Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Ghost Flute & Dice

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Suzanne Vega: '99.9F°'
Suzanne Vega  Geiger anbefaler!
99.9F°
(cd, A&M, 1992)

Er der gået ild i Suzanne Vega? Sådan spurgte tilhængere af sangskriveren med den karakteristiske, køligt beroligende og velartikulerede stemme sig selv, da hendes fjerde album, 99.9F°, dukkede op i 1992. På coveret var Vega omsluttet af et slags flammehav af gul-orange nuancer. Selve ansigtet var til gengæld gengivet i tilbagetrukket sort-hvid, og det ene synlige øje så blankt ud som hos en feberpatient. Hendes ene hånd dækkede delvist for munden, som om en hemmelighed befandt sig et sted mellem at blive sluppet ud og holdt tilbage. Kiggede man på den anden side, ville man dels se, at sangtitlerne var stillet op i forskellige typer og størrelser som på en gammeldags cirkusplakat, dels konstatere, at der var en titelsang med den mystiske temperatur-titel såvel som to sange, hvori der indgik blod: "Blood Makes Noise" og "Blood Sings". Lyden på pladen var radikalt anderledes, end hvad man var kommet til at forvente fra Suzanne Vega: Fremadspringende lydflader og rytmespor samt en ofte manipuleret vokal fra Vega selv. I det hele taget havde den et udtryk, der oftere end tidligere befandt sig et godt stykke fra nogen "moderat" folk-baseret poprock-produktion. Paradoksalt nok er det første, man hører Vega synge midt i denne nye, opmærksomhedskrævende lyd, de spagfærdige ord "Excuse me / If I may / Turn your attention / My way".

99.9F° - på den ene side en sær, køligt matematisk albumtitel fra en ordets og sætningens kunstner. På den anden side et udtryk for en begyndende feber: en anledning til eufori. Samtidig udtrykker tallet 99.9 et slags spændingspunkt: Ubærligt tæt på, men uden helt at nå, de 100 grader - en udstrakt suspense-tilstand, en fastholdt overgangsfase fra en tilstand til en anden. Og en påmindelse om, at det er de små marginaler, der tæller, og at selv den mindste decimal kan være af afgørende betydning.

Ved indgangen til 90'erne havde Suzanne Vegas pladeselskab A&M formodentlig opgivet håbet om en ny "Luka"- hendes mest udbredte hit og stadig den sang, hun af mange forbindes med i dag. Ikke desto mindre var hun et stabilt sælgende varemærke, og så gjorde det måske mindre, at hendes seneste album, Days of Open Hand (1990), havde været yderst indadvendt og befriet for megahits. Uanset den plades lidt mørke og rugende kvaliteter var den, egentlig som hendes udspil generelt indtil da, rent produktionsmæssigt præget af en vis rutineagtig "pænhed", og Vega ønskede, at der skulle ske noget nyt. Én af de potentielle producere, som Vega sendte sine nye demoer til, var Mitchell Froom, der bl.a. var kendt for sit arbejde på Elvis Costellos Mighty Like a Rose og de tre første albums med Crowded House. Froom var netop begyndt at eksperimentere mere med sin produktionsstil - f.eks. ved at anvende diverse percussion-loops og en mere opklippet teknik, som det kunne høres på Los Lobos-albummet Kiko, der havde udgjort et kvantespring for den gruppe. Han lagde ud med at dømme Vegas tilgang "for ordinær" - og det var lige dét, hun ønskede at høre. Froom blev derfor valgt som producer - og faktisk blev temperaturen så høj under tilblivelsen af 99.9F°, at de to kort efter blev gift. Dette giver mening i forhold til albummets særlige opildnede, euforiske kvalitet, der kan lyde som resultatet af en intens, irrationel forelskelse. Det er den da også delvist, hvilket lyrisk kommer til udtryk i beskrivelserne af omtågede tilstande i både titelsangen og "Blood Makes Noise".

Groft sagt kan Froom siges at være manden, der bragte kontrast og dissonans ind i Suzanne Vegas lydlige fremtoning. 99.9F° er ganske vist ikke hendes første forsøg med et kontrastfyldt udtryk. Hun havde fra starten blandet en på én gang afdæmpet, distanceret New York-coolness med en intim og drømmende varme. Hun havde været på én gang afskåret og passioneret - men på 99.9F° fremstod hun som både endnu mere afskåret og endnu mere passioneret. Da Vega brød igennem og fik sit debutalbum udsendt i 1985, slog man markedsføringsmæssigt på, at det, der gjorde Vega til "noget nyt", var, at hun var naturlig og autentisk - noget så uhørt som en genoplivning af folkesangeren. Og uanset det delvist postulerede heri - og uanset det, at pladerne reelt set var lige så gennemproducerede, og måske konsulentgennemhøvlede, som så meget andet - skilte brugen af akustiske guitarer, Vegas generelle usminkethed og hendes "anti-diva"-stemmeføring sig ud i et musikalsk landskab af programmerede synths og Madonna.

Men det, der skulle vise sig med 99.9F°, var, at Vegas udtryk blev endnu mere unikt, når man smed enhver idé om "naturlighed" overbord. På albummet blev idéen om at opretholde illusionen om et sammenhængende ensemble-spil ofte forkastet. I stedet klippede Mitchell Froom sammen med sin partner, lydteknikeren Tchad Blake, alting i stykker og satte arrangementerne sammen ud fra en række varierede baggrundsloops og -flader samt subtile, næsten uanselige teksturer. De originale percussionspor skabte Froom ved at lade trommeslageren Jerry Marotta slå på alle tænkelige genstande - så længe det bare ikke var et traditionelt trommesæt. Tilsat bl.a. et opfindsomt hyperpræcisions-basspil fra Bruce Thomas (bassisten på de fleste af numrene) blev sangene til små, fortættede opfindelser, der ikke gav sig ud for at være andet end klippe-klistre-konstruktioner.

Frem for at skabe en "fornuftig", gennemgående homogen lyd på hele albummet lod Froom, Blake og de andre medvirkende hver skæring udgøre sit eget lydlandskab, der havde hver sin rumfornemmelse. Når bølgerne gik højt, kunne hver enkelt sektion af en given sang endda have sit eget soundscape. Eksempelvis i "99.9F°" kastes man ind i en anden verden, når lydbilledet ændrer sig i c-stykket, og Vega synger ordene "Something cool / Against the skin ..." med en vokal, der er mikset fjernt og ekko-omtåget, inden man kastes tilbage i "versets verden", hvor hun nu synger tørt og næsten mekanisk - som "inde i hovedet" på lytteren - med en diskret, men spooky effekt på stemmen. I "Fat Man and Dancing Girl" leges der med endnu mere ekstreme sammenstillinger. Vega synger de næsten rap-agtige vers hen over en minimal, sært indelukket, nervøs rytmisk bund med korte, samplede lydeffekter. Men så hives tæppet væk under lytteren i sektionen med linierne "Stand on the tightrope / Never dreamed I would fall", hvor rummet i otte takter pludselig bliver 100 gange større, og alting drukner i svimlende, orgelagtige lyde og en abstrakt cirkusatmosfære -lidt som om cd-afspilleren er sprunget over i en anden skæring med et shoegazerband, der fortolker The Beatles' "Being for the Benefit of Mr. Kite".

Vega blev inspireret til "Fat Man and Dancing Girl", da hun så nogle gamle fotos af hendes bedstemor som omrejsende trommeslager i et kvindeligt vaudeville-orkester. Sangens tilbagevendende linier - "I stand in a wide flat land / No shadow or shade of a doubt / Where the megaphone man / Met the girl with the hand that's / Covering most of her mouth" - gengives i pladens coverkoncept, hvor der bl.a. indgår et sort-hvidt iscenesat foto af nogle bizarre, gammeldags cirkusfigurer - inklusive en "megaphone man" - med Vega selv som pigen, der dækker det meste af munden til med sin hånd. Kvinden med en hemmelighed er en figur, der dukker op igen i "Bad Wisdom", nu som en ung pige. Det legende barn, der "ved for meget", er ofte til stede hos Vega, og i det hele taget har hun en lidt overset evne til at opnå en særlig "legende" kvalitet i sin melodiføring og sine arrangementer. Et eksempel er "As a Child", der lige så meget er et spontant børnerim som zen-visdom, og hvor hun i tre korte, præcise vers digter om forskellen og ligheden mellem tilstedeværelse og fravær, mellem voksen og barn, og mellem liv og død.

"Blood Makes Noise" er af nogle blevet beskrevet som "Suzanne Vega goes industrial", hvilket er noget af en overdrivelse. Ikke desto mindre springer det maniske rytmespor og Frooms støjende keyboardflader mærkbart i øjnene, alt mens Vegas delvist forvrængede stemme beskriver essensen af kaos: "I'm standing in a windy tunnel / Shouting through the roar / And I'd like to give the information / You're asking for / But blood makes noise / It's a ringing in my ear / ... / And I can't really hear you / In the thickening of fear". En sært nøgtern redegørelse for en tilstand, der er modsat beruset og irrationel. Vegas vokal er en kølig rapport fra en opildnet slagmark, mens det samlede billede på én gang er stramt kontrolleret og dionysisk. "Blood Sings" anvender den helt modsatte strategi. Her har Froom ikke foretaget sig andet end at føje et par diskrete overdubs til Vegas oprindelige akustiske demo. Som konsekvens kommer stilheden til at udgøre den overraskelse, som støjen udgjorde tidligere. Vegas stemme er nu 100 procent tør og i forgrunden.

Det var i sin tid nærmest Suzanne Vegas vokalstil, der havde fremskyndet muliggørelsen af denne tørre "garderobeskabslyd", men sjovt nok er det faktisk ikke før 99.9F°, man kan høre hende på den måde. Det blev i de notorisk overproducerede 80'ere set som opsigtsvækkende, at hun indledte albummet Solitude Standing med det minimale a cappella-nummer "Tom's Diner", men når man genhører sangen, overraskes man over, at ikke engang dén indspilning er fri for den dengang allestedsnærværende rumklang. Men på 99.9F° er den væk. I det hele taget er 99.9F° et lille led i et større paradigmeskifte. Det er "post-pop", hvor det "overproducerede" og det "underproducerede" kan eksistere side om side, og albummet foregriber, i en mainstream- og singer/songwriter-kontekst, nogle produktionsstrategier, der først blev kutyme, da f.eks. visse trip-hop-forbundne greb vandt indpas senere i 90'erne.

99.9F° er overraskelsernes plade: Dens umiddelbart mest konventionelt lydende nummer, "When Heroes Go Down", afsluttes brat efter et minut og 54 sekunder. Og så er der den underlige, dragende måde, hvorpå pladen, efter alle de forudgående eksperimenter, ender med to nærmest meditative akustiske sange, "Song of Sand" og - efter flere sekunders stilhed og som en spontant tilføjet vignet - "Private Goes Public". Efter at have gået gennem ild, vand, vægtløshed og klaustrofobi, er det som om, at albummet lægger sig til hvile i en ørken - måske den metaforiske ørken fra "Song of Sand". Men et enkelt sandkorn skal nødvendigvis være det første til at flytte sig i en sandstorm - en enkelt glød er nok til at sætte højhuset i brand - og tallet 99.9 er som sagt kun en decimal fra at blive til 100. Og der skal kun den lille sten til, som befinder sig i lommen på David, for om lidt at dræbe kæmpen Goliat - en situation, der danner grundlag for åbningssangen "Rock in This Pocket (Song of David)". Her beskriver en Vega i sit mest allegoriske lune det uanseliges indflydelse på det gigantiske. Den gentagne linie "I'll make you see" - der synges hverken indtrængende eller arrogant, blot konstaterende - er en trussel eller advarsel om kæmpens kommende død ("jeg skal nok vise dig!"), men kan også være et løfte om indsigt ("jeg vil få dig til at se!"). Sangens fortæller og David-figur har en fornemmelse af, at projektets realisering kan være ensbetydende med hans/hendes død: "I might be out like a light / Extinguished in the throw / But I'll hit my mark / And you'll know". Hvilket vil sige, at ikke bare Goliat, men også David, i modsætning til hans bibelske parallelfigur, må afgå ved døden - ligesom kæmpen og hyrdedrengen, magthaveren og undersåtten, manden og kvinden, og modsætninger, som vi kender dem, også må. Ergo er Suzanne altså ved at gå op i flammer på coveret til 99.9F°.

Fire år efter albummet lavede Vega opfølgeren Nine Objects of Desire, igen med Froom som producer. Pladen var igen vellykket, om end Frooms prægning nu var lettere nedtonet. Nogen tid efter dannede han og Vega ikke længere par hverken professionelt eller privat. Den heraf resulterende tumult på det personlige plan blev bearbejdet på Songs in Red and Gray fra 2001, hvor Vega havde fået "styr på sit liv", og pladen blev hyldet som en tilbagevenden til hendes udgangspunkt. At Vega netop har skrevet ny kontrakt med Blue Note Records indikerer måske, at det er cool-jazzet klarsyn, vi kan forvente fra hendes side i den nærmeste fremtid. Men jeg kan ikke lade være med at håbe på, at hun en dag mister besindelsen igen.

Martin Nielsen, 29. sep 2007


Yderligere information

www.suzannevega.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen