Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Tone

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Salli Lunn: 'A - D'
Salli Lunn
A - D
(demo-cd, eget selskab, 2005)

Historien bag trioen Salli Lunn er på sin vis ret typisk: Sagaen om et provinsorkester (i dette tilfælde fra Frederikshavn, der ellers mest er kendt for løse knytnæver, lange, røvkedelige gader og skandinaviske færgeforbindelser), der får nok af halm i træskoene og flytter til hovedstaden for at prøve lykken. Og når alt kommer til alt, er det faktisk også svært at forestille sig, at vokalisten/guitaristen Lasse Skjold, guitaristen/keyboardspilleren Christian Møller og trommeslageren Line Grønbech skulle have haft nogen specielt glorværdig fremtid i Allan Olsens hjemby, for hvor mange fiskersnuder og fulde svenske turister interesserer sig i grunden for støjrock et sted mellem Placebo og de senere års Sonic Youth?

Det er netop en musik mellem disse to poler, der præger denne demo, som i virkeligheden er en opsamling af to kortere demoer fra 2003 og 2004. Skjold lyder – frivilligt eller ufrivilligt – en del som en ung Brian Molko, ligesom den gennemtrængende tristesse i de fire nærværende numre ikke befinder sig voldsomt langt fra det første Placebo-album. Men Salli Lunn har ikke helt den samme grad af arrogance og dekadence over sig, ligesom deres kompositioner ofte er lange, vævende og kontrastfyldte som hos det Sonic Youth, der så småt begyndte at tage form efter Washing Machine. Og det er både gruppens styrke og svaghed. De spiller og synger glimrende, det hele kører som et velsmurt maskineri og kompleksiteten i numrene er ikke større, end at de stadig kan holde styr på deres ophobninger af velkomponerede blokke. Med andre ord: De er sådan set et godt band med masser af muligheder i sig. Det lettere irriterende er så, at de ikke benytter sig så meget af dem, som de burde. Alt for meget er hørt før.

Salli LunnDet starter ellers så lovende ud med den fræsende støjflade og den spøgelsesagtige pigevokal, der indleder ”Cupid & His Errors”, men allerede da de tørre trommer sætter ind, véd man, at man er på vej ind i et måske lidt for sikkert territorium. Selve sangen er dog flot skruet sammen med sin tykke, drivende basbund, sit medrivende guitarspil og Skjolds regnvåde, sammenbidte vokalføring, og undervejs tager den lytteren med på en række velmotiverede musikalske udflugter. Og det samme kan siges om den mere dunkle, mindre hysteriske ”50 Kisses”, som melodisk set muligvis er knapt så stærk, men formår at få noget koncentreret, stramt og stemningsfuldt ud af egentligt ret få musikalske ingredienser. Demoens bedste ting er imidlertid placeret hen mod slutningen, nemlig den voldsomt iørefaldende, støjende ”Section in C”, der virkelig ville have klædt de senere, noget svingende Placebo-albums, og den ret interessante ”Parachutes Forever”, hvor Salli Lunn pludselig træder helt i karakter. Her lægger Skjold endelig Molko-masken fra sig og leverer et luftigt, personligt vokalforedrag i et mere ømt, naturligt stemmeleje, ligesom bandets messende rundgange får en anderledes original, arabeskagtig karakter. Ikke mindst i et på én gang voldsomt og psykedelisk efterspil, der i dén grad peger fremad.

Måske er det netop ved at sætte lysten til at eksperimentere helt fri, at Salli Lunn kan tage det sidste skridt fra at være en gedigen metervare til at blive vigtige. Det er i hvert fald når bandet lader den klassiske, tørre støjrock-lyd bag sig og udfordrer såvel formen som medlemmernes egne rutiner, at det for alvor bliver interessant. Og slippes disse kræfter på dette udspil kun fri i de første sekunder og de sidste minutter, sker det dog. Paradoksalt nok på demoens to ældste numre. Men det er der, Salli Lunn kan lære af det, de selv laver – og der, Frederikshavn for alvor fortoner sig som en sky i horisonten.

Steffen B. Pedersen, 21. mar 2006


Yderligere information

www.sallilunn.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Salli Lunn
Heresy and Rite



Sonic Youth
Murray Street



Sonic Youth
The Eternal



Sonic Youth
Sonic Nurse



Mob
Polygon



Placebo
Sleeping With Ghosts


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen