Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Ghost Flute & Dice

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Thåström: 'Mannen som Blev en Gris'
Thåström
Mannen som Blev en Gris
(cd, Mistlur/MNW)

45-årige Joakim Thåström er én af den type musikalske personligheder, man næsten ikke kan andet end at tage hatten af for. Som én af de relativt få figurer med udgangspunkt i 70'ernes punkbølge, som ikke har mistet biddet med alderen, har hans blanding af rock'n'roll attituder og kompromisløs humanisme trukket et dybere og dybere spor gennem snart fire årtiers alternativ svensk musik i form af dels grupper som Ebba Grön, Imperiet og Peace, Love and Pitbulls, dels en også efterhånden pæn række af soloplader. Trods en lettere vag periode i sen-80'erne - som dog blev blæst effektivt ud af hukommelsen med den aggressive Xplodera Mig 2000 i 90'ernes start - har han nærmest været indbegrebet af no sellout-attituden. Og selv om han ikke ligefrem er begyndt at spille hardcore kan man kun sige, at han stadig holder fanen højt på Mannen som Blev en Gris - hans fjerde album under eget navn.

Pladen fortsætter den blanding af punk, metal og solid sangskrivning, der har kendetegnet Thåströms produktion siden netop Xplodera Mig 2000 - trods den afstikker over i den regulære industrial, han tog i Peace, Love and Pitbulls-årene. Allerede fra åbningsnummeret "Släpp Aldrig in Dom" møder man en desperat råbende Thåström, der er lige så bidsk og anti-autoritær som altid. "Det är ett kallt krig som dom säljer / Det är nånting dom vill jag ska / Det är ett kallt krig som dom säljer / Det är nånting / Men jag vill inte ha", lyder hans snerrende kommentar til samfundet omkring ham. Dette alt imens han - efter en afdæmpet intro - holder den sorte fane tilsvarende højt med en veloplagt, paranoidt fræsende skærebrænderrock. Dette nummer siger da også en del om stemningen på pladen, der både er depressiv, utopisk himmelstræbende og jordnært bitter - det sidste ikke mindst i "Sån". Et rasende opgør med en ikke længere så god ven, der bare har det med at hænge på alligevel - og ender ud i konklusionen "Du är lika snäll som heroin". Grummere kan det vist ikke siges.

Grundtonen på Mannen som Blev en Gris lægges naturligvis af en række garage-prægede numre af et vagt gotisk tilsnit. Numre, der selvfølgelig er veloplagte og byder på gode, personlige tekster, men som heller ikke byder på de store nyheder. Det bedste af disse, udover "Sån" og "Släpp Aldrig in Dom", er den selvironiske "Höghus-sång", som alligevel er en voldsomt præcis åndelig diagnose - ikke blot for Thåström, men nok for det fleste generelt. "Jag ska bo nånstans i Altona / Jag ska bli en helt annan man / Jag skal hitta helt nya barer / Jag ska bara göra sånt / Som ingen annan kan // Det är min värld det här… / Ni får komma hem till mig…" Man véd vitterligt ikke, om man skal grine eller græde - men at det er præcist hersker der næppe nogen tvivl om. Netop dét får dette nummer til at hæve sig op over det kværnende rockmaskineri og blive andet og mere end noget, der bedst fungerer på en fugtig rockklub i opløftet stemning.

De bedste indslag på pladen er imidlertid de numre, hvor Thåström gearer tempoet ned og arbejder med stemningsniveauet i sin sangskrivning. Det bedste eksempel på dette er den over ni minutter lange, dæmoniske "Kaos-passageraren", der lyder som et samarbejde mellem en tilfældigt valgt svensk singer/songwriter og et fyldigt Constellation-hold - med de vederhæftige tekster fra den førstnævnte og den voldsomt mere udfordrende, stemningsfulde musik fra de sidstnævnte. Her får Thåström virkelig lov til at male i brede strøg - hvilket virkelig klæder ham. Også den afsluttende "Komma Ner" smider det iturevne punktøj for at hellige sig det højstemte og svævende. Her bliver teksten på én gang til en "finger" og en indædt bøn: "Stilla flyter himlen med / Bare långsamt / Lämner vi er / Å allting som é Fel". Far verden, far vel, som en ældre dansk salmedigter ville have udtrykt det. Smukt og vedkommende - for hvem har ikke på ét eller andet tidspunkt følt en næsten selvdestruktiv trang til at søge tilflugt for
sin egen art i skyerne?

Det vides ikke, om titlen Mannen som Blev en Gris antyder en moden mands forkærlighed for noget yngre piger - eller om det simpelthen er Thåströms egen kommentar til den godt grumsede nihilisme, han giver frit spil på albummet. Men i virkeligheden er begge dele også dybt irrelevante. Selv om guitaren fra tid til anden stikker lige lovlig meget ud i synet af én - som det vel altid har været tilfældet hos netop ham - er det lykkedes ham at levere endnu et vedkommende album til nordens rastløse drømmere. Og efterhånden som tonen rundt omkring bliver mere og mere kynisk og menneskefjendsk, er vi en del, der har brug for den garvede svenske legende endnu.

Steffen B. Pedersen, 15. maj 2002


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Thåström
VoxHall, Aarhus, 7/3-2012



Thåström
Beväpna dig med vingar



Thåström
Store Vega, København, 11/2 2010


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen