høj grad en fortælling, der handler om mennesker, for hvem sjælen er blevet væk. Videoklippene bliver, for vor fortæller, indgangsvinkel til de spor og gåder, der, via dunkle stier, kridtet op med kokainbaner og pyntet med sexlystne fristelser af begge køn, peger tilbage mod ungdommen, mod en tid, hvor det endnu var muligt at bryde grænser. Videoklippenes mystik antyder en gåde, og finder vor hovedperson svaret på denne gåde, da vil ungdommens uforløste spørgsmål, håb og drømme pludselig give mening og redde ham fra den golde og meningsløse alderdom, der venter derude. For er det ikke sådan, erindringens spil fungerer? Som en skakspiller, der duellerer med døden, spekulerer man over sit næste træk, men det eneste spørgsmål, der trænger sig på, efterhånden som nederlaget synes umuligt, er: hvor gik det galt?

Det lader sig selvsagt ikke gøre at genskabe ungdommen – billederne forbliver i deres eget univers, og beskueren må nøjes med at forblive på den anden side, og selvom jeg ikke skal røbe, hvordan fortællingen slutter, tør jeg godt antyde, at heller ikke vor unavngivne hovedperson, til syvende og sidst, finder frem til andet end det, man på engelsk ville kalde for en dead end.

Ras Bolding, 8. sep 2010
Foto: Bredo Hjøllund


Yderligere information

www.kinoplex.org
www.martinhall.com


Kommentarer (48)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Laura - 0 indl�g09/09/10 17:48
Af Laura
Jeg har lige set et interview på TV2-Lorry på nettet med Martin og kan ikke lade være med at tænke på hvor irriterende det må være konstant at få at vide at det man skriver er selvbiografisk når det ikke er det. Og så kan jeg heller ikke forstå det med hackerhånen for jeg læste bogen færdig i nat og det er jo en klub de taler om og klubber og selskaber har da tit hjemmesider, Bongorama, Faust og Golem for nu at nævne nogen.

 
Mette Katrine S - 0 indl�g10/09/10 02:04
Af Lakse
(Det er fordi Sætternissen er kommet til at skrive @ i stedet for . Altså kinoplex@org frem for kinoplex.org, så skal man åbenbart hånes...)
Bogen gør stort indtryk!
God nat og god læselyst :)

 
Mille M - 0 indl�g11/09/10 14:59
Af millennium
Det hedder en laks, flere laks, du har stavet dit navn forkert!
Men Laura: hvordan kan du vide det? Hvor ved du fra det ikke er selvbiografisk? Det er fordi jeg selv synes det bliver svært at skelne hvad der er virkelighed og hvad er fiktion, når nu nogle personer i bogen eksisterer i virkeligheden, og nogle lokations også gør, og noget af handlingen også har fundet sted, så kan jeg ikke rigtig skelne...


 
Laura - 0 indl�g12/09/10 20:13
Af Laura
Både i tv-interviewet og et andet interview har han understreget at det er en roman. Selvfølgelig skriver han ud fra noget han selv har oplevet, men jeg formoder fx ikke at Hall er en voldtægtsforbryder. Omvendt ja, det spændende er da også de flydende grænser, det er vel også en del af det projektet handler om.

 
Mette Katrine S - 0 indl�g13/09/10 00:46
Af Lakse
@ millennium: :D Godt set, Falkeøje! ..Nej, det var ikke ondt ment.

Han går som en slags søvngænger gennem sit liv. Flyder ligesom bare med gennem alle disse år. Man får en slags forklaring på det, eller måske en nøgle til at forstå hans opførsel i kapitel 8 og 9, som er uhyggeligt godt skrevet synes jeg. Han fortæller lidt om moderen efter at han har fundet hende død i hendes seng. Dér knækker filmen for mig tror jeg. Det er midt side 28 og næste. Sådan fortsætter det gennem resten af bogen, indimellem, denne skrivestil.
Det er skrevet på en måde som var det selvoplevet, ikke beskrevet, men sanset, indefra. Der er det både vanskeligt at adskille forfatteren og fortælleren, men også nogle gange er det ligesom at være der selv. Synsvinklerne veksler og især til disse seancer eller Kinoplex-fester er der ikke rart at være synes jeg. Når man skal stå og se på hvad der sker med pigerne. Der kommer jeg i tvivl om om jeg selv er med. Medskyldig medansvarlig i det der foregår. Det er svært at sige


 
lotte - 1 indl�g13/09/10 00:53
Af lottefree
Anmeldelsen skriver jo faktisk at det ikke er en decideret selvbiografi: "For selvom der ikke er tale om en decideret autobiografisk skildring, så vil tankestrømmen og de øjne, hvormed vor fortæller betragter sin omverden, formentlig synes som en velkendt oplevelse for de, der allerede er bekendt med forfatteren – og måske også musikeren – Martin Hall."

 
Annika K A - 0 indl�g13/09/10 18:58
Af Anna Lyse
Jeg vil sige at jeg har læst den to gange nu, faktisk. Det var meget bedre anden gang.
Første gang var det nærmest hovedkulds, jeg blev enormt oprevet og forvirret.
Jeg havde brug for at få overblik, så jeg læste den en gang til.
Anden gang var det helt anderledes. Jeg læste den langsommere, og havde da meget mere styr på det. Det var stadig stærkt, men så var man ligesom forberedt.

 
Laura - 0 indl�g14/09/10 10:08
Af Laura
Jeg havde det lidt på samme måde, jeg læste den også igen. Med Hall ved man at der altid er et eller andet bag det hele, så man har lyst til at finde ud af hvad det er. Ledte i øvrigt efter det interview jeg læste med ham om bogen men kunne ikke finde det, til gengæld fandt jeg hans Politiken essay fra her sidste uge på hans hjemmeside, det er altså ret sjovt og giver også en god vinkel til bogen: http://www.martinhall.com/feature.asp?ID=127

 
Mette Katrine S - 0 indl�g15/09/10 01:39
Af Lakse
Sådan havde jeg det også:) Men måske primært på grund af formen.
Jeg har engang læst Celine, eller dvs. gu har jeg ej, for jeg gik i gang med "Rejse til nattens Ende", overlevede krigen med dens vold og kadavere i dynger, tissede i en kop og hældte det ud af koøjet i min kahyt for at undgå at blive flået ombord på båden til Afrika (så langt så godt) men Afrika blev min skæbne. Dens skidt og kryb og uhumske, svedende hede. Og ham manden, skurvet som en muldvarp, som har en varebod og en øjensygdom som gør det tager en halv time om morgenen at åbne først det ene, så det andet øje, og som i øvrigt kradser sig... Ingen detaljer går til spilde! Han var dråben, så kunne jeg ikke mere. (Sidetallet talte 126 af 466, så er det sagt...)

Skriveformen er selvfølgelig vigtig og nødvendig, yderst engagerende, "vedkommende" som man siger. Det forstår jeg så udmærket, med min hjerne, mens jeg væmmes og kvalmen stiger i halsen.. (Nu savner jeg ham alligevel lidt, Celine..)

Denne bog gjorde mig omtrent lige så oprørt. Nok også fordi stilen ikke er en konstant, den veksler, så man bliver grundigt centrifugeret.
Der åbnes med en flot panorering, Fortælleren er ankommet med fly til en Sydamerikansk storby. Lyset flimrer, der er varmt og støvet. I roligt tempo afdækkes hvorfor han er der, og bedst som læseren dvæler og orienterer sig, skal han slås hjem - dang, København! Tilbage til fortiden, mørk og gold.

På samme måde er ikke alle karakterer lige sympatiske, først skal vi hilse på Sune:
"Mandehænder er sjældent smukke. Slet ikke Sunes."
Sune bor oven over Daniel. Han er en brutal og grovkornet type, primitiv og ulækker. Hans liv handler om at få opfyldt primært to behov, nemlig træning og sex, og det beskrives lige så grimt som det er:
Fortælleren og hans ven Daniel støder på ham ude i opgangen, hvor han slæber en pige op ad trapperne: "Der gik ikke mere end ti minutter, før man kunne høre ham støde løs i hendes krop, som skulle han besåle et par sko på rekordtid." Ja, undskyld mig... Og sådan fortsætter det, mens det vender sig i læseren. Jeg har i høj grad fået bogen ind under huden!

Sune tjener selvfølgelig en funktion i det videre forløb...

 
Annika K A - 0 indl�g21/09/10 18:23
Af Anna Lyse
Tak Laura for linket, det er sjovt! Men jeg må indrømme at der var nogle sætninger jeg ikke helt forstod, fx "den megalomane individualitets mangel på interaktion med sin omverden, jegets urørlighed" men ellers forstod jeg det. Det er godt og mættet.
Nu har jeg tænkt lidt over det her i weekenden, og jeg ved det ikke, men jeg tror måske mange tænker: "Han er så klog, det er ikke en bog jeg kan forstå."
Hvordan skal jeg sige det... Måske, hvis han fortalte lidt om hvad den handler om, den konkrete historie, hvad handler den om? ville det hjælpe. Jeg tror måske det kræver en vis portion selvtillid for ikke at komme til at føle sig underlegen. Ingen sag for akademikere og unge mennesker fulde af appetit og mod, men meget af det der står i essayet tror jeg ikke er noget andre mennesker har tænkt over, eller dannet sig overblik over. Ikke nødvendigvis fordi de ikke kan, men fordi de er optaget af konkrete ting. Deres børn, deres karriere, hvad vi skal have til aftensmad. Jeg tror slet ikke det har været hans intention, men jeg tror det ville hjælpe hvis han måske bare bøjede lidt i knæene, så at sige, og derved kom i øjenhøjde med læseren. Mere skal der ikke til. Møde hende hvor hun er, åbne døren for hende... "Den handler om en mand som..." Gøre det let. Ellers kan hun måske få det indtryk at bogen er "svær", eller kræver noget af hende, hun ikke er i stand til at honorere. Så er porten smækket i, bogen er lukket.

 
Annika K A - 0 indl�g21/09/10 18:24
Af Anna Lyse
Er det ikke lidt sådan vores forældre, lærere, lektorer, professorer kommer til at skræmme os fra verdenslitteraturen? Velmenende og med alvorlig mine beskriver de for os hvilken respekteret og agtværdig forfatter vi her har med at gøre, stilskabende og Nobelprisen har han vundet, en sand kæmpe. Så man til sidst står der, Lille menneske, foran det kanoniserede værk, og det tårner sig op, mægtigt som en mur og blokerer for al indtrængen. Og har man så en dag endelig, ved opbydelse af hele sin viljestyrke, lånt eller anskaffet sig et styk klassiker, for nu skal det være, så ligger den henne i vindueskarmen og truer, og man får den ALDRIG læst.
Det tror jeg måske er en væsentlig årsag til at de færreste får dem læst, de store, klassikerne. Al den tyngde og betydning vi lader dem med. Og her tænker jeg på alle de som ikke er akademikere (cand.mag./mag.art) den almindelige læser som hun er flest. Dog er det heller ikke sikkert akademikerne, for deres vedkommende, får dem læst. Jeg overhørte en samtale mellem to ved et arrangement om Marcel Proust, og den ene bekendte åbent at hun da aldrig havde læst "På sporet af den tabte tid", men havde nøjedes med at skimme 1. bind. Måske er det fordi det bliver "pligt", "obligatorisk" og "pensum". Når studierne så omsider en dag er overstået, og alt er bestået, åbner de aldrig en bog igen. Jo krimier selvfølgelig. Og Maria Helleberg. Så klassikerne har det svært... Verdenslitteraturen.

Her har jeg selv nok været heldig. Nogen glemte fra starten at gøre mig bange for dem, bøgerne, fortælle mig om hvor (ære)frygtindgydende de i grunden er! Ingen havde fortalt mig at det var "svært", så man tager en bog, man åbner den, man læser... Og jeg kunne jo læse den! Derefter tager man så en ny, og så fremdeles...Hvis jeg kan, kan du også.

På samme måde blev kunstmuseer legepladser fordi ingen voksne kom på den idé at lukke livet ud af kunsten med pædagogik eller alenlange foredrag. Man fik lov at passe sig selv, udforske det selv, tosse rundt i disse enorme rum på egen hånd med højt til loftet. Og når vi så kom igen, skulle man lige se om den nu også var der endnu, den gyldne tommelfinger, for ikke mindst at samle mod til at hilse på ham den lange mand i den dunkle sal med klokken. Begyndte allerede at sagtne farten når jeg kunne se rummet nærme sig. På behørig afstand, forsigtigt, tittede jeg ind gennem døråbningen. Jo jo, han sad der endnu, med sin klokke. Lidt efter, med hjertet i halsen, kunne jeg så alligevel ikke nære mig for at liste nærmere og se om der var liv i fyren.
(Gennem alle disse år). Tids nok kan man læse og lære. Så lever det. Så har man oplevet det, man ved det findes, det kan lade sig gøre.
Jeg ved det ikke, men jeg tror det er vigtigt.

 
Stefan - 0 indl�g22/09/10 12:01
Af Træben
Sikke noget bavl! Det er sgu da fordi de er dødsyge og alt for lange at vi ikke gider og læse dem. Det kan man da sige sig selv. Fat dig i korthed!
Desuden syns jeg anmelderens analyse er skudt rimeligt meget ved siden af. Jeg mener man bruger sgu da ikke de penge man har fået af Kunstrådet for bare og sidde og LÆNGES... Det giver jo overhovedet ikke mening vel.

Der skjuler sig selvfølgelig noget derinde...

 
Laura - 0 indl�g22/09/10 12:42
Af Laura
Det er altså nogle gode indlæg Anna, jeg kan da nikke genkendende til det med bøgerne i vindueskarmen selvom ja, nogen gange er de såkaldte klassikere ganske enkelt hamrende uvedkommende – hvilket jeg er helt enig med træben i.

Men bortset fra det så er teksten på bagsiden af bogen i det mindste en hjælp: En mand ser et videoklip på nettet. Fire måneder senere står han af flyet i en sydamerikansk storby og tjekker ind på et hotel. Hvad er det han leder efter? Så er handlingen skudt i gang. Men det er da rigtigt at alting kunne være penslet meget mere ud men så ville det nok omvendt miste meget af sin tiltrækningskraft det er svært at sige. Jeg kan godt lide at det hele er så åbent og på samme tid truende, det tvinger læseren til at være på stikkerne.

Forresten med hensyn til artiklen så er den måske svær i passager men som sagt også sjov. Måske tænker man at man skal forstå det hele men det er vel egentlig ikke nødvendigt. I indledningen sammenligner han litteratur med opera og det synes jeg er et godt billede at have med når man læser bogen, de simple historier der går til følelsesmæssige ekstremer.

 
Mille M - 0 indl�g23/09/10 18:58
Af millennium
Jeg synes det er vildt godt det han har skrevet.
Jeg vidste godt nok ikke man holdt sådanne fester i 1980erne:
"80’erne handlede om denne her evindelige grænseoverskridelse og individualisering, men se engang hvad der kom ud af det: Det der dengang var cutting edge performance-art udført af en masse uhygiejniske kunstnere, er nu om stunder opskriften på enhver gennemsnitlig succesrig reality-tv-serie. Datidens grænseoverskridende projekt hed at knalde hvem som helst, mens et firetimers videobånd rullede løs, og siden hen få optagelsen udstillet som videoinstallation på et eller andet nusset kunstgalleri. Udskift location med landsdækkende tv og du har det 21. århundredes mainstream-formel."
Nu skal man nok passe på hvad man siger, men jeg er nok ikke enig med anmelderen i det i bogen som han betegner som "lystige eskapader". jeg synes overhovedet ikke der er noget lystigt over dem, tværtimod.
Jeg ved ikke om det er noget mænd ikke kan se, men dengang jeg flyttede til Vesterbro kan jeg huske at jeg en aften havde været ovre ved vandet på Islands Brygge og kom gående på vej hjem over bryggebroen forbi Dybbølsbro station. Jeg skulle krydse gaden og over den lille plads der er på hjørnet ved Skelbækgade, og det var mørkt og blæsende og september ligesom nu. Så da jeg skal ned gennem bommene til Dybbølsgade lægger jeg godt mærke til der står en pige ude ved vejen. Hun havde langt hår og var tynd og hun stod ligesom på tæerne og flagrede med armene helt ude ved kantstenen. Så tænkte jeg, det ser da mærkeligt ud. Fordi hun så meget ung ud og klokken var 11 om aftenen og det var koldt og hun stod der kun i en almindelig stribet bluse og jeans og bare fødder.
Jeg kiggede mig omkring og hun var ikke sammen med nogen, og jeg kan huske jeg nåede at tænke jeg ville gå over til hende og sige hun skulle gå hjem, for hun skulle ikke være ude så sent, og hun havde ikke nok tøj på. Indtil det var det gik op for mig hvad det var hun lavede... Altså hvorfor hun stod der.
Det glemmer jeg ikke. (Hun lignede min lillesøster). Måske er der noget galt med mig, men jeg har da ikke vænnet mig til det. Jeg synes da stadig det er uhyggeligt.
Man skal prøve at tage en anden vej udenom.

 
Mette Katrine S - 0 indl�g24/09/10 01:27
Af Lakse
Søde Mille, prøver du at give os et hint eller hvad? :)



Jeg vil svare dig ved at sige at for det første var jeg heller ikke klar over man lavede den slags kunst i ´80erne (jeg synes det lyder lidt vel "moderne") men holdt man også festerne som de beskrives i bogen? Er der nogen som ved det?



For det andet vil jeg sige at jeg godt kender til det du har set, og jeg synes også det er rystende. Man ved ikke hvad man skal gøre. (Ud over at cykle en omvej).

Nu er det mest afrikanske kvinder som står der, for at sige det som det er. De står netop på hjørnet så man kan komme kørende i sin bil og samle dem op. De er totalt prisgivet, måske er det en venlig mand, måske er det Sune? Det er umenneskeligt.

Jeg vil gerne vende tilbage omkring det med bogen... Det blev et lidt kort svar, undskyld, men jeg er lidt træt.

Jeg vender tilbage... Sov godt, godnat

     
Skriv kommentar

1  2  3  4  >>


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Martin Hall
Facsimile



Martin Hall
Camille



Martin Hall
Hotel des Nordens, Flensborg, 24/10, 2009



Martin Hall
Hospital Cafeterias



Martin Hall
Relief/Cutting Through



Martin Hall & Andrea Pellegrini
Das Mechanische Klavier



Irma Victoria
Memorial: Irma Victoria 1923 - 2000


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen