Visse folk er vitterligt for markante i deres udtryk til, at de bør danne skole. Ikke mindst den brutale støjkomponist Glenn Branca, der i de sene 70'eres New York vakte opmærksomhed ved at lave små symfoniorkestre ud af et antal elektriske guitarister, der fik besked på at spille så højt og muskuløst som muligt efter nogle på forhånd givne spilleregler. De monumentale værker, han skabte på denne måde, rager fortsat op i den moderne musikhistorie ved at være det mest ekstreme, der nogen sinde er skabt med guitaren som omdrejningspunkt – men når nogen endelig har forsøgt at følge op på hans idéer, er det næsten altid endt i det totale plagiat. Kun Sonic Youth, der netop voksede ud af hans skiftende orkestre, har indtil videre omsat Brancas idéer i noget nyt, der har peget fremad på egen hånd.

Det kan man ikke just sige, at Scott Horscroft, der kommer fra Sydney, Australien, gør med debutalbummet 8 Guitars. På den anden side kan man heller ikke beskylde ham for at være et entydigt Branca-plagiat. For selvom pladen er skabt ved, at otte guitarister (med drone-dyrkeren Oren Ambarchi som det mest markante ansigt) har spillet direkte ind i hans computer, ender han et helt andet sted. Hvor Brancas værker er tunge, massive og pulveriserende, er 8 Guitars en let, hypnotiserende og sugende kontinuerlig komposition på lidt over 38 minutter.

Der er flere grunde til dette resultat. For det første er selve guitaristernes spillestil snarere tilbageholdt og strengt disciplineret end muskuløs og pågående; for det andet arbejder Horscroft meget med at forvandle instrumenternes overtoner til messende lydlag, der på hver deres måde skaber bevægelse i kompositionen. Bl.a. gennemsyres værket af en knitrende, hoppende rytmebund, som man straks tager for at være et rent elektronisk element, Horscroft lidt inkonsekvent har tilført helheden. Ved nærmere inspektion viser den sig snarere at være en opklippet collage af de lyde, der opstår, når man tænder for en guitarforstærker. Men ellers kendetegnes værket mest ved at bestå af en lang række hyperenkle motiver og guitarflader, der diskret forskydes i forhold til hinanden på en måde, der ikke vil være ukendt for tilhængere af minimalkomponisten Steve Reich, dog uden, at der derved opstår bundløse, svævende rum, som der ofte gør hos ham. På den måde er 8 Guitars et rimeligt ”fladt” værk. Repetitionen har ikke, som hos Reich, nogen egentlig langtidshukommelse, selvom den har den samme hypnotiserende effekt på lytteren.

Der er således mangt og meget ved værket, man har hørt før, og var man af en mere kynisk natur, kunne man sagtens fælde Horscroft på dét alene. Men omvendt er han også ret god til at fordøje sine påvirkninger og bruge dem på sin egen måde, og det er ikke mindst fordi, 8 Guitars på mange måder fremtræder mere som et elektronisk end et elektrisk værk. Vel stammer lydmaterialet fra den gode, gamle seksstrengede, men det er opklippet og reorganiseret så meget, at otte guitarister aldrig ville kunne opføre kompositionen live. Den digitale teknologi er en helt central og uundværlig del af det, der sker. Endelig er værket i sig selv et uafviseligt stykke musik, der får én til at meditere, hvad enten man har lyst til det eller ej; det har en primal, nærmest funktionel værdi, som man ikke sådan lige ryster af sig. Kan Horscroft fastholde og udvide den lille afsats, han har fundet mellem sine to massive forbilleder, hører man altså hellere end gerne fra ham igen – også selvom 8 Guitars ikke, som der ellers stolt proklameres i pressemeddelelsen, er ”one of the most unique and compelling works for electric guitars in recent memory”