Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmeldere: Double Space

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Daniel Mark Epstein: 'Balladen om Bob Dylan. Et Portræt'
Daniel Mark Epstein
Balladen om Bob Dylan. Et Portræt
(Bog, 408 sider, Gyldendal, 2011)

Digteren og forfatteren Daniel Mark Epstein har skrevet en personlig og poetisk bog om Bob Dylan, der navigerer med usvigelig essayistisk sikkerhed mellem det subjektive og det objektive i en levende fremskrivning af myten og manden.

Man kan med en omskrivning af en titel af forfatteren Ernest Hemingway konstatere, at der ikke er nogen ende på Bob Dylan.  Bøgerne om en af de mest omdiskuterede, forkætrede og feterede rockmytologiske fænomener bliver ved med at strømme ud, og selvom det på bagsiden af Daniel Mark Epsteins Balladen om Bob Dylan. Et portræt pointeres, at der er tale om den første store Dylan-biografi i ti år, så kan man med rette spørge, om verden har brug for endnu en bog om Bob Dylan?

Lad mig med det samme svare, at det har den! I hvert fald hvis den er så eminent velskrevet, vidende og velargumenteret, som det er tilfældet med Daniel Mark Epsteins bog.

Epstein foretager i udgangspunktet et simpelt, men effektivt greb: han opbygger bogen omkring sine egne oplevelser fra nogle af Dylans nøglekoncerter. I en mindre begavet skribents hænder ville en sådan struktur risikere at havne i et forfærdeligt, subjektivt føleri og den slags usmagelige helgendyrkelse, som visse fans af Dylan forfalder til, men Epstein kombinerer sin subjektive erindring med skarpsindig musikalsk analyse, som når han for eksempel i forbindelse med den legendariske koncert i 1963 i Washingtons Lisner Auditorium skriver med poetisk præcision om sangen ”Boots of Spanish Leather”:

"Der var ikke en linje i teksten, der havde moderne præg; der var mange linjer som lød tidløse, som sten i et flodleje, som vandet har slebet glatte gennem århundreder. De elskende i balladen, deres situation og længsel, var lige så autentiske som de elskende i en hvilken som helst autentisk eller fiktiv historie – i hvert fald siden elskende har haft mulighed for at vælge deres skæbne. Kort sagt, så lød sangen, som den havde eksisteret i generationer, for den havde alle de egenskaber, der kendetegner en sang, som altid vil eksistere".

Med nænsom elegance skifter Epstein fra den personlige erindring til den musikalske analyse, og hele tiden udvides perspektivet i en elegant vævet essayistisk skrift, der både fremstår gennemresearchet og samtidig frisk. Gennem bogen tages man gennem alle Dylans ikoniske faser og maskeskift, som enhver med blot en nogenlunde interesse for Dylan bør kende; hans forvandling fra folke- og protestsanger til beatdigter og rockikonoklast, hans motorcykelulykke, ægteskaber og den kristne genfødsel, evige turneer og virke som maler, filmmager, performer og først og fremmest sanger og digter.

Udvælgelsen af stoffet er personlig, men dækker, som sagt, alle de vigtigste faser og bekendtskaber. En lang række interviews og omfattende brug af kilder er med til at underbygge den solide viden, der bliver formidlet med rund hånd.

Eneste minus er Epsteins rutinemæssige affærdigelse af Dylans kristne plader, der fremstår plat og idiosynkratisk, og hans til tider lidt for livlige fantasi, der nogle gange tager sig nogle friheder, når det kommer til at bestemme, hvad Dylan følte og tænkte. Til gengæld er der ikke nogen glorificering af manden. Man hører også om de gange, hvor Dylan var et dumt svin, og i det hele taget får Epstein skabt et levende portræt af Dylan som menneske og kunstner og ikke blot en skøn marmorbuste, som den allerede indviede menighed kan beundre.

Uanset om man har hørt masser af Dylan-plader eller ej, giver Epsteins bog lyst til at fordybe sig i Dylans værk. Epstein viser Dylans storhed ved at citere og analysere værket i stedet for at komme med tomme lovord. Her er både noget at hente for novicen, der har brug for en solid forberedelse, før Todd Haynes’ indforståede film I’m Not There, og masser af analytiske godbidder til feinschmeckeren, der bare ikke kan få nok af den festbuffet, der udgør Bob Dylans værk.

Jakob Bækgaard, 12. aug 2011


Yderligere information

Daniel Mark Epstein på nettet.

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen